når fred kun findes ét sted

 livet kan være så utroligt svært

jeg har vel været omkring 14 år, da jeg ved et tilfælde faldt over et forum, som havde til formål at man kunne "møde" ligesindede, som også havde det svært.

og omkring 17 år, da jeg deltog i en sammenkomst i Jylland, hvor vi tog ud at spise på en restaurant, og fik ansigt på nogle af de mennesker, man havde korresponderet med jævnligt online. 

hun og jeg sad ved enden af bordet, for måske havde vi ikke snakket ligeså meget med de andre, som med hinanden. vi var de eneste, som ikke bestilte mad, men sad med hver vores sukkerfri sodavand. 

hun hev en bog op fra sin skuldertaske, "tynd og perfekt" hed den. der blev, for vores begges vedkommende brugt meget tid på at læse bøger om emner, som vi kunne relatere til. og jeg tænkte at ja, alt ville sgu være bedre, hvis man bare kunne være tynd.

det var ét af de evige emner hos denne kvinde, som kæmpede alt for voldsomt til, at det var hende værdigt. 

vi holdt kontakten, og tjekkede ind jævnligt, for at høre hvordan det gik. det blev mere tydeligt for mig, hvor slemt det egentlig stod til, da jeg for et par år siden sluttede mig til følgerne af hendes Instagramprofil. dagligt blev jeg konfronteret med hendes evige kamp for både at overleve og desværre også for at dø. 

denne forpinte sjæl torturerede sin krop og var det, man på klassisk og stigmatiserende vis vil kalde for en svingdørspatient. i starten af vores bekendtskab var der flere år med indlæggelse og ingen udskrivelser, men som årene gik, var der mange indlæggelser såvel som udskrivelser. 

mange mennesker var vidne til en sjæl og krop i total opløsning af selvskade og depressioner. det var et fåtal af os som havde mulighed for at gøre noget for hende, men dem som kunne gøre en forskel, havde nok givet op, eller havde brugt alt i værktøjskassen, måske flere gange.  

spørgsmålet er, om nogle helt andre kunne havde gjort noget. noget andet end metoderne fra den gode gamle psykiatriske værktøjskasse. måske. det ved vi ikke. hvertfald blev der ikke forsøgt. 

for nu, efter et utal at forsøg er det lykkes hende at få opfyldt sit største ønske. at blive fri fra det helvede, hun for mange år siden ufrivilligt blev placeret i. og hun fortjente at komme væk fra sin evige lidelse. 

efter så mange år med kampen og håbet for, at det en dag ville blive bedre, var hun så umådelig træt. al den energi det kostede hende igen at blive reddet fra et alvorligt selvmordsforsøg, gjorde ikke livet lettere for hende. intet gjorde livet lettere for hende. hver gang hun blev udskrevet fra en afdeling, var det fuld af forhåbninger, som aldrig blev indfriet. 

selvmord er sjældent en løsning, men denne kvinde som blev taget væk fra alle de mennesker, som elskede hende, og bar håbet for hende, var så fucking træt og havde været det i så mange år, at hun desværre fortjente at få det, som var hendes inderligste ønske, opfyldt.

og man tænker tit, at der da må have været noget andet man kunne have gjort.

men det er svært.

for systemets værktøjskasser bliver sjældent revurderet, tømt og fyldt op med nye metoder fra friske øjne. det koster desværre alt for mange liv,

og koster det ikke liv, smadrer det mennesker i så mange stykker, at det tager alt for lang tid at samle dem igen.

kære sara, dit helvede er ovre. desværre af den helt forkerte årsag.

dream come true

"jeg havde i mange år tænkt på, om jeg nogensinde ville komme væk fra institutioner og psykiatriske afdelinger. men 30 år var min skræmmealder, og når jeg rundede 30, skulle jeg bestemt ikke bo sådanne steder længere. og 2 år inden skete det. jeg var færdig med steder med kontrol over alt, jeg gjorde. steder hvor folk bestemte over mig. det var slut!

endelig, efter omkring 2 års søgen fik jeg mit eget sted. og jeg var lykkelig. det kunne ikke være bedre. ej heller timingen. jeg var klar, som i KLAR!

der havde været mange op- og nedture på mit sidste bosted, men med stærk vilje og hjælp, var jeg endelig modnet til en voksen kvinde, som kunne erobre verden. jeg følte det hvert fald. tiden kunne kun vise om det kunne lade sig gøre, men et stort skridt var, at jeg havde troen på, at det skulle gå godt, og jeg kunne klare det.

der havde også været megen frygt og tvivl forbundet med dét at flytte. jeg vidste ikke på forhånd, hvordan det ville gå. men folk omkring mig hjalp mig til at blive opmærksom på alt det, jeg egentlig kunne. og selvfølgelig skulle det gå godt.

nogle folk tvivlede.
men så længe jeg ikke selv gjorde, var jeg sikker på, at det selvfølgelig ville blive en succes"

et overstået 2018, og et fedt ét af slagsen

"det var næsten ikke til at tro, at der var sket alt det her på bare ét år. men havde det været undervejs længere end det? det vidste jeg ikke. alt jeg vidste var, at det var uvirkeligt, at jeg ikke længere skulle kæmpe daglige kampe mod dæmoner som jeg havde gjort i 15 år.

jeg havde udviklet andre metoder. mere eller mindre konstruktive metoder.
dét, ikke at skulle kæmpe med skæretrang døgnet rundt var en ting, jeg bestemt ikke savnede. jeg skulle ikke længere tvinge mig selv til at lade være med at skære, men heller ikke overtale mig selv til at gøre det alligevel. for ambivalensen var dominerende til alle tider. ville jeg skære? så skulle jeg ikke. ville jeg ikke skære? så skulle jeg bestemt gøre det alligevel. jeg skulle altid presse mig selv til at gøre netop det, jeg ikke havde lyst til. men det var ikke sådan længere. at skulle battle med mig selv og trangen til at skade mig selv, var ikke længere en nødvendighed.

i september 2018 var det et år siden, jeg sidst havde taget et overdosis. og når jeg hørte en ambulance var det ikke længere en ambulance, der skulle hente mig. en politibil kunne nu køre forbi uden at jeg fik hjertebanken og skulle finde ud af, hvordan jeg kunne stikke af. jeg skulle ikke længere kæmpe med at få mig selv til at drikke aktivt kul eller kæmpe imod. jeg kunne nu tage min medicin uden at overveje, om det var dumt. for tanken om at gemme den, var et overstået kapitel. når jeg lagde piller til side, var det blot for at overleve, hvis dagen blev for svær, og jeg havde brug for at få lidt ro.
jeg havde sågar samlet så meget medicin sammen, at jeg fik kvalme bare ved tanken om at havde det liggende. så afleverede jeg det. aldrig havde jeg tænkt tanken, at jeg ville få et normalt forhold til medicin, tage det når jeg skulle, bruge og ikke misbruge. alligevel havde jeg altid 3 piller liggende, hvis nu jeg ikke kunne sove.

i maj 2018 skete der noget helt fantastisk. jeg mødte manden, der snildt kunne blive ham, jeg skulle dele resten af mit liv med. en mand, der forstod mig som ingen anden kæreste nogensinde havde forstået mig. det var dog svært, at skulle give sig hen og dele alle sider af sig selv med en anden, men rart på samme tid. for hvad var livet uden kærlighed? jeg vidste, at jeg endelig havde fundet noget ægte, og ville for alt i verden tage nedturene med, og omfavne det altoverskyggende, nemlig opturene. for det gav han mig. en følelse af, at opture var vigtigere end nedture. og det var rart. for i 15 år havde jeg troet, at livet bestod af nedture, og at det var definitivt. tænk, at et menneske ikke bare elskede mig, men også overbeviste mig om, at livet ikke kun var dårligt. det havde jeg en lille mistanke om i forvejen, og at få det bekræftet, var guld værd.


i 2018 fandt jeg ud af, at hårdt arbejde kunne betale sig, og også at det ikke behøvede at være så hårdt som man troede. hvertfald ikke med følelsen af komplet udmattelse på samme måde, som når man kæmpede imod. det kunne betale sig at være stædig og tro på, at det nok skulle gå. i mange år troede jeg ikke på noget som helst, men det forgangne år har været helt, helt anderledes.

i 2018 var det definitivt slut med antidepressiv medicin. efter næsten 13 år med denne slags medicin, var jeg endelig klar til at give slip. og jeg ville ikke tilbage. det var hårdt, og jeg havde let til tårer, men det var også meget lettere end jeg havde troet."

alt er ikke en dans på roser, langt fra. men jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg er klar til at komme i gang. i gang med at leve efter 11 år på diverse institutioner. jeg vil gerne. livet vil mig, og mere end nogensinde har jeg mod. jeg tager nedturene med viden om, at selvfølgelig bliver det bedre, og tror på, at jeg nok skal blive rask, men  ersamtidig utrolig tålmodig. jeg har folk der støtter mig, holder mig i hånden og tror på mig. og vigtigst at alt tror jeg på mig selv. 

tak for 2018, må 2019 blive endnu vildere!

tung at danse med

"det var som om, at tiden var kommet, hvor jeg havde indset hvor lidt jeg kunne forstå hende. hvor lidt jeg kunne trives i hendes selskab. kemien som jeg troede, var der, kunne ikke findes frem i virkeligheden. det var selvfølgelig bare en kontaktperson, men det var også et menneske, jeg skulle lukke ind i mit liv, og det ønskede jeg ikke længere at blive ved med i den grad. den snerpede tilgang til tingene og måden at tale til mig på, var ikke kompatibel med min måde at håndtere relationen på. en relation jeg i starten troede, kunne udvikle sig til noget godt, men som viste sig, ikke at kunne fungere på sigt. hun var nu et rart menneske, men jeg havde svært ved at forholde mig positivt til hendes stramme holdning gjorde mig irriteret og jeg kunne ikke længere undgå at blive i dårligt humør af at snakke med hende. og det påvirkede mig, at jeg blev påvirket i sådan en grad, at jeg blev vred, ikke kun på hende men også alle andre.
jeg håbede, at jeg kunne afslutte "forholdet" men stadig være i rum med hende, snakke overfladisk med hende og forhåbentlig være positiv fremover. men at have et tæt samarbejde, havde jeg altså ikke længere lyst til. desværre var det ikke mig der bestemte. hun var blevet lukket ind i mit liv uden mit samtykke, og ville først blive lukket ud igen, når de besluttede sig for det."

findes den evige stabilitet?

