med andres øjne

i skoven gemmer hun sig

råber på hjælp



men ingen hører hende



vil de høre hende?

eller vil de ikke



vil hun virkelig hjælpes?

eller vil hun ikke?



som gnavende sko

som strammende lykke om halsen

som salt i såret

sorte øjne

i fortidens kløer
i fremtidens håbefulde udsigt

hvad piner hende mest?

intet fornemmes
hvorfor er hun så trist?

fortidens dæmoner
fremtidens uvished

ingen at snakke med,
ingen til at holde om hende

tårerne triller på hendes blege hud
hun er bange

- venter på at blive reddet,
hvornår er de her?

var jeg dog gal?

engang langt ud i fremtiden
så jeg mig selv

jeg blev ved med at kigge
kun distraheret af små neonfarvede cirkler

var jeg dog gal?
eller var det spejlet jeg engang smadrede?

engang tilbage i tiden
danser jeg med min prins

lykkelig som på speed
kun distaheret af at hans ansigt var som genopstået levende død.

var jeg dog gal?
eller var jeg den eneste der så sandheden?

billeder fra mit liv

terese? - det skulle jeg have heddet, men så blev det karina. føj for helved!
det var nu meget lykkeligt, selvom jeg ikke husker noget fra min fødsel.
de første billeder er af min far der står med liften udenfor vores hus. den samme posering lavede han da simon var blevet født, dengang udenfor det hus han stadig bor i.
mine søskende elskede mig da jeg var nyfødt - det bilder jeg hvertfald mig selv ind!
senere blev jeg den irriterende førsteprioitet. misundelige - ja det var de vel, og det forstår jeg fuldt ud. min mor havde 3 børn, min far kun ét.

det første snevejr i mit korte liv, var den lykkeligste oplevelse jeg havde som lille, ja, og jeg husker det ikke. på billederne ser jeg gladere ud end jeg nogensinde har gjort.

var mine forældre også glade?

var jeg virkelig glad?

jeg husker intet tidspunkt i mit liv, hvor jeg har været decideret lykkelig.
men når jeg kigger på billederne, ser jeg egentlig meget .. tja, glad ud?!

jeg husker intet om dengang mine forældre flyttede hver for sig, men jeg var jo også bare en baby.
anden gang, dengang for nogle år siden, hvor de blev skilt, husker jeg som var det igår.

men de er begge meget lykkeligere nu, og jeg.. jeg er også godt på vej.

masken

Kære du. Jeg kan ikke længere finde ud af mig selv.
Jeg går i ét med omgivelserne, væggene omkring mig.
Min krop er fyldt med orme,
eller er der bare orme omkring i rummene, som jeg smelter ind i?
det kribler og krabler i mig, jeg kan ikke være i mig selv.
Jeg beskytter mig med masken, det glade ansigt og det går fint,
men jeg kan ikke mere. Jeg vil have det godt, og kæmper, men det går ikke altid lige godt.
De tror jeg har det godt, så jeg kan snyde dem.
Men vil ikke snyde, vil bare have det godt indeni.
Vil være fri for at bære masken hele tiden,
vil være mig!!

det smukke, triste ansigt

hvad gemmer der sig bag facaden?
facaden hun ikke længere kan opretholde

dæmonerne spøger i hendes sind
hun kan ikke mere

sygdommen har tæret på alle hendes kræfter
hun ser mere syg ud end nogensinde

trods hun er ved at komme sig
æder diagnoserne hendes krop

det er ikke diagnoserne,
men de labels hun får

lægerne kan ikke blive enige
hun er frustreret

skal hun tage sit eget liv?
- eller skal hun kæmpe!

painting

mit kreative hjørne. grædende karina, tolk det som i vil. ;)

civil

folk kigger
vender øjne
hvisker

mine arme er symbol på mange års lidelse
men jeg har forenet mig med dem.

hvorfor skjule?
hvorfor skamme sig?

arrene er stolte,
jeg kan holde smerten ud

men du kan ikke,
det er forskellen på os to.

ingen ligner mig
ingen stoler på mig
ingen forstår mig

hvad sker der for verden?

