menneske+

Jeg render rundt og tror en masse, og er sammen med nogle mennesker jeg ikke burde regne med. Især ikke når deres holdninger er taget ud af diverse bøger, som er den eneste grund til at de har dem. Jeg ved godt, at man er klog når man kan citere samtlige folk, som har skrevet om psykologi og psykiatri, men hvad er man klog på? – livet eller meninger trukket i en automat? Man skal ikke besvare alle spørgsmål med fakta – det er ikke noget værd. Man skal selv have nogle personlige erfaringer for at være klog, hvert fald klog på livet.

Jeg ved ikke om jeg er klog på livet, men jeg har været gennem en masse, som har gjort at jeg har en del erfaring. Men der er også den almene erfaring, som jeg måske mangler. De ting, der sker mens man er i de svære teenageår, har jeg været fredet for. De fleste af mine teenageår blev tilbragt på afdelinger og bosteder, og jeg har derfor ikke oplevet hvordan det egentlig er at være teenager i det danske samfund. Jeg er derimod en af de få, der har en masse i rygsækken omkring dét at være indlagt i så lang tid, at det føltes som altid.

Jeg vandrede op og ned af de hvide gange, af og til med hænderne for ørene, og næsten altid bundet ind i forbindinger som en zombie. Jeg var sårbar og viljestærk, og vidste alt om hvordan man kunne snyde de hjælpsomme sjæle, der gjorde deres arbejde: at passe på de fortabte, små sammenkrøllede hårbolde, der ikke kunne noget selv. De stjal vores selvstændighed og lagde os i vuggen, som vi først kom ud fra når vi svor at vi nok skulle gøre som de sagde.

dobbeltverden

”Når det ikke lykkedes første gang, vil det heller ikke lykkes næste gang.”

Jeg sagde altid til mig selv, at det var det, jeg ville. Prøvede at overbevise verden om at de var det, jeg ville. Men mit ihærdige forsøg på at tage mit eget liv hver dag i over en måned, fik mig senere hen til at stoppe op og tænke: der er en mening med livet, og det er ikke at skabe sorg hos sine kære.

Men den tanke sad ikke fast. Som de fleste andre Borderlinere havde jeg et enormt ustabilt følelsesliv og ikke mindst – for mit vedkommende – flyvske tanker. Det ene øjeblik kunne jeg føle en åbenbaring, og det næste øjeblik ville jeg dø. De skete mange gange at jeg besluttede mig for at leve, men ligeså ofte forsøgte jeg at tage mit eget liv. At jeg ikke kunne kontrollere mine angreb på min eksistens gjorde mig både bange og stolt. Der var mange af mine bekendte, som havde Borderline, der sikkert ville elske at høre om Karinas selvskade, mens mine pårørende ikke ville høre tale om Karinas selvskade.

Min dobbeltverden rummede mange geniale tanker, men også nogle enormt selvudslettende forestillinger om min egen eksistens. Til tider var jeg kunstner, nogle gange blot ukrudt og andre gange helt normal. Den småpsykotiske måde at leve på gjorde mig træt, og den gjorde min omverden træt. Måske var det Borderline, måske var det bare mig. Men jeg tænkte ofte: hvorfor er jeg sådan?

Sygdommens spindelvæv syntes at have fanget mig og svøbt mig ind i afhængighed. Jeg var blevet afhængig af min sygdom - Selvom jeg ikke ønskede det. Selvskaden og psykosen havde sat sig fast i både min krop og min sjæl. Alligevel fungerede jeg; jeg kunne dyrke motion, jeg kunne male, jeg kunne skrive. Og disse ting var jeg rigtig god til. Oveni dem lagde jeg kræfter i at prøve at klare hverdagen. Dét gik også rigtig godt, på trods af at jeg i lange perioder overhovedet ikke kunne være alene. Det var modsat min hverdag, som var præget af ro, orden og funktionalitet.

uden titel.