"jeg havde i mange, mange år haft både gode og dårlige perioder. men nu var jeg hoppet ud af vanerne, især de dårlige. alligevel havde jeg svært ved at tro på, at det ville vare ved. for ville jeg nogensinde kunne opretholde en god rytme, samle på de gode øjeblikke og dyrke dem så meget at de dårlige ville betyde så meget mindre end tidligere? jeg vidste det ikke. jeg vidste egentlig kun at min pessimisme på et eller andet tidspunkt ville smadre alt det, jeg havde opbygget gennem den sidste tid. så godt kendte jeg mig selv. men jeg kæmpede. kæmpede for at smile til mit spejlbillede hver dag, og tro på at jeg faktisk godt kunne det her. jeg troede nu på, at smilet ikke var falsk længere. og det var en befrielse. selvom jeg til tider kunne være ved at brække mig over min egen latter, fordi den plejede at dække over smerteskrig. smilet var blot facade. men ikke længere. jeg var glad. jeg var i live, og jeg kunne endelig føle igen.
men hvor længe ville dette vare?
en god periode slutter altid, for ellers ville det ikke være en periode.

jeg turde ikke tro på, at jeg ikke ville ramme bunden og ødelægge mig selv igen. for det havde altid været sådan. jeg havde aldrig haft det godt uden at få det skidt bagefter. hvad enten opturen havde varet én dag eller 5 måneder. jeg ville dog heller ikke lade den erfaring styre mig. men det var svært. vanens magt er forfærdelig stor.
nye vaner skulle tillæres, mønstre skulle brydes, og livet skulle værdsættes. men hvordan kunne jeg klare alt det? min tryghed ved selvskaden måtte erstattes af andre ting, men jeg anede ikke, hvad der nogensinde ville kunne hjælpe mig bedre end selvskaden, som havde været min bedste ven i alt for mange år.

jeg havde ikke lyst til at falde tilbage til de gamle mønstre igen. men det var svært at tænke på et liv uden.

selv at skulle håndtere min medicin i fremtiden var det mest angstprovokerende i den tid. for ville jeg få en nedtur pludselig, ville en overdosis være det første jeg kunne ty til. det var jeg vant til. i meget lang tid. det ødelagde muligvis min krop langsomt, jeg vidste det ikke, men jeg fik det altid at vide. pillerne havde aldrig givet mig hjertestop, men måske næste gang. især hvis jeg kunne tage alt det, jeg havde mulighed for. hvem vidste?

ambivalensen rasede. jeg ville jo bare være glad, og det var jeg også. alligevel var jeg bange. ingen havde nogensinde kunne stoppe mig i at ødelægge mig selv, men det var tid til at det var min tur til at gøre noget aktivt. og det efterkom jeg. indtil videre. men det var svært. benhårdt og dræbende. eller måske det modsatte af dræbende. jeg døde ikke, ikke endnu. og forhåbentlig gjorde jeg heller ikke før tid. men hvornår var det tid? når jeg ikke ville mere, eller når min krop ikke kunne mere? og når kroppen ikke kunne mere, ville det så være min skyld? punktum

det var sådan en dejlig tid."

var det ondskab eller blot klarsyn?

"jeg havde længe tænkt på at offentliggøre mine oplevelser omkring skyggesiden af Instagram. og dén dag hvor jeg skrev indlægget,  virkede det som en fremragende ide. men var det det? jeg valgte at slette alle mine følgere og dem, jeg fulgte, efter jeg havde fortalt dem, at jeg ville gøre det - efter svinere fra diverse sårbare sjæle - så det gjorde jeg. men jeg udgav aldrig indlægget. for ville det være et brud på min tavshedspligt?

jeg havde været en del af netværket i et halvt års tid. fulgt op- og nedture hos en masse ulykkelige piger. selv delt mine tanker og frustrationer omkring livet. men jeg følte mig ikke integreret. måske fordi jeg ikke var ligeså smadret følelsesmæssigt som dem?

det var hvert fald tid til at lukke med for min profil. og fortælle nogen om den tid hvor jeg hver dag scrollede igennem katastrofe efter katastrofe. men jeg turde ikke skrive det i al offentlighed. så det lå som en kladde, hvor det måske ville ende sine dage, eller også ville det en dag blive et faktum at Instagram var så meget andet end blot smil på selfies og billeder af veninder, der drak vin."

kan man virkelig finde lykken? ambivalensen raser

"somme tider tvivlede jeg på, om jeg overhovedet havde fortjent at have det godt.
'leve lykkeligt til sine dages ende'
jeg troede ikke rigtig på, at det nogensinde ville ske. men hvis andre havde fortjent det, hvorfor så ikke mig? den tvivl burde komme mig til gode, men lige nu troede jeg ikke på, at det virkelig var sådan. vi fortjener vel alle et godt liv, men den dårlige samvittighed over alt det jeg havde gjort af syge ting gennem årene, gav mig ikke troen af dén grund. jeg havde ikke erfaret en ungdom som de fleste, dog havde jeg været låst inde, og været så afskærmet fra virkeligheden som man kan blive. jeg havde slået og sparket, råbt og skreget, været ligeglad med verden omkring mig og de ting der var værre. men trods  dét, var der i perioder folk, som troede på, at det nok skulle blive godt. hvem var dog det? i andre perioder var jeg dømt til institutionslivet resten af mine dage. jo ældre jeg blev, jo mere blev mine kvaliteter synlige. jeg kunne smile og le igen. men min sygdom havde et godt, fast greb i mig. og den syntes ikke at ville forsvinde. det var bestemt ikke en dans på roser på noget tidspunkt, men som årene gik, fandt jeg flere og flere styrker hos mig selv. eller det vil sige, andre gjorde. jeg kunne sjældent se dem, men blev tit mindet om, at der faktisk var en fremtid for mig. men hvorfor skulle der dog være det? jeg var jo et dårligt, kronisk ulykkeligt menneske. det troede jeg hvert fald. hvorfor skulle dét være min skæbne, spurgte jeg menneskerne omkring mig.
en dag indså jeg endelig, at der var noget at kæmpe for. men det tog virkelig lang tid at komme dertil. hårdt arbejde, trods stadig manglende selvindsigt og håb. for hvordan skulle jeg finde vejen frem, når jeg ikke kendte mig selv? og i øvrigt ikke vidste hvad en fremtid overhovedet var. for var jeg nogensinde blevet konfronteret med, at jeg havde en fremtid? jeg lod folk håbe for mig, uden selv at kunne føle det.
hvad fanden skulle der blive ad mig?
kunne jeg nogensinde blive normal, og samtidig et godt menneske?
jeg forstod ikke noget, og især ikke hvad min identitet var bygget på. udover at jeg var enormt rapkæftet, hvilket blev misforstået som 'sjov'. jeg var skam ikke sjov, jeg havde bare et total forvrænget syn på, hvordan man skulle omgås mennesker. jeg havde aldrig lært det, og derfor forstod jeg ikke, at folk overhovedet brød sig om mig. jeg var et dårligt menneske
jeg kunne langt fremme i mit forløb stadig ikke lade være at tænke på, hvor forfærdeligt jeg havde opført mig overfor mennesker, der 'bare' var der for at hjælpe mig. som prøvede at vise en form for omsorg. jeg slog det hen med, at det var deres job at være søde ved mig. i øvrigt var de ikke altid søde. til tider følte jeg mig som en fange i min egen krop samt i deres småhyggelige fængsel, hvor de med magt kunne bruge alle de tvangsforanstaltninger, de havde lyst til. men jeg vidste jo godt, at det var grundet min opførsel. og derfor begyndte jeg at hade mig selv endnu mere.
men da selvværdet blev lidt større, kunne jeg jo godt se, at jeg var god nok. måske lige i underkanten men jeg var i live, og det var et tegn på, at der nok var en mening med min tilstedeværelse. til tider tænkte jeg sådan, og til tider var jeg dybt ligeglad med, at jeg overhovedet eksisterede. for hvem gad bekymre sig om, hvorvidt jeg var der eller ej?
ligeglad var jeg bestemt ikke, men jeg prøvede at bilde mig selv dét ind. i bund og grund havde jeg brug for at vide, at nogen holdt af mig. og var glade for, at jeg stadig var i live, trods de mange gange jeg måske ikke havde været det længere. at vide, at Karina var en skabning, der ikke kunne undværes i visse personers liv, og sidst men ikke mindst en Karina, som var et godt menneske. for det var jeg

jo længere der gik, jo mere troede jeg. jo mere troede andre. jo mere håb var der. for jeg måtte gerne være her, jeg fortjente at have det godt.
der var til tider en snert af manglende eksistens fra min side. eller det følte jeg. hverken liv eller eksistens. men det var, når jeg var allerlængst nede. heldigvis havde jeg mit sikkerhedsnet til at hive mig sikkert op igen.

men kunne man så finde lykken? det var jeg stadig ikke sikker på. måske fordi jeg ikke havde prøvet at være lykkelig. så jeg vidste ikke hvordan ægte lykke føltes. jeg tænkte at det måske var på vej, og langsomt ville overtage, men man kunne aldrig vide"

at kunne håndtere livet, eller ikke at turde.

