tavshedens fange

når det blev svært turde jeg ikke snakke med Nogen. for når Nogen fik alting at vide var det ikke godt. jeg fik stor skyldfølelse over at jeg havde det dårligt. men hvorfor skulle jeg få det? jeg gjorde ikke noget for at såre Nogen. tavsheden var nemmere at håndtere. det gjorde ikke så ondt. jeg følte mig som en fejl i forvejen, så hvorfor forstærke den følelse? det var min egen skyld at jeg sad i dette kaos, så hvorfor brokke mig? Nogen mente at jeg skulle gøre alting anderledes, og at jeg ikke havde viljen til at komme videre. måske var det rigtigt. men det var hårdt at få at vide. jeg ville ikke såre Nogen, men jeg følte alligevel at jeg ikke gjorde andet. jeg havde ikke overskud til at ændre på tingene selv, så derfor fik jeg hjælp til at øve mig i det. det var svagt. SKUFFET! jeg blev ved med at høre det ord i mit hoved. jeg kunne ikke glemme det. hæng dig ikke i fortiden, fremtiden eller nutiden, du skal bare ændre på din situation, så bliver tingene forhåbntlig bedre. men hvem troede i grunden på dét? ikke jeg, og ikke Nogen andre. man havde vel altid et håb, men troen var så godt som taget fra mig. hvem havde stjålet den? anede det ikke. måske havde jeg smidt den i skraldeespanden samtidig med det selvværd jeg ikke længere kunne buge til noget. hvorfor kunne jeg ikke være normal?

det var underligt at Nogen kunne påvirke mig sådan. det var virkelig som at blive sparket til, når jeg lå ned. jeg elskede Nogen! men hvorfor skulle Nogen være så hårde  ved mig? jeg var sikker på at dét, at være tavshedens fange var nemmere end igen og igen at blive pillet ned og blot være et skuffende element.

hvem kan svare mig?

"frugten af min skæbne syntes aldrig at kunne høstes. alligevel følte jeg en hvis form for tilfredsstillelse når jeg kunne blive udskrevet med livet i behold. men der gik  ikke mange dage, før jeg igen kunne smage på nedturens syrlige fornemmelse. tankerne blev hurtigt sorte og uoverskuelige efter blot en uge hjemme. jeg tyede til barberbladet efter blot få uger og så var det som at starte forfra. personalernes bekymring førte oftest til en indlæggelse, som med tiden blev til en lang affære. tiden hjemme blev kortere og tiden på lukket afdeling blev længere. alle kendte mig efterhånden, og det var pinligt når man på en gåtur måtte hilse adskillige gange på peronaler fra diverse afdelinger.

mine ture blev værre med tiden, og selvskaden blev mere planlagt end impulsiv. det skræmte alle parter, og det blev til flere og flere dage med fast vagt. min frustration blev større og jeg blev mere sortseende. alle prøvede at hjælpe mig, men jeg syntes ikke at have det store udbytte af andres hjælp. alligevel kunne jeg ikke hjælpe mig selv heller. sengen blev mit tilholdssted, og tit fik jeg nægtet adgang til mit værelse på afdelingen, fordi jeg tænkte for meget derinde. jeg forstod ikke, at nogle fik stuearrest på værelset mens andre (mig) ikke måtte være der.

jeg troede ikke længere på min egen helbredelse, og det var usundt for mig at være til stede overhovedet. for når jeg var til stede tænkte jeg; og når jeg tænkte, blev jeg trist. somme tider var jeg ikke til stede, men det gjorde ikke tingene bedre, for når sådanne situationer opstod, faldt jeg ind i min egen verden; en verden af stemmer, syner og tankeforstyrrelser. jeg var faktisk tankeforstyrret døgnets 24 timer, men det var ikke så mærkbart for mig. alle andre var forvirrede over min tilstand, og min selvskadende adfærd blev mere og mere udspekuleret og fantasifuld. desværre.

jeg følte ingen form for kontrol, og mine tanker syntes at tage mere over for hver dag der gik. alligevel holdt jeg mig oppe, uden at vide hvordan. måske var det musikken, måske var det min ligegyldighed overfor mig selv, måske var jeg bare en fighter? ingen kunne svare.

