Det er ikke altid ligetil at eksistere
- selvom man har det godt.
På billedet her omfavner jeg et privilegie. Privilegiet at kunne deltage i en samtale, afsløre mine tanker og blive lyttet af professionelle såvel som sårbare sjæle og pårørende i forbindelse med nedtrapning af psykofarmaka.
Samtidig var det en uofficiel fejring af at jeg en uge forinden var trådt ud af en verden. Den verden som indeholdt en daglig påvirkning af hele min eksistens med antipsykotisk medicin.
og en fejring af, at jeg selvsamme dag var trådt ind i en ny verden. en verden, hvor jeg på ny skulle forholde mig til alle aspekter af livet på en ny måde.
men hvor ville jeg ønske, at jeg den dag dette billede blev taget, vidste hvad jeg ved nu. det er knapt et
halvt år siden at jeg tog min sidste dosis antipsykotisk medicin.
og jeg skal for første gang i tyve år lære at navigere i livet uden det filter,
som har beskyttet mig siden før jeg endnu var mentalt færdigbagt.
udvikle et teflon, hvor omgivelsernes hårde ord, meninger
og skøre ytringer kan prelle af. hvor jeg ikke lader stemninger over-påvirke mig,
ikke tror på mine medmenneskers usande fortællinger om, hvem jeg er,
og langt om længe finder ud af hvem jeg i virkeligheden er.
min kerne har altid været her,
men alt for mange udefrakommende faktorer har påvirket min ageren
gennem mange år, og kemien har frataget mig muligheden for at lære mig selv at kende.
det er jeg nødt til nu. på en helt anden måde end nogensinde før. og det er en opgave jeg omfavner.
jeg har førhen aldrig rigtig delt særlig grundigt, når følelser og tanker har overvældet mig.
for oftest har mine trælse følelser og tanker ført til automat-handlinger,
og de fleste som kendte mig var udmærket klar over,
at det ene førte til det andet og det var, for dem, sikkert en never-ending-story,
en ond cirkel. men jeg er nødt til at dele hvad, det egentlig gør ved én,
når man pludselig skal leve uden den form for kemi,
som i mange henseender blokerer for ens følelsesliv
og måden at forholde sig til verden på.
fordi det er overvældende.
Det er ikke for børn.
Det er ikke ligetil.
Det er en blanding af dybfølt lykke og ildebrand i sjælen.
og hvor ville jeg ønske at jeg kunne forklare præcis hvordan det føles indeni.
hver dag lærer jeg noget nyt om mig selv,
og det rummer både udvikling men også nye erkendelser af,
hvor sederet min sjæl har været i rigtig, rigtig mange år.
for hver dag bliver jeg også konfronteret med (flere) ting,
jeg er nødt til at lære. samtidig med at jeg netop lærer.
det føles som et alt for langt og hårdt forhindrings/orienteringsløb,
med utallige kærlighedsfyldte poster på vejen,
hvor jeg bliver bekræftet i, at jeg sagtens kan nå målet.
mange kilometers sidelinje, hvor et lille
men altoverdøvende heppekor med opmuntrende ord,
løber med mig, sørger for at jeg ikke snubler.
og hist og her dukker perifere relationer op,
som med ligeså stor kærlighed hepper.
nogle stille men stærkt, og andre i skingre dybtfølte toner.
jeg er aldrig alene, trods jeg aldrig før har løbet for mit liv på den måde.
dette løb handler ikke blot om at gennemføre,
men om at stoppe op ved hver post, reflektere og løse en opgave.
derefter videre. med så mange hvil, jeg har brug for.
for på trods af at det føles alt for udmattende og uendeligt,
ved jeg at målet er værd at finde frem til. at give op er ikke en mulighed,
og for første gang heller ikke noget der kunne falde mig ind at overveje.
der er ikke nok fokus på de konsekvenser mangeårig medicinering har,
når man vælger/får lov til at lægge den på hylden.
jeg tror desværre også at det skaber forestillinger
hos folk, som ikke har stiftet bekendtskab med den verden.
forestillinger om at, hvis man godt kan undvære den,
så bliver det ikke et problem at leve uden.
men jo, det kan sagtens blive et problem. i lang tid efterfølgende.
fordi det her individ har været påvirket på sine receptorer i xx år.
og pludselig ikke længere.
selv ved langsom og kontrolleret nedtrapning kan disse svære situationer opstå.
jeg har de sidste 5+ måneder oplevet kæmpe store påvirkninger
som primært har udfordret mit selvbillede.
for hvem er jeg egentlig?
hende dér kender jeg ikke, for jeg har aldrig mødt dén udgave af hende.
hvordan håndterer jeg det egentlig?
en krop og et følelsesliv, som ikke længere bliver svækket af kemi,
skal pludselig konfronteres up front.
jeg føler mig sjovt nok stærkere end nogensinde.
samtidig med at jeg aldrig har følt mig så hudløs og sårbar.
de mennesker som er tættest på mig tilkendegiver, at de kan mærke en tydelig udvikling.
det er jeg ikke altid særlig god til på egen hånd,
især fordi det er mig, der lægger mest mærke til kaosset indeni.
jeg har aldrig brudt mig om at få at vide,
hvis folk synes at jeg virkede til at have det godt.
især fordi de sjældent fornemmede rigtigt.
og fordi det oftest blev slynget ud grundet manglende indsigt eller falsk omsorg.
og i nogle tilfælde uden egentlig interesse i, hvordan jeg reelt havde det.
i visse tilfælde for at kunne afslutte en samtale,
en indlæggelse eller et forløb.
denne gang får jeg at vide hvad der bliver observeret for at holde mig fast i,
at det jeg ønsker, det jeg arbejder hen imod, hele tiden kommer tættere på.
og for at minde mig om at det ikke er spild af tid
at gennemgå det voldsomme kaos, som dominerer mit indre.
og endelig er det ikke folk, som “skal passe på mig”,
som fortæller mig hvad, de ser.
det er mennesker jeg har valgt til.
fordi jeg sætter pris på deres tilstedeværelse i mit liv,
og dermed sætter jeg også pris på, hvad de tænker.
sikken en luksus selv at kunne vælge sine mennesker(!)
bonussen er heldigvis at dette kaos ikke er dårligt. det er udviklende,
det - og jeg - er fyldt med potentiale, og det er uundgåeligt.
desværre. og heldigvis.