"det var en god periode. men jeg var besat af min indre dæmon. den velkendte dæmon som nægtede min krop at have det godt. men jeg levede. jeg havde en masse spændende ting i gang.
alligevel var der en snert af sygdommen, som altid dukkede op når jeg var presset. når jeg ikke kunne kontrollere, hvad der skulle ske, hvornår tingene ville foregå  og ikke mindst hvordan jeg kunne få det af ændringerne. hvordan så Verden ud om en måned? det havde jeg ingen anelse om, og det var enormt angstprovokerende. mit sind måtte kapitulere for en stund og kun koncentrere sig om én ting, det eneste jeg kunne kontrollere: maden. eller manglen på samme. for jeg ville gerne leve, men at mærke at jeg selv havde styringen tiltalte mig, og når det kom dertil, levede jeg ikke. for hvorfor ikke bare æde og være frisk? i stedet for konstant at have hovedpine og være træt?
men sådan var det jo ikke. jeg var frisk, men holdt mig kun ovenvande fordi jeg havde så megen positivitet i mit liv. hovedpinen var der næsten altid, og jeg levede af Panodil Zapp og kaffe, men havde stadig gnisten og positiviteten trods svimmelheden og den tilbagevendende søvnløshed.
jeg kunne godt spise om natten, men kun for at kunne sove, eller?….
jeg var sulten om natten, fucking sulten.
og jeg åd. med god samvittighed. for jeg vidste altid, at for hver dag der gik, blev der mindre af mig.
og det gjorde der.
men hvorfor skulle der blive mindre af mig? hvorfor skulle jeg konstant sige "nej tak, jeg er ikke sulten", når jeg burde spise, når jeg gerne ville, og ikke kun når jeg ikke kunne holde sulten ud længere?
det var et dilemma. for jeg var jo ikke sund, og det vidste jeg godt. men alligevel var der en anden side, der hev i mig. den syge side. den side, der ikke ville være rask. selvom jeg gerne ville.
men hvorfor skulle lige netop dén del af mig bestemme? hvorfor kunne jeg ikke bare holde fast i alt det positive i mit liv, som gjorde mig glad og håbefuld?
så nemt skulle det åbenbart ikke være. at kunne holde af livet på godt og ondt, var åbenbart ikke muligt for mig. jeg kunne holde af det gode og hade det mindre spændende.
der var så mange tanker. så mange refleksioner. jeg kunne til tider ikke rumme dem alle i mit hoved, og så blev jeg skør. på den diskrete måde. for jeg prøvede at klare det selv, ikke at involvere nogen udefrakommende. men til sidst havde jeg tænkt for meget over tankerne, og så gik det galt. på den indiskrete måde, bogstaveligt talt. men der var færre episoder end tidligere. hvorfor vidste jeg ikke.
var det fordi jeg ikke spise ordentligt? kunne jeg på den måde opnå den kontrol jeg ikke havde? eller var det fordi jeg var blevet bedre til at håndtere mine tanker, min vrede, mine følelser og livet?
var jeg bare kommet længere på så kort tid, at jeg ikke kunne følge med?"

at blive skrottet og tilgivet

"det var en meget svær tid, men tanken om at det skulle komme så vidt, havde aldrig strejfet mig. jeg var mere eller mindre ude af kontrol, og jeg vidste nok godt, at mine dage i mit hjem var talte.
jeg var svært utilfreds, men samtidig ekstremt tryg. dog ikke ved alle folkene omkring mig. for samtidig med tryghed herskede der frustration, vrede og indre smerte. nogle mennesker gjorde mig glad og fik mig til at føle mig hørt og forstået. andre gjorde mig mildest talt sur, og syntes ikke at ville mig det bedste. intet gjorde mig mere ked af det end at føle mig uretfærdigt behandlet. og det gjorde jeg i perioder.

dog stod de ikke alene med ansvaret. for samtidig med at jeg ikke kunne døje særlig mange af de folk jeg gik op og ned af, havde jeg det psykisk, indeni, forfærdeligt. jeg kunne ikke holde ud at være i min krop, for den boblende fornemmelse af følelsesmæssig smerte var ved at tage livet af mig.
og jeg var bange for at dø. jeg ville vitterlig ikke dø. og min største frygt var at blive efterladt og lagt til at dø alene.

ensomheden - selvom der var mennesker omkring mig - havde et godt greb i mig, og syntes ikke at ville give slip. men jeg var så forfærdelig ensom. og det kunne omverdenen ikke helt forstå. for der var jo folk omkring mig. jeg lød måske lidt forkælet, men det føltes ikke som om det var de rigtige mennesker. jeg havde brug for nogle andre. jeg havde brug for nogle mennesker, som ikke gjorde mig trist og frustreret, og som ikke irriterede mig grænseløst. til tider følte jeg mig som en forkælet møgtøs.

i de dage havde jeg meget kontakt til "de voksne". men udelukkende i form af konfrontationer. det var en konstant kamp, mig mod dem. hverttilfælde i den uge det hele tog til.

en masse glasskår, blod, en helvedes masse tårer og skrig bidrog til, at jeg til sidst blev smidt ud af mit hjem.
mit hjem, som gjorde mig tryg trods en masse dårligt, var pludselig blevet til et fremmed sted.
de ville have mig på psykiatrisk afdeling, men det kunne de ikke mod min vilje, så det var IKKE en mulighed. selvom de gerne ville tvinge mig, var det ikke en mulighed. (tak til vores danske hospitalsvæsen)
mit nu fremmed hjem, med en masse fremmede mennesker gav mig den kolde skulder, og samme aften måtte en redningskvinde træde til. min søster.
hun og hendes mand hentede mig tidlig aften, og jeg kunne ikke stoppe med at græde. intet ville nogensinde blive det samme. for hvad skulle der nu ske med mig? hvor skulle jeg bo?

hvad fanden skulle jeg nu gøre?

dagene hos min redningskvinde gik, og de første par stykker af dem var jeg dybt ulykkelig. tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og tårerne sad konstant i mine øjenkroge. hvad nu?

der gik en uges til før vi havde et møde med chefen og hendes allierede - som jeg i den periode kaldte hende, men senere fandt ud af, ville mig det bedste. jeg kunne se, at de var overraskede over at se en karina som ikke råbte og skreg, og kunne sidde stille, smile og snakke. piben fik en anden lyd, både fra deres og min side. "vi har måske en løsning.. bla bla bla". jeg havde mere end nogen sinde brug for noget at forholde mig til. noget at holde fast i. men det kunne jeg ikke få. og chefens kolde øjne gav mig ny vrede. men for en gangs skyld var der ingen smadrede glas. ingen skældsord. blot et beskedent "vi tales ved i næste uge"

dag ud og dag ind spekulerede jeg. og jeg fik da også en mulighed at forholde mig til. desværre også alt for lang tid til at overveje alle muligheder for, hvordan det kunne ende i en fiasko. for ét skridt ved siden af, og jeg var ude igen. og denne gang for good." 

den kroniske ensomhed

"på trods af, at jeg altid havde folk omkring mig, var ensomheden noget, jeg følte så umådelig tit.
allerede som barn havde jeg ensomheden som min tætteste, og lærte at leve med den. men rart var det ikke. dengang forsvandt jeg ind i en fantasiverden, og det var den måde, jeg overlevede på. for hvis man ingen havde, hvorfor så ikke finde nogen inde i sig selv? min bedste veninde Katarina var imaginær, og vi tilbragte tid sammen når jeg gik hjem fra skole. vi snakkede om, hvordan dagen var gået, hvem der havde mobbet mig, hvad der havde gjort mig glad, og hvad der gjorde allermest ondt i dagens løb.

senere i livet begyndte det at blive svært, at dyrke fantasiverdenen så massivt som da jeg var barn. i teenageårene var det vigtigt, hvad andre tænkte. for hvis nogen opdagede at jeg var så ensom og samtidig legede med en imaginær ven, ville jeg ikke kunne være i rum med dem igen. ensomheden fyldte mere og mere jo ældre jeg blev. og sværere og sværere at håndtere. jeg snakkede aldrig med nogen om, hvordan jeg havde det. for hvem ville kunne forstå? min ensomhed føltes som altid at være overvåget af ingen. at være omgivet af en masse mennesker, men ingen lagde mærke til dig.

trods indlæggelser med konstant overvågning forsvandt ensomhedsfølelsen ikke. for det var ikke dét jeg havde brug for. mine utallige terapeuter, psykologer, psykiatere og sygeplejersker talte til mig. men ikke med mig. og når jeg talte til dem, følte jeg ikke at de hørte. ensomheden sad ikke indeni mig, men udenpå. det var som om jeg var lamineret med ensomheds-plastic, og ikke kunne tales igennem til. jeg var konstant på jagt efter dét eller den, der kunne bryde igennem plasticen, og endelig nå ind til mig og mine tanker. håbet var der i det mindste.