jeg følte en fred når jeg tegnede, men oftest måtte jeg ikke have en kuglepen til rådighed fordi jeg også brugte den til at skade mig selv med, men hvad kunne jeg ikke skade mig selv med? alt var låst inde, og jeg havde ikke adgang til mit badeværelse, og når jeg skulle bruge det, var det under opsyn. men hvad var ikke under opsyn? de skulle følge hver eneste bevægelse jeg lavede, og mit privatliv syntes at være under alles opsyn. jeg følte virkelig, at hele afdelingen fulgte med i hvad jeg foretog  mig.

ledninger og livremme var bandlyst, og mine bukser hang fordi jeg ikke havde noget til at holde dem oppe. ligesom jeg selv; intet kunne holde mig oppe, fordi alt var taget fra mig. den sammenhæng kunne jeg se! men at sammenligne mig selv med et par forvaskede cowboybukser var lige lovligt optimistisk. jeg følte mig som ukrudt, og somme tider overvejede jeg at spise ukrudtet ude fra haven, bare for at blive fysisk syg. hvad var der galt med mig? alt måtte afledes, i sådan en grad, at jeg nærmest ville gøre alt for at glemme min psykiske smerte og ubehag.

jeg havde ikke tal på, hvor mange medicinstuderende der havde siddet i 8 lange timer og kigget på mig, og fulgt hver eneste lille bevægelse mens de helt sikkert tænkte dårlige tanker om mig; hende der skadede sig selv; hende der ikke kunne være alene.

SØLLE! - det tænkte jeg. jeg er sølle! jeg kunne ikke tåle bare fem minutters frihed uden at jeg hang oppe i loftet og fiskede efter en el-pære, eller lå på badeværelsesgulvtet og hev efter vejret med en forbinding bundet stramt om halsen. jeg måtte ikke have forbindinger på mine mange sår, så min hud var efterhånden krabbe-rød efter de mange plastre der sad over det hele, som min hud ikke kunne tåle uden at slå ud. forbindinger var bandlyst i alle steder i nærheden af mig, fordi jeg brugte dem ufornuftigt, men hvad var efterhånden tilladt?

hvad ville jeg?

fisken der ikke kunne svømme.

"meningen med livet blev taget fra mig da jeg blev indlagt i sin tid. der var nemlig ikke noget liv i de hjælpsommes hus. man blev passet på, men det var som at leve i en stor papkasse med låg. der blev lukket for luften når lokummet brændte. så levede man via navlestrengen som var så tyk at vi alle kunne trække vejret igennem den. "

når man savner.

" jeg kunne blive helt melankolsk når jeg tænkte på ham. jeg vidste ikke hvad det var, jeg savnede. jeg vidste bare at den velkende tilbagevendende tanke om ham, gjorde mig ked af det. det var så længe siden, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke den samme tanke om og om igen, oog se et billede af ham på min nethinde. hvorfor var han så fantastisk? var det dét, at han behandlede mig som skrald, eller det faktum at jeg trods alt havde de bedste fem måneder i mit liv? en blanding tror jeg. Mr. hard-to-get gjorde mig mere ihærdig, selv i dagligdagen. jeg følte en mening med livet i de få måneder det varede. siden da er det gået stødt den forkerte vej. men han var jo bogstavelig talt et svin overfor mig. alligevel virkede han kun mere tiltrækkende. vi skulle aldrig snakke med hinanden igen, og måske var de den tanke, der gjorde mig ked. eller det faktum at det aldrig ville blive det samme."