"Uanset hvor højt jeg skreg, var der ingen der ville lytte. Mine frustrationer rakte langt ud over min egen opmærksomhed, og verden var svær at overskue. Derfor var det letteste at råbe så højt at jeg overdøvede larmen fra alle de andre mennesker omkring mig, som kun forværrede min angst. Tankerne svøbte sig omkring min hjerne som store frottéhåndkæder, ikke indeni i hjernen, men udenom. For tankerne gjorde, at jeg ikke kunne tænke. De måtte komme udefra. Ellers ville de jo ikke sidde udenpå min hjerne og forhindre al form for normal tankegang."

skal vi væk herfra?

"Døden syntes skræmmende, men hvorfor så søge den så hungrende som jeg gjorde? Jeg var oprigtig ked af, at jeg havde stået på kanten og hældt til begge sider med min udstråling, og såret alle omkring mig. De holdt af mig, men jeg holdt ikke af mig selv. Dét var problemet. Jeg hadede mig selv, men elskede mine nærmeste over alt på Jorden. Kærligheden fra omverdenen gjorde mig frustreret; hvordan kunne nogen elske mig, når jeg ikke kunne lide mig selv? Al den smerte jeg følte indeni, gjorde mig ekstremt træt af mig selv, og ikke mindst mit liv. Jeg havde ikke styr på noget, men jeg ville altså ikke dø af den grund. På trods af det, søgte jeg alligevel konfrontationerne med min eksistens og derfor også min familie.

Alle mine selvmodsforsøg var nok forhastede forsøg på at opnå den respekt, jeg havde behov for. men når jeg kigger tilbage på det, synes jeg at det var enormt respektløst overfor mine kære."  

menneskeangst

Bestemte følelser og situationer gjorde mig opmærksom på, at jeg eksisterede. Det var ubehageligt at blive gjort opmærksom på, for eksistensen syntes altid svær at håndtere. At jeg eksisterede, var også lig med at jeg i alle sammenhænge blev vurderet af andre mennesker. Det var angstprovokerende at vide, at alle jeg mødte på min vej havde en mening om, hvad de så og hørte.

Derfor tyede jeg til selvskaden. Især når jeg mødte modgang, oftest i situationer hvor jeg havde at gøre med mennesker som måske kunne tænke negativt om mig.

Der var så mange negative ting ved min adfærd og mit udseende, hvor jeg malede fanden på væggen over selv den mindste hændelse eller dårlige hår-dag.  Det gjorde mig oftest isolationssøgende, samtidig med at jeg havde en kæmpe angst for at være alene. Det meste af min tid blev tilbragt med personalet fra mit bosted, da jeg i selskab med dem, vidste at de ikke dømte ligeså meget som mine jævnaldrende medbeboere, eller blot et menneske jeg mødte på gaden. Min negative forestilling om unge mennesker på omtrent min egen alder bundede nok i at jeg selv dømte i stor stil, men det var jeg ikke just glad for. usikkerheden omkring min egen identitet syntes at blegne i forhold til alle andres, men det havde ingen forbindelse til virkeligheden.

 

 

at føle eller ikke at føle

Den nærdepressive tilstand syntes at vare ved efter indlæggelsens 2. uge, og bedringen var stadig langt væk fra mit åsyn. Min psyke tilladte mig ikke at føle nogen gode ting, eller overhovedet at føle. Det var essensen af min tilstand: ikke at føle kontra at føle alt. et sorthvidt skråplan, med høje bølger der skyllede de små væk og omvendt. Det skete da, at bølgerne tog mig med højt op, men samtidig måtte jeg forberede mig på at falde ned igen efter blot to sekunder.