på bostedet var jeg tit alene. for det var rarest. men det bidrog også til den massive ensomhed. jeg var i tvivl, for langt om længe havde jeg reel lyst til at klippe plasticen af, bryde fri, elske mig selv og verden omkring mig. "

living on the edge

"jeg kunne mærke et eller andet. men hvad, vidste jeg ikke. blot at jeg måtte gå ned og bede om ekstra medicin. jeg følte mig lidt fjern, men havde ikke set det komme. pædagogen ville høre, hvad der var galt. men jeg kunne ikke sætte ord på. for hvad skulle jeg sige? vidste vitterlig ikke, hvad der foregik inde i mit hoved. det forstod han vist, da han forgæves spurgte ind.

han gik op i medicinrummet og hældte medicin op til mig.
pludselig fandt jeg mig selv deroppe, og spottede en pakke med tabletter.
som var det en selvfølge, tog jeg den fra bordet og var hurtigt oppe på mit værelse bag en låst dør.
men det var jo ikke en selvfølge. jeg kunne på tidspunktet ikke kæmpe imod trangen til at skade mig selv. og dét blev måden hvorpå jeg kunne forgifte min krop lidt.

de ville have mig til at aflevere pillerne, men jeg havde hurtigt sunket dem. pædagogen kom og bankede på og forlangte dem udleveret. jeg gav ham pakket, hvori jeg havde overset tre tabletter. snuppede dem ud af hånden på ham og tog dem.

jeg kunne kun føle vrede. men jeg var jo ikke vred. jeg var ødelagt. frustrationen over at jeg det ene øjeblik kunne klare hele verden, og det næste øjeblik var på afgrundens rand, sad som en stor klump i min hals. for lige nu var jeg træt af det, træt af ikke at kunne kontrollere mine følelser, træt af at være mig. mig i mit ustabile sind, ingen kunne stole på.

jeg fandt mit sidste barberblad frem. og det næste der skete, var at ambulancefolkene kom og tog det fra mig. blodet dryppede ned på trægulvet. et øjeblik kunne jeg bekymre mig om, hvordan det nogensinde skulle blive rent igen. det gik hurtigt over, og blev erstattet af en bekymring om, hvad der skulle ske med mig. jeg tænkte, at det ville være nemmest at tage med frivilligt, for så var chancen for at komme hjem senere, størst. lokkede ambulanceredderen til at jeg måtte ryge en cigaret. mens jeg sad ude på græsplænen med en falckmand ved min side, for meget medicin i kroppen og en blødende arm, følte jeg mig uendeligt alene. personalerne rendte frem og tilbage omkring mig. men ingen sagde noget. ikke engang farvel da jeg endelig fik taget mig sammen til at træde ind i ambulancen, inden vi med blå blink og sirener kørte mod sygehuset.

han var nu sød. ekg'et blev målt, droppet blev lagt og min arm blev bundet ind. alt det der skulle ske, skete. alt imens jeg blev mere og mere døsig. jeg skulle svare på spørgsmål, men han blev ikke sur over, at jeg ikke kunne. "hvor mange tog du. hvornår tog du dem?" jeg vidste det ikke. jeg vidste ingenting. kunne blot give udtryk for, at jeg ikke ville dø. men blot lege med den. det farlige. men så farligt var det jo nok heller ikke.

blev modtaget af en ung mand på sygehuset. fik at vide, at jeg ikke måtte være alene, da det var et "selvmordsforsøg". hvad vidste de om det? jeg var jo blot ekstremt styret af mine impulser.
alt jeg kunne snakke om, var at jeg ville ud at ryge. det var nok for at dække over mine svære følelser, mine flossede nerver og trætte sind. der blev igen stillet tusind spørgsmål. og jeg prøvede at svare så godt jeg kunne, men uden at lukke ham ind. for hvorfor blotte sig nu? hvorfor fortælle en autoritet at jeg var ødelagt og havde det ad helvede til nu? så ville han jo bare sladre. indtil videre var det eneste der var villigt til at sladre, mine ekg og blodprøver

lægen kom, og alle spørgsmålene blev gentaget. hun syede mig og begyndte at snakke om psykiatrisk afdeling. jeg nægtede at lade mig indlægge, drikke kul og få ilt. og ingen af disse ting blev sat i værk.
jeg kunne forlade sygehuset før midnat og komme hjem til en nattevagt der var på vej i seng, og et meget blodigt gulv. men hvad betød det, når bare jeg havde min egen seng. mine egne ting og eget tøj. jeg ville for alt i verden undgå at komme på psykiatrisk afdeling, og denne gang lykkedes det heldigvis."

endnu et farvel (..på gensyn, supermand!)

det blev et rart bekendtskab. helt specielt, fyldt med humor og indforståethed. jeg turde ikke altid tro på at interessen var oprigtig, da jeg så tit var blevet svigtet. men manden var rar, og som personale altid indstillet på at ville mig det bedste.

han var lidt en supermand. fordi han satte mine hylder op da jeg flyttede ind. og fordi han var sjov. og fordi han var seriøs når jeg havde brug for det. og fordi han kunne tale mange sprog. og fordi han var omsorgsfuld.
og fordi han var ham.

da jeg fik at vide, at han ikke længere skulle være i min hverdag, var jeg forvirret. i forvejen. så blev jeg endnu mere forvirret. men det undrede mig ikke. for han havde haft mange jobs i sit liv, og min erfaring var, at de mennesker der har fløjet fra sted til sted, ikke havde tålmodighed til at blive noget sted for altid. men hvorfor også forlange det? hvis jeg undede et menneske at flyve på nye eventyr, så var han den første jeg ville ønske det bedste. af hele mit hjerte. godt nok virkede han ikke som om det var dét, han ville, når man snakkede om det. men hvem vil ikke gerne søge nye bekendtskaber, prøve spændende ting, blive udfordret og bare se noget andet?

hvad enten det var det ene eller andet, så var det svært. svært at se et menneske, man havde det så godt med, stolede på og holdt af, bare forsvinde. men heldigvis var han ikke helt væk. han ville komme tilbage på et tidspunkt. forhåbentlig.
..ét sted ville han aldrig forsvinde fra. mit hjerte.

tænk, at man kunne gå så meget op og ned af en masse mennesker, nogle ville man aldrig tænke på igen, og nogle ville altid være gemt i ens hukommelse som et godt bekendtskab. også selvom de var ansat til at vise én omsorg. men man kunne mærke, når nogen bare var ansat, og når nogen følte for det de gjorde, og kunne lide deres job. denne mand brændte for dét han gjorde og de mennesker kunne jeg godt lide. det var ikke sjældent man mødte dem, heldigvis. for hvis disse mennesker var i undertal, ville afsavnet til dem blive så stort, at seperationsangsten ville overdøve alt det gode i livet og hverdagen, og frygten for at miste relationer ville overdøve lysten til at danne relationer.

men selvom der var mange af dem, blev ingen af dem mindre specielle. og jeg håbede, at denne mand var klar over, at han var helt, helt speciel.

tak for nu. vi ses supermand.

3 uger i buret

"det var nu ikke så slemt. eller var det? jeg måtte ikke forlade værelset, kun når jeg skulle  gå de 10 skridt ud i buret for at ryge. de tre uger blev primært tilbragt i en hospitalsseng og i den indhegnede rygegård. den skulle deles med en ældgammel mand, der til tider ikke havde tøj på. han gik krumbøjet rundt, tissede og hældte sodavand ud over det hele.

jeg brugte ikke tiden på at tænke. blev tit spurgt om, hvad jeg tænkte på. men jeg vidste ikke, hvad jeg tænkte. udover når jeg tog tilløb til at stikke af fra den faste vagt, jeg skulle dele det lille rum med. til hvert måltid stak jeg af. porcelænstallerkenerne kaldte på mig. somme tider lykkedes det mig at smadre én, og somme tider fik de fat i mig inden. når det lykkedes mig, kastede jeg mig ned på gulvet for at få fat i de små stykker fortryllende skår. så kastede de andre sig over mig, og alarmen lød. nogle gange måtte de give mig en injektion, og andre gange kunne jeg ligge og hulke i fred. men aldrig i fred. for ikke engang på badeværelset kunne jeg være alene. to øjne - og nogle gange flere - skulle 24 timer i døgnet holde øje med mig, og luften blev til tider tung på den lille hospitalsstue.

jeg var enormt frustreret. min måde at tackle det hele på, var blot at ty til det, jeg kendte. men det måtte ikke ske. så der var mange situationer, hvor det gik over gevind. medicin i lange baner, kanyler og bæltet blev brugt.

lige meget hvor meget overskud jeg prøvede at udstråle, syntes det ingen ende at have. en ny slags medicin skulle afprøves, og eventuelle bivirkninger observeres. medicinen hjalp, og bivirkningerne var der ikke. så efter tre lange, tunge og opslidende uger fik jeg lov til at være alene og at komme ud at være sammen med mine medpatienter. jeg kunne kigge på porcelænet uden at gå i trance og alle var enige om at det var på tide at vende næsen hjemad."

et ligegyldigt menneske.

