på kanten

da jeg først indså hvad der var på vej, gik jeg med til at blive indlagt. men vejen til erkendelse var enorm svær at pejle sig ind på. jeg farede vild ofte, og når jeg endelig mente at have knækket koden, skulle det vise sig at jeg igen var faret vild.

den smalle sti jeg vaklede hen ad bragte en masse forhindringer med sig, og jeg faldt ofte. jeg landede med håndledene mod den beskidte flisebelagte jord og havde svært ved at rejse mig igen. og dét var bare vejen til erkendelse. det tog tid at få børstet jorden af hænder og knæ, og jeg rejste mig aldrig uden skrammer. men de var med til at forme mig, trods alt.

da erkendelsens destination endelig så ud til at være i sigte, skulle det vise sig at den ikke rigtig var til at gribe ud efter. den lå så fjern, at trods mine meterlange arme, kunne jeg ikke nå den. det var måske ikke rigtig tid til at erkende. hvor end jg gerne ville.

tilliden til mig selv var ødelagt, banket ihjel med adskillige slag. hvis man ikke kan stole på sig selv, hvem kan man så give sin tillid? for mit vedkommende; ingen. jeg var paranoid, og forstod ikke hvad der skete, når jeg mange gange prøvede at forklare mig selv, at man godt kunne stole på visse folk. men den manglende tillid til Karina, gjorde skade på alle relationer, der nogensinde havde været i hendes liv.

jeg forstod godt, at for at blive hjulpet var man nødt til at stole på mennesker, der var der for det samme. mistilliden ødelagde min evne til at se rationelt på tingene, og langsomt blev min sjæl mere og mere svær at nå på en konstruktiv måde. det var min egen skyld. - vejen til erkendelse måtte nås før nogen kunne blive lukket ind.

men det var ikke så nemt som man skulle tro. mit splittede sind tillod ikke nogen form for pause fra kaosset, der herskede i mit sind - den sorte og den hvide - den gode og den onde. somme tider var jeg ligeglad med alting, og andre gange bekymrede jeg mig alt for meget. det skabte også en del frustration

fortsættes..

sygehusets engel

hun var smuk, men meget hård ved sig selv. det var en gåde, hvordan en så fantastisk pige kunne have det så dårligt. jeg beundrede hendes evne til at overleve trods så stor en selvskadende adfærd. vi er alle overlevere, men specielt hende. hun var virkelig syg, men bag den voldsomme voldgrav af ar, så jeg en pige, der havde livet foran sig, og sikkert en masse godt i sigte. man skulle ikke tage for givet at hun stadig stod oprejst, og det gjorde jeg heller ikke, tværtimod; hun var beundringsværdig, men det kunne ligeså godt have gået galt. de voldsomme forsøg på at tage sit eget liv havde gjort hende stærkere, men ikke på den gode måde; hun vidste nu, at ligemeget hvor voldsomt hun forsøgte, ville det aldrig lykkes.

det gør os alle frygtløse..

når vejen frem er farlig

der var nu ingen tvivl om at der var et egentligt problem. men vi var ikke enige om, hvad problemet faktisk var.jeg gik i en retning, og pædagogerne i en anden. vi var alle forvirrede over hvad der skete med mig. jeg var grænsende til manisk i dagtimerne, og delvist deprimeret når aftenen kom. en pædagog pressede to appelsiner til mig om formiddagen, og det kørte jeg på resten af dagen. det var jeg tilfreds med, men det var ingen andre. min angst for spejlbilledet løb væk med mig, og det lykkedes mig at smadre to spejle på kort tid, for derefter at bryde hulkende sammen og ligge i fosterstilling på trægulvet. jeg skammede mig grænseløst over min situation, ikke over for andre, men mig selv. jeg var svag, syntes jeg. men i virkeligheden var jeg enormt stærk! .. i sådanne situationer ville jeg nu have ligget på sygehuset med forgiftning af medicin. så jeg burde klappe mig selv på skulderen, men i stedet slog jeg mig selv i hovedet over hvor klam og ulækker jeg var. det gik godt med vægten, og det holdt mig delvist oppe.