vi er jo ret stærke

Vi er jo ret stærke

Man siger, at mange selvskadere er nogle opmærksomhedskrævende teenagepiger, som ikke har andet i hovedet end dem selv. Men det er sjældent tilfældet. Fårene bliver hurtigt skilt fra bukkene, når der er tale om selvskadere og opmærksomhedscuttere.  Forstå mig ret, når jeg siger at jeg, som har skadet mig selv i 8 år, ikke gør det for opmærksomheden. Så var jeg ikke blevet ved. Men der er mange af den anden slags, det er jeg godt klar over, men ofte er det piger, som har set eller hørt om det, og skal prøve det af. Rigtig mange falder fra efter få, overfladiske snit, mens andre bliver siddende i det mange år ud i femtiden. Jeg respekterer også opmærksomhedscuttere, hvis de ikke kun gør det for at blive set, men fordi det rent faktisk har en lindrende virkning. Men sådan er det sjældent for unge piger, der bruger det til ren fremvisning. Dét forstår jeg ikke! Hvis man skader sig selv, er det ikke for at vise verden at man har gjort det, men fordi man får noget ud af det rent psykisk. Om det bliver set eller ej, er efterhånden mig ligegyldigt, men det skal ikke handle om det. Jeg ved godt, at opmærksomhedscutterne er sarte sjæle, og det er også derfor de oftest stopper hurtigt igen.

Vi må erkende, at selvskadere, som jeg selv, er nogle meget stærke mennesker, som kan tåle den enorme fysiske smerte, men som falder hurtigt ned over psykiske belastninger. En indbygget følelsesmæssig ambivalens, som gør sagen kompleks, til tider ud i det ekstreme. Man ser ofte en psykisk sygdom hos den, der skader sig selv voldsomt, og den lindring det giver, at skade sig selv, kan blive helt uerstattelig. Det bliver et drug for nogle, og mere vil have mere.

Vi er stærke, men ekstremt sårbare overfor al følelsesmæssig stress eller belastning. Vi er skrøbelige og udholdende!

når fornuften kommer på afveje

”Ofte tænkte jeg: hvorfor er jeg her? Men aldrig tænkte jeg den tanke færdig: hvad er meningen med livet?

Jeg nåede aldrig længere end til min egen næsetip. Meningen med alle andres tilstedeværelse syntes ligegyldig. Men min egen eksistens blev revurderet oftere og oftere. Tiden på den lukkede var egentlig ikke lang. Men tiden udenfor var bogstavelig talt heller ikke lang! Tiden på psykiatrisk afdeling gjorde mig til en tænker, men ofte lidt for meget. Jeg tænkte dagen lang, og var ved at blive sindssyg af min egen måde at tænke på. Jeg søgte ofte nye bekendtskaber, men alle dem, der var bare nogenlunde realistiske, sad enten inde for røveri eller røg hash hver dag. Så tænkte jeg: er det meningen med deres liv^? – og er meningen med mit, at være indlagt? Dette var en skrækkelig – men realistisk - tanke.  Verden blev pludselig meget underlig, men ikke ligeså underlig, som jeg sandsynligvis var. Min egen eksistens blev stort så ligegyldig som alle andres. Hvorfor skulle jeg være institutionsbarn? Hvorfor var meningen med MIT liv, at være indlagt – var der ikke andet, jeg kunne finde ud af? Til tider tvivlede jeg. Jeg var skrup-forvirret i mit lille hoved, og måtte efter lang tids undring, sande at jeg ikke kunne svare på det spørgsmål.

Alle talte om mine ressourcer, men hvorfor kunne jeg ikke få noget godt ud af dem? Hvorfor var jeg så dum, at jeg ikke udnyttede mine kreative evner når jeg havde mulighed for det? Hvorfor brugte jeg ikke min sproglige indsigt til noget fornuftigt? Havde jeg givet op? Det var uhyggeligt. Måske havde jeg givet op for en stund, men ingen påstod at håbet ikke kunne komme igen. Kun jeg. Jeg vidste ikke om jeg overhovedet ville håbe. Om jeg overhovedet ville tro. Og hvor nemme er tingene så? Min frygt for sandheden var, trods alle mine forsøg på at indse den, rigtig svær at overkomme. Der var ingen at hive fat i, som var i samme båd. Jeg var alene på tømmerflåden på det store, mørke hav. Hvad gør man så? Jeg tyede til de velkendte løsninger, som på ingen måde var konstruktive, men som jeg var tryg ved. Jeg kunne udrette mirakler på negativ vis, via min opfindsomhed. Jeg kunne finde løsning på ethvert selvskade-problem. Ingen kunne læse mine tanker, og det udnyttede jeg.