"tanken om at skulle ende mine dage uden nogen vidste det, gjorde mig bange. den var ikke ubegrundet. mit møde med psykiateren bekræftede midlertidigt at ingen lagde mærke til, hvordan alting var. jeg havde ikke grædt så meget, råbt så højt og været så opgivende. i lang tid. livet syntes at have forladt min krop, men håbet ville aldrig forlade min sjæl.
et hav af sms-beskeder med vrede budskaber blev sendt til de mennesker, jeg stolede på, og som jeg følte, nu havde svigtet mig. endelig, endelig dukkede hun op. hende, jeg kunne tale med og græde ud overfor. men det var ikke nok. jeg var vred. jeg var træt. og jeg var knust. men hvorfor skulle to mennesker ødelægge det for mig? - måske det bare var dråben. jeg havde ligget afkræftet i min seng i halvanden uge. uden mad, uden medicin og uden omsorg. måske prøvede de, måske ikke. hvis de gjorde, kunne jeg ikke mærke det. men kunne jeg overhovedet mærke noget? var det så godt, at jeg fik det skub, der gjorde mig vred og pressede tårerne frem i mine øjenkroge? eller havde det været bedst, blot at blive liggende og være død indvendig? det var pest eller kolera. men jeg fik nu den forløsning jeg havde manglet. - og desværre en smerte, der ikke kunne råbes højt nok.

det var starten på en lang konflikt. som ikke syntes at genere andre end mig. var det hele i mit hoved? jeg var blevet uretfærdigt behandlet. eller i det mindste ligegyldiggjort.
"vi har vigtigere ting at snakke om end dig". så synes jeg ikke, at I skal have så mange penge for at have mig boende, tænkte jeg blot. smækkede døren og gik. hvorfor samarbejde med en psykiater, der anser mig for uvigtig? jeg besluttede mig for, at selvfølgelig skulle jeg ikke det. enten var det en meget uheldig kommentar, eller også blev min frygt bekræftet. at jeg er irrelevant. ligegyldig. der var så mange tanker i mit hoved. også rent praktiske. hvad bruger de så al den tid på, hvis de ikke drøfter alle patienter? så mange var vi heller ikke. "intet nyt under solen" udover en 180 graders drejning af livsmod og overskud. jeg forstod det ikke.

mange gange ville jeg gerne drøfte det med den ansvarshavende. men hun syntes at undgå mig. det er vel også en overlevelsesstrategi. eller også kunne hun bare ikke håndtere når nogen ikke var enig med hende. konfliktsky ville jeg ikke kalde hende. men en konfrontation med mig, syntes hun ikke at kunne magte. eller også var jeg ligegyldig. måske ikke værd at spilde sin tid på. hvem ved."

hvis du bare ikke havde været mig

12/1 2017
"tanken om selvskade havde været borte fro en tid, men rykkede tættere. for hvorfor skade sig selv? - spørgsmålet dukkede op fra tid til anden. men nu kendte jeg svaret. FORDI DET HJÆLPER! havde små-ridset en enkelt gang eller to. alligevel prøvede jeg at lade være. men nu kunne jeg ikke holde den længere. det tog mig dog halvanden time at skabe noget, der kunne få mig til at sige, at nu var det nok. der var ingen andre end mig selv, der kunne fortælle mig, om det var slut eller ej. 
jeg var blevet en pivskid. turde ikke længere hamre et barberblad mod årerne. turde ikke længere være ligeglad. der gik kontrol i den. heller ikke dér, kunne jeg længere give los. og det var noget lort! alligevel kunne jeg skabe noget smukt. noget jeg kunne kigge på, og sige at nu var det nok. men hvad skulle der til, for at det var nok? det vidste jeg godt. og det gjorde alle andre også. jeg havde mine regler. reglerne for, hvornår der ikke skulle gøres mere. og de kunne endelig opfyldes. 

folk gik mig på. jeg kunne tydeligt mærke hvornår jeg ikke trivedes. og hvem der påvirkede det. nogle sagde, at jeg ikke skulle lade mig gå på. men det var svært. for jeg fik ikke penge for at deale med de mennesker. havde det bare været sådan, kunne jeg måske håndtere det. men dette påvirkede mig personligt. jeg blev oprigtig talt ked af det. jeg blev frustreret. og træt. jeg kunne også tydeligt mærke, at min energi blev tappet meget hurtigt, fordi jeg brugte alle mine ressourcer på at holde ud. og det var bare meget sværere at holde ud, når folk omkring mig bragte mit pis i kog og gjorde mig ked af det med deres provokationer og dumhed. jeg havde ellers ikke noget imod mennesker, der var anderledes end jeg selv, men i visse situationer lå nogles måder at være på så langt fra mine egne. 

vi var vel egentlig alle sammen trætte. på hver vores måde. mine udfordringer var blot dem, jeg selv var nødt til at forholde mig til. i stedet for at fare i flæsket på folk, blev jeg ked af det. men hvad var bedst? skulle jeg råbe og skrige, eller skulle jeg være indebrændt? det blev lidt af en kombi. en kombination af at udstråle utrolig vrede, og at tie stille. jeg kunne ikke udtrykke mig konstruktivt overfor denne slags mennesker, når jeg var vred. så jeg viste med mit kropssprog at jeg ikke kunne udstå dem. og de vidste det godt. når det gjaldt dét, at udtrykke min mening overfor andre parter, kunne jeg godt. jeg kunne godt fortælle, hvordan jeg havde det. men det kom måske ikke til udtryk på den pæneste måde. fordi jeg havde fået nok. jeg vidste ikke længere, hvordan jeg skulle håndtere mine følelser. så der blev i stedet brugt hårde gloser. vrede gloser. negative gloser. 

der var tidspunkter, hvor jeg syntes at tingene var håbløse. for eksempel når jeg sad i et rum, hvor der blev snakket. når der blev snakket om ting, der var mig og alle andre fuldstændig uvedkommende. fordi de mennesker, der ytrede sig, udemærket vidste, at det var os uvedkommende. 
men også situationer, hvor jeg var alene. det kunne både være rart og smertefuldt at være alene. 

for når jeg var i mit eget selskab, var der ingen andre, der snakkede. 
men der var heller ingen andre, der snakkede. 

jeg kunne blot forholde mig til mine egne tanker. og det var ikke altid rart. men alligevel var der tidspunkter, hvor det var fantastisk bare at være mig. hvor ingen snakkede. hvor jeg ikke var nødt til at tænke. hvor jeg blot kunne nyde stilheden. Aleneheden. 
der var kun én løsning. at gå i strejke. 

det bekymrede mig, at jeg fandt denne løsning relevant, da den slet ikke var relevant. men min forsvarsmekanisme - min bedste ven - fandt den relevant."

mit sociale spejlbillede

13/6 2016
"det var lidt nyt for mig, at være væk fra mit sociale spejlbillede og være i en verden, hvor jeg var fin, som jeg var. at ingen kiggede på mig, og dømte mig. jeg nød livet, hvor ingen havde et vist syn på mig og tænkte dit og dat.
men hvorfor skulle mit sociale spejlbillede være så invaliderende? i takt med at tallene blev højere, at hofterne blev bredere, og vejret blev varmere, steg mine forventninger til mig selv.

men i verdenen udenfor mit sociale spejlbillede var livet rart. jeg kunne være så stor som jeg var. eller så lille som jeg var. eller så normal som jeg var. for dér var livet ens bedste ven. man var ikke andres syns bedste ven.

for andres syn betød meget i den verden hvor mit sociale spejlbillede herskede. kunne, kunne jeg ikke gå rundt som jeg ville? turde, turde jeg ikke være mig?

mit sociale spejlbilledes optik ændrede sig drastisk så snart jeg trådte udenfor det sted, hvor et spejlbillede var et spejlbillede - intet mere, intet mindre. for hvor vigtigt var det? hvorfor var der så stor forskel på hér og dér? alligevel måtte det betyde en del for mig. eller det kom det til. men hvorfor ikke være ligeglad? - det troede jeg, at alle i mit sociale spejlbillede ville sige. pudsigt nok, var det dem, jeg frygtede. jeg frygtede mit sociale spejlbilledes smittebærere. mine konkurrenter og allierede. det var dem,  det holdt spejlet oppe, og dem, der prøvede at smadre det. et smadret spejl gav syv års ulykke, men ville det være for dem eller mig? ville jeg få det bedre, eller ville deres syn blive skærpet? for hvad kom først: mig eller mit sociale spejlbillede? dét var egentlig spørgsmålet. var det et spejl, jeg havde sat op overfor dem? - eller var det spejl de havde stillet op overfor mig?

(fucking) menneske

"at være til var til tider svært. men tanken om ikke at være til var endnu sværere.
meget tragikomisk hvis man kigger tilbage i min historie. alligevel havde jeg lange perioder med enorm dødsangst, afløst af lange perioder med selvmordstanker. men angst er værre end tanker. jeg ville dog ønske, at der var noget i midten. mellem angsten og tankerne. død kontra liv var et stort emne. for jeg havde nogle gange en følelse af, at enten skulle jeg leve. virkelig leve. ellers skulle jeg være død. og det var ret latterligt at tænke på den måde, for hvornår i mit liv har jeg levet? derfor blev jeg vred på mig selv: hvorfor udnytter du ikke dit liv, når du så gerne vil?  >>virkelig leve<<. >>død<<
der var noget, der forhindrede mig i at leve. var det min psyke der var doven? der var måske alligevel noget mellem levende og død?  >>levende død<<  - jeg ville ikke. for hvis jeg var i live, hvorfor levede jeg så ikke? hvis jeg var død, hvorfor var jeg her så? dét, der var svært at forholde sig til, var at jeg egentlig bare var et menneske. ligesom andre mennesker havde jeg følelser, fornemmelser, tanker, ønsker, drømme; et liv. et liv som alle andre. vi definerer selv vores liv, men samtidig var der nogle ting, som ikke var inde for rækkevidde. for eksempel hvordan vi opfostres, opdrages og udvikler os.  det var ikke muligt at have indflydelse på, og dér stoler vi ubevidst i vores spæde år på, at forældrene gør deres allerbedste. per instinkt.