jeg nævner ingen navne - men hun hedder Karina

det var ikke særlig nemt at skulle erkende at jeg var for syg til at kunne klare mig selv; eller bare bo hos min familie. selvom det ville være ønskværdigt at være barn igen og bo hos mine forældre; men de ville dø af skræk hvis der kom en situation, ingen tvivl om det. der var mange forskellige modeller som blev luftet, men der var ikke mange alternativer til bosted, og efterhånden var jeg enormt træt af at bo sammen med syge mennesker. pigerne på bostedet kæmpede bravt for at overgå hinanden i selvskade, og jeg var med i kampen. - men jeg var så træt af den kamp, som alligevel ikke blev vundet af nogen andre end hende, hvis navn vi ikke nævner. jeg blev fastholdt i en ond cirkel af brækkede hænder, suturer, og hernerystelser. væk måtte jeg, men vidste ikke hvor hen. der blev revet i mig fra alle retninger, og jeg kunne ikke finde fodfæste. man kan have så mange ønsker og drømme, men realiteten var, at jeg var et institutionsbarn. den rolle skal man lægge fra sig før eller siden, men det sker ikke hvis man bliver fastholdt i dén måde at leve på.

drømmene var delvist påtagede, og jeg vidste ikke hvad jeg ville, udover den stærke følelse af dårligdom på mit bosted, som fik mig til at længes efter at komme væk derfra

altid skulle man se på de mange måder at skade sig selv på, og det omringede én fra alle sider. det var enormt hårdt, og det forstærkede min trang til at skade mig selv.

men min standhaftighed var ikke til at måle, eftersom jeg var enormt stædig. dog havde jeg ét ømt punkt: påvirkning fra andre selvskadere. det var selvføgelig uholdbart, og derfor ville jeg gerne lægge identiteten som institutionsbarn fra mig så hurtigt som muligt.

men hvordan skulle det foregå? ville det - at flytte - gøre tingene bedre eller værre? jeg kendte ikke svaret - desværre!!

jeg fandt delvist en tryghed i selvskaden.

Frygt er blot en sidegevinst ved livet. Eller hvad?

Når dagen er omme, ligger jeg søvnløs af frygt for hvad vægten siger i morgen. Det er tankevækkende hvor hurtigt den kan overtage 100 % af kapaciteten i ens hoved. Men det er også trygt, især hvis man VED at man har tabt sig. Men når det går den anden vej kan det ødelægge min dag - betydeligt meget faktisk.

Men der er også glæden der er sidegevinst ved dét at tabe sig. Ligegyldigt om det er væske, muskler, fedt osv. Vægten har en betydelig rolle i mit liv p.t. den giver mig kontrol, tryghed og angst. Nogle følelser der i forvejen er svære at håndtere; som for mig er så forstærkede, at de ødelægger al form for sundhed både psykisk og fysisk.

Når man faster 6 ud af 7 dage kan man ikke have nogen form for medbestemmelse vægtmæssigt. Den kan gå op, den kan gå ned, den kan stå stille. Worst case scenario er nok at den stiger, men det gør den ikke pt. Jeg har opnået den kontrol jeg manglede akut, og vedligeholdes den, kan det kun gå fremad.

den tillidsfulde magerhed

den tillidsfulde magerhed
borer i mig med sine røde negle

som satans pige
forfører hun mig til de vildeste tanker

tanker af regler, ritualer og rutiner
i alle afskygninger

den pålidelige magerhed smiler med sine gule tænder
som englens diciple fortæller hun mig hemmeligheder

hemmeligheder om snyd, synd og sorteper i legen

legen der ikke bare er en leg
men også et spørgsmål om liv og død

hun er den evige sorteper

hvad betyder frihed

når hjerterne er koldest
når hænderne fryser
når ansigtet kramper
ved du, hvor du er

når kyssene er inderlige
når øjnene slår gnister
når frygten er langt væk
ved du, at du er noget værd

indtil du har det godt
er det helt fint;
men når du længes:
ved du hvor du bør være

tillidsfulde blikke
følger dig hjem
væk fra kulden
ind i varmen

personen, der vil dig
er vigtigere end alverdens læger

tanken om dig
er altid smukkest når du tror

følelsen af tryghed
er altid bedst, når i er to

den kostbare tid kommer og går

de værdifulde smil
vil altid huskes

aldrig vil jeg glemme

min fredfyldte tid med dig
kommer næppe skidt tilbage

soya i vasken

erindringens spændetrøje
huser dit blik

frihedens øjne slår lågene i

længslen efter dig er vanvittig

forkert, men surrealistisk rigtig

jeg blunder et sekund
og straks er du væk

sætter mig fri
fri fra blikkets jerngreb - dine falske kærtegn

havde du rent mel i posen?
eller soya i vasken?

wiew

frygt i dine øjne
viser mig vejen

angstens osteklokke
lukker mig ude

på tidens hylde
sætter jeg dig på plads

mit sind ser dig ikke længere
du er ude nu

væk fra altind
væk fra min erindring

frygt ej længere
jeg er klar til at give slip