Min tilstand stod stille, og jo mere jeg tænkte, jo mere underlig blev jeg. Væskevablerne på mine håndled blev ved med at vokse, pletten i mit hoved blev større, og mine ar forblev sår. Tilliden til mig, blev - fra deres side - kun mindre. Og frustrationen over deres overgreb blev større. Altid var jeg på vagt for at finde enhver given lejlighed til at skade mig selv, og de var på vagt for at forhindre mig i at udøve selvskaden. Nogle gange lykkedes det mig; nogle gange lykkedes det dem.  

Nogle personaler gav mig råd til hvordan jeg kunne få det bedre, og ofte tænkte jeg: hvad fanden ved de om noget som helst? Andre gange tænkte jeg: hvorfor kan jeg ikke bare gøre som de siger? Min ambivalens strakte sig over hele min rygsøjle, og forvirringen overtog størstedelen af min hjerne. Jeg følte ofte at jeg ikke eksisterede på plan med nogle andre, fordi jeg var så forvirret, trist og magtesløs.

Det var også svært at finde ud af hvad jeg egentlig ville. Der var så mange retninger at rende i, og jeg stod med et ben i hver retning. Pludselig blev jeg til et tusindben. Manglen på vilje var mærkbar, især overfor mine pårørende. De var ligeså frustrerede som jeg, hvis ikke mere. Jeg vidste ikke længere hvad jeg skulle sige til dem, for de var kede af at høre at alt gik i den forkerte retning. Efterhånden sagde jeg ikke rigtig noget til dem, fordi der intet positivt var. Jeg var alligevel afhængig af at snakke med dem, fordi de var min eneste forbindelse til ”virkeligheden”, og den behøvede jeg! Selvom samtalerne var tomme ord, var det rart for mig. Alligevel havde jeg enormt dårlig samvittighed overfor dem, for jeg følte mig som den mest dårlige datter, søster, kusine og moster. Jeg ville så gerne leve et liv tæt på min familie og veninder, uden at være afhængig af dem. Som andre 20-årige. Men noget holdt mig tilbage, og holdt sygdommen i skak. Min intelligens blev ikke brugt til andet end at tænke, tegne og skrive. Selvom det blev nogle flotte tegninger, følte jeg mig nedgraderet til ukrudt.

 Men min værste fjende var mig selv. Der var ikke ét menneske, der antog at jeg var ukrudt når de så mig, og jeg blev ikke overhældt med ukrudtsfjerner, men i stedet med en masse kærlighed. Kærlighed jeg ikke kunne tage imod. Alle prøvede at hjælpe mig, men min eneste redning, måtte være mig selv. Ingen kunne gøre arbejdet for mig. Men jeg var ”doven”. Jeg gad vitterligt ikke kæmpe kampen; for det havde jeg gjort i snart otte år, uden særlig megen bedring. Når jeg så mig selv i spejlet tænkte jeg ikke længere ”hvor er du grim”, jeg tænkte mere: hvor er jeg ligegyldig og ligeglad.

Jeg var ikke ligegyldig. Men følelsen af, at være ligeglad førte til ligegyldigheden. Sandheden var, at for mig var andre mennesker ligegyldige, og jeg var alt. Jeg betød så meget for mig selv, at jeg ikke turde føle. Jeg turde ikke erkende at jeg faktisk havde en betydning for andre mennesker, og ikke mindst mig selv. Det var kernen. Hvordan skulle jeg få betydning for mig selv, før jeg kunne overbevise mig selv om, at jeg var noget værd? Alle er noget værd, men i det øjeblik var jeg intet. Blot ukrudt, der voksede alle de forkerte steder.

Men det ændrede ikke på min holdning til livet. Og min holdning til mig selv. Eller rettere sagt: jeg havde ingen holdning til mig selv. For ligegyldigheden var så stor, at selv ligegyldigheden blev ligegyldig.