fra tid til anden syntes jeg at livet var skønt. men alligevel var der en snert af angsten. et snert af de grumme tanker. en snert af dødsangst og en snert af livshad. for hvorfor skulle mit liv være, som det var? jeg var ret ynkelig fra tid til anden, når jeg sad og pev over min livsstatus. det handlede i virkeligheden om at få det bedste ud af nuet, og ikke tude over mit "satans liv"
det var dog svært at overbevise mig selv om, at ethvert liv var et rigtigt liv. igen påpeges det, at vi selv definerer vores liv.
projekt 'elsk dig selv' var tit blevet hevet ned over hovedet på mig, og jeg kunne næppe gennemføre med mindre jeg selv troede på det.
men jeg ville gerne..

livet var en rejse. men hvorfor kom man aldrig hjem? ville man på et tidspunkt lære så meget om sig selv, at rejsen kunne afsluttes, og man kunne søge hjemad og være lige dér, hvor man skulle være - i balance, glad og tilfreds? eller kunne vi hele tiden blive klogere og mere i livsglad?
for spørgsmålet var, om livet nogensinde ville blive komplet. om man nogensinde ville kunne sætte sig ned og være rigtig glad."

karina serveret på et sølvfad - Del 33

"det tog ikke lang tid at pakke. men der var fandens meget. et lille "afbræk" fik jeg dog, da en ambulance hentede mig og sendte mig på skadestuen. "sæt hende blot ud i venteværelset". "men det er altså ret voldsomt - det skal være nu" jeg lå lidt tid inde i behandlingsrummet, hvor patienterne var linet op på række, blot adskilt af rullende skærme. jeg tænkte, mens jeg lå, at det hele var blevet 10 gange mere uoverskueligt end før jeg blev hentet. og før jeg vidste af det, havde jeg snuppet snørrebåndet ud af min sko og taget det om halsen. jeg lå egentlig længe. endda også mens sygeplejersken bedøvede mig. indtil jeg var blå i hovedet. så opdagede hun det. alle kom løbende, og skreg efter en saks. selvom alle havde en i deres lommer, syntes den umulig at finde. men en saks kom der frem, og så kunne jeg trække vejret igen. jeg blev syet sammen, og fragtet i kørestol hen på Psykiatrisk Akutmodtagelse."

karina serveret på et sølvfad - Del 32

"slagelse var åbenbart stedet. der gik ikke lang tid fra udskrivelse til flytning. men der skulle ordnes meget. jeg skulle flytte i en lejebolig. sagsbehandleren fra Skibbyhøj foreslog at jeg kunne låne de 18000 til indskud af mine forældre. jeg nægtede at snakke med hende igen, og fik lov til at låne dem  af kommunen. formaila ordnet.

det var svært at skulle flytte. men også rart at komme væk fra et sted, hvor jeg ikke var rigtig ønsket. alligevel var der nogle fantastiske mennesker, jeg skulle sige farvel til.
jeg fik en god grinetur da to medarbejdere fra Århusvej skulle besøge mig på Skibbyhøj inden jeg flyttede. min gamle kontaktperson spurgte dem, hvad deres politiske holdning var. de var også helt blanke, da hun ville høre lidt om deres måde at arbejde på - det var som om, de ikke havde én."

du var aldrig mit.

jeg troede at det nye hjem, blev til det nye hjem. men dét hjem jeg var havnet i, var ikke mit, men tre andres. 

at blive spærret inde uden at vide det på få kvadratmeter, hele tiden være ledsaget og aldrig være andre steder i huset, karakteriserer ikke et hjem, gør det? 

men ja, jeg troede at jeg var hjemme -

men du var ikke mit.

jeg ville gerne have det til at fungere, og i princippet troede jeg bare, at måden det fungerede på, var sådan det fungerede. men det var ikke rart. dog trygt da jeg var blandt mine egne ting, sov i min egen seng, og havde folk ved min side, jeg troede, var engagerede. eller jeg håbede. jeg kunne ikke se, at sandheden var en anden. 

at der bag min ryg blev sagt det modsatte af, hvad jeg fik at vide.

at de tre andre ikke kunne lide mig, og forlod rummet, når jeg en sjælden gang trådte ind.

at jeg ikke hørte til. 

tænk at jeg troede jeg var hjemme.

hvorfor syntes jeg egentlig dét?

var situationen et menneske værdigt?

efter blot to uger var jeg allerede dømt ude. fik det at vide efter tre. "du skal flytte om to dage"

det blev lidt hektisk herefter. med mange forskellige udfordringer. jeg ville jo ikke flytte, men da sandheden om personalet og lederen blev mig klar, blev jeg hurtigt hentet og kom kun tilbage igen, da jeg skulle pakke mine ting og sige farvel til det hjem, jeg troede, var mit.

spild af ressourcer

spild af ressourcer.

erindringer...

"jeg var på lukket afdeling igen, igen. aldrig havde jeg følt mig mere ynkelig. 
der var egentlig ikke det store optræk til uvejr da jeg gemte mig i et hjørne på min stue i det intensive afsnit. det eneste jeg havde ved hånden var en tom sodavandsflaske som jeg ligeså stille rakte ud efter.

jeg var vant til at være objekt for ivrige beskyttende øjne, der ikke havde mange flere år på bagen end jeg selv. de var ydermere komplet uvidende, trods de sad med deres 500-siders anatomilærebøger. jeg havde efterhånden mødt over 50 af de medicinstuderende med den samme bog i skødet og deres neonfarvede overstregningspenne mellem fingrene. de grønne spørgsmål og nysgerrige blikke var - trods tilvænning - lige irriterende for hvert eneste vagtskift.

colaflasken brugte jeg til at banke mig selv i hovedet. hvorfor. 
det var det eneste jeg kunne gøre til objekt for min selvskade. så var det ikke mig der slog mig, det var flasken. ikke effektivt men det gav mig det jeg ønskede. at fjerne mig selv fra verden, og lægge al skylden på den skide flaske. for det var den, der gjorde skaden jeg havde brug for. 
flugten var min bedste og mest afholdte ven. 

malene var en sygeplejerske, jeg efterhånden, gennem mit lange forløb, havde haft en del at gøre med. hun var stram i betrækket, og kunne sjældent trække på smilebåndet. hvert fald når jeg var sammen med hende. 

det var åbenbart ikke tilladt. men det vidste jeg jo godt. men hvad skadede det.. 10 minutter senere sad jeg i hjørnet med to forslåede øjne. 
malene kom ind. den irriterende læge-to-be, der hele aftenen havde spurgt mig om ALT hun kunne komme i tanker om, havde kaldt på hende. for nu kunne hun ikke se mig, fordi jeg selvfølgelig havde flyttet mig fra hendes synsfelt  med min colaflaske. 
så var det sure-mutters tur.

"karina…..
hold op med det pjat..
kom med den flaske…
det er jo latterligt…
du er spild af ressourcer…"

det var jeg jo også. 

malene var en af tre ansatte på psykiatrien i Hillerød, der kom med den påstand i de år jeg var der. jeg var også spild af tid. kommentarerne påvirkede mig, så jeg blev mere aggressiv end jeg var i forvejen. 
de tre kyniske mennesker, havde den fællesnævner, at de var meget paranoide i forhold til patienters oprigtighed. havde vi det virkelig dårligt? 
og jeg var ikke den eneste det måtte gå ud over. "

mit nye liv(?)

3/12 2015

idag har jeg boet en uge i mit nye hjem. 
det var med stor glæde, jeg flyttede ind - og det var også lykken at komme et andet sted hen. 

alligevel var det hårdt. og det er også hårdt. fantastisk at flytte væk. væk fra helvede og vende næsen mod det nye liv. 
de første par dage gik med at møblere, sætte ting på plads, hænge billeder og hylder op, samt lære huset at kende. 
dog var det alt for overvældende. da mine flyttefolk (Løj, Ib og Ronny) var taget afsted på flyttedagen sad jeg pludselig på gulvet omgivet halvtømte flyttekasser og totalt kaos over den nye situation.

jeg følte mig rigtig alene. 
- men jeg var jo ikke alene. 
dog var der ingen der kendte mig og ingen jeg kendte.  

det var forbundet med angst. men jeg ville ikke bukke under for de svære følelser. jeg vidste at jeg nok skulle klare det. ikke?

alt flytterodet distraherede mig. jeg havde ikke tid til at forholde mig til dét, jeg havde kæmpet med det sidste lange, lange stykke tid. og det var rart.

men efter 3-4 dage var jeg endelig på plads. og desværre fik jeg tid til at tænke. tænke på min fremtid, tænke på min fortid, og min nuværende situation. at et nyt kapitel i mit liv var begyndt. 
men nissen flyttede desværre med. 

jeg skar mig. jeg skar mig meget. jeg havde kæmpet med trangen hele dagen. og måtte bukke under. 
hvis der ikke var noget, jeg ville, var det at skære mig i mit nye hjem. men der sker ikke mirakler fordi man ændrer location. 
desværre. 
hvad var der så ellers at gøre? 

sidde og smile over ingenting?
sidde og filosofere over, hvad der egentlig virkelig foregik i mit nye hjem? 
sidde og grine tårer?

der var nu ikke noget at grine ad. udover mit tragiske forsøg på at hjælpe mig selv videre i tilværelsen ved at skære? bullshit. 

jeg kæmper stadig mod de grimme tanker.

kære 2014

livet er en underlig størrelse. og man er aldrig sikker på, hvornår det slutter.

men kære 2014, du har holdt mig i live, trods overdosis efter overdosis, cutting efter cutting. glasskår efter glasskår.

men med kun én tur på paykiatrisk afdeling, et halvt år uden cutting og en masse succeshistorier, er jeg sikker på at ikke kun DU, men også jeg selv, har været med til at holde mig i live.

holdningen til min tilstedeværelse har varieret fra dag til dag, time til time. men alligevel er jeg her stadig.

mange ture i ambulancer har bragt min til redningen af mit fysiske helbred, men pillerne har bragt min krop på overarbejde og ikke kun påvirket mit hjerte men også til tider givet mig den fuldstændig forskruede tro på at jeg ikke kan dø. for hvis mit hjerte stadig slår, hvorfor skulle jeg så ikke være udødelig?

mennesker har krydset min vej, både gode og dårlige mennesker. men mine oplevelser har overvejende været positive. den studerende, sygeplejersken, lægen, veninden, familien. - nogle af dem er forsvundet igen, andre vil være i mit liv for evigt.