fantasi

cirkler omkring mine øjne
kvadrater i mine sko

farver - alle regnbuens
forskønner min hverdag

når de forsvinder,
sortner tilværelsen

lyset falmer
livet forsvinder
alting forandres

forbudt

følelserne overvælder mig
jeg er så alene

den hurtige tid går langsomt

hvornår bliver det min tur?

foråret er på vej;
lad mig dog nyde det

men det mørke sind
tillader det

ikke.

dansen

hvert minut
tæller jeg sekunder

hver time
tæller jeg minutter

livet render
jeg kan ikke fange det

hver dag
tæller jeg timer

-jeg ved ikke hvilken,
der bliver den sidste

indre uro

vi snakker sammen
men jeg lytter ikke

jeg ser sorte skygger
men jeg bemærker dem ikke

som en kvælende fornemmelse mærker jeg angsten
men jeg er ikke bange

jeg græder
men jeg er ikke ked af det

jeg er døset af al slags medicin

og jeg kan ikke finde ro.

snehvide på speed

som et euforiserende drug
som skæv på lykkepiller

som solen der skinner gennem persiennerne
så lykkelig er jeg.

solen kan anes,
det er det vigtigste

selv i mørket findes der lys
lyset findes i selv det mørkeste sind.

lykken er..

- lys.

(mange bliver vinterdeprimerede på grund af manglende lys. jeg har lært at finde lyset trods det mørkeste mørke)

frustrationens onde cirkel

kraftigt regnvejr

torden

lyn

som en hård mavepuster

igen, igen, igen

ingen tegn, ingen ord

stilhed

når det en dag bliver dagen,
breder solskinnet sig i mit sind

lettelse!

den onde cirkel slutter.

torneroses øjenbryn var lyserøde

livet er som Tornerose:

skønt,
smukt,
dejligt,

men en dag sker det uventede
en eller anden vil have at man dør

er det Borderline? er det depressionen?

- eller er det én selv?

lyserøde er øjenbrynene
smukke som forår
guddommelige som livet

men de falmer,
ligeså snart;

- man dør.

kær lighed?

smuk som en solnedgang

dejlig som en nyudsprunget rose

- det bedste der er sket for mig.

den fantastiske lighed mellem k & k
er det der gør forholdet så dyrebart

jeg føler jeg har fundet min soulmate

du gør mig glad.

hvis mine øjne var et kamera

hvis mine øjne var et kamera
ville man så tro?
eller ville man spærre mig inde?

hvis jeg kunne trylle
ville man så acceptere?
eller ville man grine?

hvis mine hænder var pistoler
ville man så lytte?
eller ville man blive bange?

for hvis mine øjne var et kamera
- ville de så endelig tro?

gratis bag det smalle tapet

i mit søgelige sind
spiller filmen som var det igår
hans uudholdelige ansigt dukker op på nethinden
det forsvinder hurtigt igen
og bliver erstattet af had og afmagt

var det min skyld?

jeg lukkede ham ind.

skrællede mig som et løg

og jeg lå der

gratis

bag det smalle tapet

kære borderline

Kære Borderline

du er stabiliteten i min ustabilitet

jeg kan aldrig regne med dig

som en hård knytnæve slår du mig i hovedet

ned i det sorte hul

op i lyset

du bestemmer

du propper pillerne ned i halsen på mig

du vil have, at jeg dør

du fører bladet gennem håndleddet på mig

hele vejen igennem

men jeg dør aldrig

Karina redder sig selv -

fra dig, Borderline

fra første snit

jeg var kold indeni. jeg følte mig død.
levende død, ja, det havde jeg været længe.
på det tidspunkt vidste jeg ikke hvad der skulle blive min redning de næste hundrede år.
jeg fandt løsningen på flere års lidelse.

jeg smøgede ærmet op og førte det kolde barberblad over huden -
barberbladet der var ligeså følelsesløst som jeg.

den største lettelse. ro i sjælen.

men kun for et kort øjeblik.

jeg vidste ikke hvad konsekvenserne ville være.

varmen bredte sig som tilfredsstillelse i min krop.
som ingen anden følelse jeg nogensinde havde følt.

jeg valgte bladet som min bedste ven - mange år ud i fremtiden.