Medicinen syntes ikke at have den store gavn, men hvorfor skulle jeg forvente det? Jeg var for alvor nede og smage på jorden. Min nedtur havde udviklet sig til en eksistentiel krise, som syntes uoverskuelig at kunne løse. Men hvad siger man til sin familie, når man har det sådan? ”det går ikke fantastisk godt i dag” eller ”det går op og ned” eller whatever. Ingen ville kunne forstå min situation, men det var også svært for dem, når jeg ikke kunne forklare hvad der skete indeni mig. Jeg turde ikke prøve, for uvisheden fra deres side gav mig tryghed.

”har du duftet til blomsterne?” ..nej det har jeg ikke, og før jeg har gjort det, er der ingen vej ud af sygdommens afhængighed.

tankespind

”da vi alle fik besked på at blive på vores stuer, vidste jeg at den var gal. Jeg kiggede desperat ud af vinduet og så en politibil. Det var ham, der skulle bæltefikseres. Han havde skåret sig, hørte jeg. Og han skulle sys med tvang. Den lille mand på 28 år var vist stærkere end man skulle tro. Jeg fik enormt brug for at flygte væk fra den barske virkelighed. Hvorfor måtte han, når jeg ikke måtte? Jeg havde skærpet fast vagt, og han fik lov til at partere sig selv. Det gav ikke mening i mit hoved. Jeg græd og græd, og skældte ud på alle omkring mig. Der blev hældt meget medicin på mig indtil jeg faldt i søvn. Kaosset blev ikke mindre af al det uro. Jeg fik langt om længe ordineret Stesolid mod mine svære tankeforstyrrelser, som mere eller mindre forhindrede mig i al kunne være realistisk på nogle punkter overhovedet, og min meget urolige adfærd. Det var hurtigt overstået med ham cutteren, men mit mareridt stoppede ikke. Uroen blev til en kronisk følelse af uudholdelighed af at være i mig selv. Der var ingen der kunne komme igennem til mig, men alligevel blev følelserne afløst af en tung søvn, der gjorde mig frisk næste dag”

angstanfald(?)

"dagen startede fint. min faste vagt var en 40-årig lægestuderende, som var snaksaglig. vi fik lov til at gå en tur, for første gang i en uge. de stolede på  mig. vi købte juice og chokolade, og jeg gik pænt med tilbage. da vi kom tilbage havde jeg det godt(!), og tiden gik forholdsvis hurtigt. larmen fra vaskerummet ved siden af min stue larmede, så fordi min vagt sad udenfor  min dør, blev den dør åbnet - den plejer at være låst. vagten havde glemt alt om døren, der stod på klem, og jeg så min chance. jeg gik frem og tilbage på afsnittet, tjekkede døre og vinduer, mens den lægestuderende fulgte efter. jeg gjorde mig selv klar til at løbe min vej ind i vaskerummet og smække døren bag mig. men mine ben ville ikke bære mig. jeg måtte sætte mig i vagtens stol, mens han læste avisen. jeg blev træt, og kune ikke holde mit hoved oppe. jeg faldt mere og mere sammen i stolen, og han fik mig med op til kontoret til min kontaktperson, som mente jeg havde brug for PN. jeg mumlede til hende, at jeg bare var lidt svimmel, og de hjalp mig begge ned på stuen. med blot få skridt til sengen faldt jeg om. de fik lagt mig i seng, og målte mine værdier og SAT, plus temperatur. jeg svedte vildt og de tog trøjen af mig, og for en gangs skyld brokkede jeg mig ikke. jeg lå der bare. mine øjenlåg syntes at krampe, og min puls steg stødt. de kunne ikke finde ud af hvad der var galt, og der kom sygeplejersker og læger som alle var bekymrede. de mente att der var rytmeforstyrrelser i mit hjerte, det mente de ud fra min puls. jeg fik taget akut EKG, og de måtte klippe huller i mine strømpebukser for at kunne tage det. min slappe krop lå bare på sengen og kunne ingenting. jeg var bange, men ikke rigtig bange. det var som om jg skulle væk, og det føltes et øjeblik helt rart. EKG'et viste ingen uregelmæssigheder, og min pul faldt efter noget tid. jeg var senere klar til at sætte mig langsomt op, og få snakket med personalt, som ikke længere frygtede for min fysiske tilstand, men i stedet besluttede at den faste vagt skulle sidde ved siden af mig på stuen..."

dém!