2014 var ikke godt for mit helbred, men jeg lever endnu. og 2015 bliver måske året, hvor jeg også kan leve psykisk.

fik du dit liv tilbage?

"hash og sex var alt vi havde til sidst. jeg fik et chok første gang jeg inhalerede. vi lå i din seng og jeg fik paranoia. hvorfor siger du det, hvad er du ude på? men jeg sagde det aldrig højt. 

jeg vidste du havde hende den anden imens. men jeg var ligeglad, for du havde også MIG. og jeg kunne ikke undvære dig. 

det var et slag i hovedet dengang vi var kærester  og du fortalte at du var mig utro med hende. jeg skreg da du sagde det i telefonen. du var den første jeg virkelig havde elsket - og nu røg vi hash og knaldede uden følelser. men det var bedre end ingenting. 

du kunne ikke være mere ligeglad, men jeg prøvede at bilde mig selv ind at der var bare en lille smule tilbage. det var der bare ikke. det var helt forbi, men jeg ville ikke videre. jeg kæmpede for at få dig til bare at finde en lille smule tilbage fra den gang, men det var umuligt. for mit vedkommende var det fantastisk bare at se dig, røre dig og have en smule nærhed. 

alligevel vidste jeg at det hele var indbildning  - du var jo ligeglad. 

du blev afhængig. du sværgede til hash'en. senere blev det amfetamin. du fik nye venner. sammen med stofferne var dine venner nogle typer, du ikke kunne håndtere - så du fulgte bare mængden. gjorde som de gjorde, fyldte dig med stoffer, og påtog dig endda rollen som satanist. 

men du var klog. selvom jeg aldrig var enig med dig i at det var en god ide ar bruge og tage LSD. - gad vide om du nogensinde gjorde det? 

du havde nogle gode syndpunkter, men hvorfor skulle du pludselig fylde dig med stoffer? - og mænge dig med fyre der ikke var gode for nogen? 

jeg kunne ikke kende dig, det tror jeg ikke at nogen kunne. 

du læste meget. meget om religion, så du blev satanist. meget om stoffer, så du blev narkoman. hvorfor læste du også mine følelser? for hvis du ikke havde gjort det, ville du ikke kunne have misbrugt dem. 

hvor ønskede jeg, at du ikke blev ved med at ville se mig. hvor ville det have været nemmere hvis du havde droppet mig efter sidespringet og forsvundet fra mit liv. det havde gjort ondt, men ikke så ondt som der gjorde at ligge i dine arme gang på gang og vide at du var ligeglad.

hvor var dine følelser forsvundet hen?

- hvor var kærligheden? mine følelser var intakte, men problemerne hobede sig op af den grund. 

hash

jeg røg meget når jeg var hos dig, når vi gik tur ved Degnemosen, når vi lå skæve på græsplænen i parken, og når vi sad på dit lille værelse og pulsede ud af vinduet først var det bare smøger, og nu hvor alt var forbi, blev du ligeglad, og så blev det hash. selvom din mor kunne lugte det nedenunder. 

du begyndte at se "harry potter" og høre underlig musik. hele din person var ændret, og vi skulle aldrig igen se "julefrokosten" som vi altid gjorde mens vi lå på madrassen på gulvet i hinandens arme. 

nu var det amfetaminen der betød mest. 

dine nye venner, din nye tøs og dit nye liv med techno og alt for lidt søvn. 

du væltede mig omkuld flere gange. både på den gode og dårlige måde. det første møde var slet ikke akavet, og de næste fem måneder var jeg i himlen.

da jeg først begyndte at tage hash med hjem og røg med de andre, fik jeg endelig dårlig samvittighed. uden at føle skyld i starten, rullede vi joints på førstesalen, jeg og mine medbeboere. åbenlyst røg vi os skæve og sked egentlig på om nogen fandt ud af det. 

men en dag måtte jeg sige stop og smed den store klump af hash ud i toilettet - det påvirkede for mange, og jeg selv, så klart nok til at stoppe den onde cirkel. så stoppede jeg også med at se dig. 

sidste gang vi så hinanden vidste vi begge også at det var sidste gang. alt det vi havde og ikke havde var væk. så langt væk at lige meget hvor lange arme jeg havde, kunne jeg ikke længere nå dig. det var både godt og skidt. 

jeg kunne endelig droppe tanken om hvor fantastisk du var engang. og glemme hvor stort et svin du var bagefter. 

jeg må have været masochist - at gå gennem alt det med dig, og aldrig tude over det.    

fik du dit liv tilbage? jeg så dig ikke siden og hørte ikke fra dig - du forsvandt fra mit liv. det fantastiske forsvandt, og dit utroligt manipulerende sind, der senere viste sig, viste sig heller aldrig igen."

dobbeltkonfekt

der var dengang i 2008. jeg troede knapt mine egne øjne og ører. jeg forstod ikke, hvordan manden, jeg var så glad for, skulle til at udføre en akt, jeg på ingen måde havde lyst til at deltage i. hvordan han kunne få sig selv til at bryde min tillid på den måde, og så ødelægge sit eget liv samtidig. han var sød. han kaldte mig "prinsesse". men set i bakspejlet; var han så FOR sød? var det hans plan at få mig til at kunne lide ham, på en for mig helt naturlig måde, med absolut ingen seksuelle undertoner? havde han regnet ud hvad der skulle til og samtidig ikke have nogen idé om, at jeg ikke ville være med på hans leg? den anden pige, han havde antastet ville åbenbart gerne have et forhold til ham. men faktum var, at han udelukkende var der for at passe på os, og beskytte os mod vores dæmoner, hvad enten man kæmpede mod det ene eller det andet. 

hun havde sms'et heftigt med ham, ovre i den erotiske genre, velvidende om, at det var fuldstændig upassende og ulovligt. men dér lå ansvaret hos ham. 

JEG derimod, havde ingen intentioner om andet end at acceptere at der skulle holdes øje med mig døgnet rundt, og at han primært skulle være én af dem, der gjorde det. ingen skulle røre mig. hverken på den ene eller anden måde. ingen skulle fastholde mig, og ingen skulle udføre seksuelle overgreb på mig. 

men jeg turde ikke sige ham imod. han fik lov at gøre, hvad han ville. jeg var skræmt, bange, handlingslammet og overrasket - derfor kunne jeg intet gøre, da han begyndte at føle sig omkring. jeg troede ikke på, at det skete. mit hoved gik i stå, min krop var stiv af skræk og verden blev sat på standby. 

hvad ville jeg, spurgte han. men jeg kunne ikke give noget svar. hverken i den ene eller den anden retning. 

dagen efter vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre ad mig selv. jeg turde ikke sige noget. desværre var han på vagt dén dag, efter overgrebet. vi skulle til Odense. Rosengårdscentret. han lugtede langt væk af perversion og det væltede ud af ham med ulækre, seksuelle udtalelser. jeg turde ikke sige noget til ham om aftenen før, og på vejen hjem 

tog han min hånd og sagde "det her bliver mellem dig og mig"

han skulle passe på mig. jeg lå i en hospitalsseng efter et selvmordsforsøg og kunne knapt styre mine egne bevægelser, men det gik over da jeg kom op på sengeafdelingen. jeg måtte ikke sætte mig op i sengen, måtte ikke stå ud af sengen, og han skulle konstant berøre mine arme - "nusse" dem. jeg husker ikke meget, for der var mange blackouts efter den store mængde medicin jeg havde indtaget. han var ulækker at se på, han lugtede, og desværre skulle han overvære hver en bevægelse jeg foretog mig. toiletbesøgene var nok de værste scenarier fra den nat han skulle sidde ved min seng og passe på mig. men jeg kan ikke huske dem. kun hams ulækre berøringer. dagen efter var jeg ulykkelig. både over der ´´t jeg kunne huske, var sket, og ikke mindst det jeg ikke kunne huske. men i et vågent øjeblik

tog han min hånd og sagde "det her bliver mellem dig og mig"

status fra indersiden af væggene

"status fra indersiden af væggene

jeg syntes at det var svært at holde mig fra pillerne. 3 overdoser på en uge gjorde alle magtesløse. men den mest magtesløse fra nok mig selv. tilværelsen var svær. men jeg ville ikke have hjælp. hvertfald ikke i situationen. når jeg var på apoteket for at hente nye forsyninger sad mit hjerte i halsen på mig. adrenalinen pumpede i alle mine blodårer, min hjerne syntes blank, og jeg tænkte kun på at komme hjem og tage alle pillerne. dengang jeg kunne nøjes med 10 pr dag, var jeg tilfreds, men mere ville have mere. og den sidste gang inden jeg blev spærret inde, tog jeg alle 100 piller i pakken. jeg havde enormt dårlig samvittighed over at ringe til den eneste der forstod mig, for at fortælle om min ugerning. men det var den måde jeg kunne reagere på. hvem kunne ellers hjælpe mig? men den dårlige samvittighed var der, og den ville ikke forsvinde. det ville den aldrig nogensinde. for hun forstod mig, og ville ikke dømme mig. men at være en belastning havde jeg det ikke godt med. og det fyldte rigtig meget. da hun smed alt hvad hun havde i hænderne for at være der for mig på sygehuset, var jeg ved at ane håbet, men alligevel gjorde jeg det igen, og der var i realiteten ikke rigtig noget at gøre. 