De u-autoritære autoriteter.

Det kan godt være, at vi er patienter, og dé er personaler. Men hvor går grænsen egentlig? Hvor ofte må man minde sig selv om, at de faktisk ér autoritære, og at man egentlig intet krav har på, at få noget som helst at vide om dem? – selvom de med et snuptag kan komme til at kende hele ens livshistorie? Hvis nogen læser min journal, føler jeg en kæmpe grænseoverskridelse. Selvom de er autoritære, må de give igen. Det sker ofte, at min journal bliver gennemgået af diverse uinteressante mennesker, der enten er studerende og nysgerrig eller læge og ”autoritær”. Hvor mange gange er min journal blevet bladret igennem? Og ikke mindst: hvor mange gange har JEG fået indblik i den? Jeg synes, at læger der ikke vil give aktindsigt er griske og ubehageligt meget overbevist om at de har mere ret til at kende til mig, end jeg selv har. Jamen der står så mange personlige og private ting, og jeg synes, at ingen andre end jeg selv og den ordinerede psykiater, nogensinde skal have lov til at læse ét ord om mig. Der er kæmpe forskel på, om lægen har den i sin taske og så dét, at den ligger fremme på et kontor til skue for alle og enhver kan bladre i den. Hvis der er noget jeg ikke vil fortælle, kan de snildt slå op på en tilfældig side og finde noget info jeg egentlig ikke burde involvere nogen i.

Vi kender lægens fornavn og efternavn, og vi ved at han er psykiatri-studerende. Ved vi overhovedet andet?

Hvor gammel er du? Det må man hive ud af dem, og hvis det endelig lykkes, gør det dem usikre.

Har du børn? ”det er privat” .. har jeg børn? Nej. Hvad fejler jeg? ..bla bla bla.. de ved alt!

Trods deres ihærdige forsøg på at nå ned på vores plan, lykkes det aldrig!

tillidens konsekvens

når jeg fortalte nogen om mine tanker, vidste jeg efterhånden, at det ikke blev mellem os, men at samtlige personaler og læger vidste det højst en time senere. frustationen over at alle skulle kende til min livshistorie, nuværende situation, tanker og følelser samt holde øje med mig døgnet rundt, pinte mig grænseløst. pivatliv var der intet af. jeg var magtesløs, for nu var jeg endnu en gang i deres hænder, og havde ingen stemme der kunne høres.

altid havde jeg følt indlæggelser som en stor hjælp og et break fra tidens uudholdelighed, men nu var jeg pinlig og skamfuld over at være endt der igen. forståelsen fra omverdenen manglede samtidig, og jeg kunne hverken gøre fra eller til nå det gjaldt deres holdninger omkring mig, indlæggelser og nedture.

at forklare min sindstilstand var et kæmpe problem for mig, da jeg havde rigtig svært ved at sætte ord på. men jeg prøvede alt hvad jeg kunne. at skrive det ned syntes meget lettere for mig, men jeg fik aldrig formidlet det videre til nogen anden end min notesbog, som jeg havde med mig over alt. men hvad skal jeg bruge det til, når det er alle de mennesker der bekymrer sig om mig, som egentlig burde have en signeret eksemplar?

angsten for at fortælle mine kære om mine tanker var en eksploderende, tildsindstillet bombe, som kunne springe når som helst. men jeg vidste jo godt, at for at opnå bare en lille form for forståelse, måtte jeg ud med det. alligevel holdt noget mig tilbage, og den lille splint der sad i vejen, gjorde alt for meget skade; både på mig og mine medmennesker.

men lægerne mente at vide bedst, og jeg fulgte deres råd i det omfang jeg magtede.. dog ville jeg ønske at nogle ting kunne forblive mellem mig og én enkelt person, jeg havde tillid til.