pillerne var blevet mine bedste venner, og altid i mine tanker, uden jeg vidste hvorfor. men et eller andet gjorde, at det var den eneste måde at undslippe på. undslippe de svære følelser og tanker, der plagede mig konstant. 

jeg var ensom. alene om det hele, selvom der mennesker, der gerne ville hjælpe mig og være der for mig. men jeg mærkede det ikke. mærkede ikke, at nogen ville mig noget godt. for hvorfor skulle de der? hvem havde overhovedet interesse i at gøre noget som helst for mig? 

mit kaos syntes at vare evigt, og jeg så ingen anden udvej. men var der egentlig ikke en udvej? var der intet godt i mit liv? ..det syntes jeg ikke. alt var håbløst. en håbløshed der knækkede min sjæl. knækkede den for bestandigt. 

jeg var nu indlagt. om jeg ville det eller ej. nu var jeg i deres varetægt. jeg kunne ikke få fat i piller, og den frustration jeg følte, gnavede i hele min eksistens. for hvornår kunne jeg igen få mine piller? ville jeg først blive udskrevet når jeg ikke havde trangen mere? skulle jeg lyve for dem? skulle jeg opføre mig ordentligt for at komme ud og tage en overdosis igen? jeg vidste intet. ingen positive tanker kunne trænge ind, for hvad positivt var der at føle; tænke? 

ville jeg nogensinde få det helt godt igen? 

..det var så håbløst"

kroppen, der ikke kunne fange liv

det var svært at forestille mig selv som voksen. mere voksen end jeg var i forvejen. for var jeg voksen? ville jeg blive det? min alder bevidnede at jeg hvert fald var på vej. 

det faktum at jeg var 22 år, gjorde mig ikke mere voksen mentalt. var jeg blot 14 år som jeg altid fik at vide, eller var jeg 22, og bare mig? for hvornår var man voksen? var det ikke relativt - og var der ikke mange måder at være voksen på? 

den krise jeg var i, fik mig til at ønske at jeg stadig var 14 år. 14 år og klogere end nogensinde. klogere blev jeg med alderen, hvert fald klogere på mig selv. men hvorfor var jeg ikke klog på Verden omkring mig? klogere på andre mennesker, og mere glad for det, jeg vidste. 

eksistensen der for tiden var helt umulig at håndtere syntes at tage livet halvt af mig. men alligevel var der mod at ane. mod på det liv, der forhåbentlig en dag ville tage form i et eller andet omfang. men det var svært.

jeg ville ikke give afkald på de små blå piller. men det var ikke noget at sige højt. angsten for at dø var alligevel i spil. jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle håndtere problemet. 

var jeg 22 år og på vej mod enden? det håbede jeg ikke. men jeg var ikke selv herre over det. selvom jeg var den eneste der havde indflydelse på det. 

4/6 2014

4/6 2014

4/6 2013 var sidste gang jeg blev rullet i en hospitalsseng iført et tykt bælte af læder, låst med en knap, der kun kunne låses op med en nøgle, man kun kunne få fat i, hvis man havde  et skilt på; autoritet. 

i 8 år, var der ikke gået ét år uden indlæggelse. det er der nu. et år, der har været ligeså svært som de andre, men det faktum at mit liv har forandret sig, at jeg har forandret mig, har været altafgørende. vi udvikler os, ja måske nærmere udvikling end forandring, men jeg føler mig anderledes.

for lidt under et år siden, under den sidste indlæggelse, der varede til midt i juli, kunne jeg havde været død. 4 gange. men jeg er ikke død. jeg kan ikke forstå at jeg har overlevet disse forsøg, ærlig talt. men jeg priser mig lykkelig over min eksistens. lige meget hvor trist jeg er, tænker jeg ikke længere på døden. den skræmmer mig mere end den tiltaler mig, og sådan har det næppe været altid. 

sidste indlæggelse var også den indlæggelse der har skræmt mig mest. men da jeg blev udskrevet var jeg ikke nær så bange for mig selv længere. jeg havde lært en masse. om mig selv, og om verdenen omkring mig. samtidig var det ikke rart at jeg pludselig skulle se sandheden i øjnene. jeg havde forsøgt at tvinge mig selv til det mange gange, men alle gangene har jeg skubbet alle kendsgerninger om mit liv på kanten, væk. 

året efter sidder jeg og tænker over hvordan jeg er endt så langt væk fra et "normalt" liv, som jeg er. og svaret er længe ventet. problemet med mig er, at jeg aldrig har villet se noget i øjnene, som ikke er rart. hvem vil det? det er også frustrationen der spiller en rolle her. 

hvorfor, hvorfor, hvorfor? men det er overflødigt at spørge "hvorfor" - fordi kan man ændre på sin fortid, sit liv hidtil, og kan man spå om fremtiden? 

jeg troede ikke på, at jeg kunne dø dengang. at jeg måske kunne have været en grøntsag idag, fordi jeg valgte at springe ud fra den trappe. men jeg tænker ofte på det, og taknemmeligheden ved, at der ikke skete noget alvorligt, er meget stor. for det kunne have endt helt ad helvede til, og det ønskede og ønsker jeg ikke. 

har jeg så lært andet i det år jeg har levet udenfor den låste dør? jeg har lært en masse. jeg ved, at jeg ikke reelt ønsker at dø, og derfor ikke har forsøgt at tage mit liv igen. at verden udenfor reservatet er meget rarere end ikke at kunne komme udenfor i lange tider.

at være eller ikke at leve

“at være eller ikke at leve.

jeg var nu meget tilfreds med det hele. følelsen af næsten konstant stabilitet gjorde stor forskel i hverdagen. jeg kunne grine af de håbløse mennesker der fra tid til anden passerede min vej. hvad enten det var folk jeg så én gang, eller folk der skulle være til stede alt for tit. jeg kunne stole på mig selv. når de enkelte doser piller blev lagt på bordet og personalet derefter gik, gemte jeg dem ikke, jeg tog dem. for 5 måneder siden - eller kortere - havde jeg lagt dem ned i den lille stofpose med elefanten på, hvor der altid blev lagt piller i når der var mulighed for det. 

jeg levede!

trods selvskade, der fra tid til anden alligevel blev brugt som værn mod verden, kunne jeg se lys for enden af tunnellen. og det var rart. følelsen af at være selvstændig i den udstrækning det nu var muligt, gjorde mig enormt glad. at jeg ikke behøvedes snakke med nogen om noget, fordi der ikke var noget at snakke om, var befriende. den følelse af ikke at være afhængig af at personalet til samtale, ikke at være bange for mig selv, ikke at være bange for verden var fantastisk. 

men alt var selvfølgelig ikke godt - dog fyldte de dårlige ting ikke så meget som tidligere. jeg havde ikke været indlagt siden juli 2013, hvilket var en succes, for det var ikke sket at jeg havde været i friheden så længe siden 2006. 

jeg var fri som fuglen, og så tæt på velfungerende, som var muligt. ingen skulle få mig ned igen. men samtidig vidste jeg at der kunne komme tilbagefald, men at det ikke skulle slå mig fuldstændig bevidstløs. 

livet var værd at leve."

flugten til Den Virkelige Virkelighed

Jeg måtte flygte fra mit hjem fordi jeg ikke følte mig velkommen. 

den høje musik irriterede mine ører så snart jeg trådte ud af min lejlighed og ind i den virkelighed vi i fællesskab havde skabt. 

Virkeligheden jeg ikke kunne holde ud, så jeg måtte flygte til Den Virkelige Virkelighed.

Det kunne ikke være sandt at mennesker, der er til for - i vores virkelighed, at hjælpe os - skal tvinge mig væk fra den ellers så trygge tryghed. 

Frygten for Den Virkelige Virkelighed var ikke prangende den dag, for vores virkelighed blev mere og mere uudholdelig. 

Hvorfor skulle man føle sig mindre og mindre for hver gang, man snakkede med dem?

Det kunne ikke være rigtigt at man skulle pilles ned i et hus, der var vores og ikke deres. 

Det blev nok den dag; jeg måtte flygte fra mit eget hjem; 

Det var ikke en rar følelse jeg forlod det med.

Derfor vidste jeg, at jeg denne gang ville nyde Den Virkelige Virkelighed. 

Hvorfor foretrak jeg oftest vores egen virkelighed frem for de raskes?

Jeg ville prøve at lade være for en gangs skyld.

Det ville hvertfald ikke skade!

Jeg blev på det nærmeste skræmt væk af deres iøjnefaldende ligegyldighed overfor mig når vi havde kontakt. 

De kunne åbenbart ikke lide mig. 

Sagde jeg noget forkert?

Jeg bad om at få pakket medicin, og alt jeg hørte fra deres mund var tre og en halv time senere, hvor jeg fik den så fornemme gestus: “god tur, Karina!”

TAK!

Fordi denne gang ville jeg nyde Den Virkelige Virkelighed frem for den, de styrer vores liv i. 

Hvis jeg ikke var deprimeret den morgen inden jeg blev mødt af dem, blev jeg det i dét øjeblik, jeg trådte ud i larmen.