Så hvad var værst? At føle alt eller ikke at føle? Mit sind opbyggede et værn mod omverdenen der indeholdt et skjold af manglende følelser. Mit skjold var kæmpestort men hvis man gik om bagved, ville intet se anderledes ud. Magtesløsheden skabte en bred vifte at forsvarsmekanismer, men dem der kunne se gennem skjoldet, kunne også se, at jeg, trods alle mine forsøg på at flygte fra omverdenen og sandheden, stadig blev stående i det samme lille hjørne med det ligegyldige skjold og gemte mig for alle andre. – men den, jeg allerhelst ville gemme mig for, var mig selv

tålmodighedens hus

”det var ikke aftalen”

De måtte ikke sige andet. Der var regler for den omsorg de måtte vise. Bæltet var klar 2 minutter efter alarmen havde lydt. Jeg var ikke bange. Det var sket så mange gange før. Det var ligeså meget rutine for mig, som for dem. Mine hænder og arme var mørkerøde af blodet jeg selv havde fremtvunget ved at føre barberbladet gennem min hud adskillige gange. Psykosen stod for døren, det kunne både de og jeg mærke. Den opkørte situation gjorde mig altid psykotisk, og det var bare et spørgsmål om tid før jeg lå og vred mig i bare angst, på grund af de mange remme, som var spændt fast til både mig og sengen. Selvom det var grænsende til vane for mig at ligge der, var det lige svært hver gang det skete. Jeg var smurt ind i tårer i hele ansigtet, og min puls var tårnhøj. 1-2-3, var der en der råbte, og så trak de sig væk fra sengen, som nu stod midt i rummet med mig liggende i. grædende, angst og psykotisk. Det var ikke så meget stemmer der plagede mig, det var mere den svære følelse af ikke at have nogen kontrol over mig selv, og så dét, at jeg ikke var kontaktbar på nogen tænkelig måde. Mine egne tanker fyldte for meget.

Det var hårdt at ligge der hver dag. En sådan situation foregik hver dag i den svære tid på ungdomspsykiatrisk afdeling. oftest om aftenen, og så blev bæltet løsnet når jeg faldt i søvn.

Deres tålmodighed var ubegrænset. Det var derfor jeg var så glad for at være der. Jeg kunne skade mig selv hver dag, og ville stadig blive fulgt til skadestuen med et omsorgsfyldt blik, der ikke veg fra mig. Nogle blev hentet af portører, men jeg fik altid min kontaktperson med mig.

Den spinkle, grædende og angstfyldte pige fik endelig den omsorg hun havde bug for. Jeg blev lukket ind i deres hjerter, og jeg vidste at det skulle kræve meget energi før jeg ville blive lukket ud i kulden igen. Alligevel forsøgte jeg at skubbe dem væk fra mig. Det var grænseoverskridende at nogen holdt så meget af mig. Det var jeg ikke vant til. Angsten for at give mig hen til omsorgen var stor, men samtidig hungrede jeg efter den. Min tillid til mig selv var totalsmadret, og tilliden til andre ligeså. De havde mig i deres magt, tænkte jeg. Og en dag indså jeg at jeg måtte give dem noget tilbage. Ambivalensen plagede mig; skulle jeg vise dem min gode side eller min dårlige side? Jeg havde valget. Jeg følte, at jeg selv bestemte, men det blev til en dårlig blanding af modsatrettede udtalelser og handlinger.

egoismens spind

"jeg mistede én jeg holdt af, på grund af min egen egoisme"

min spiseforstyrrelse var i udbrud, og dén jeg måtte dele det med, havde desværre sel været i samme situation, bare 100 gange værre. det var et sundt venskab og jeg trykkede på de forkerte knapper, som gjorde at vi var nødt til at afslutte dét som gav mig håb.

min spiseforstyrrelse udviklede sig senere til regulær anoreksi, og jeg forstår nu, at det  var noget, end ikke jeg selv ville tale om. men på daværende tidspunkt var jeg nødt til at dele min frustration med et menneske jeg stolede på. alligevel var jeg ambivalent. og egoistisk. jeg måtte sige farvel, fordi det var bedst for os begge. hun var ikke ovre sin spiseforstyrrelse, og jeg troede at jeg aldrig ville komme ud på den anden side.

min pige

du er stadig så fantastisk..
som dengang du sagde hej
som dengang du ville have mig med
som dengang du trøstede mig,
holdt om mig

du har stadig..
et fantastisk grin
et fantastisk smil
et fantastisk smukt sind,
som jeg kun kan holde af

du kan altid..
få mig til at grine
få mig til at smile
få mig til at håbe,
på at alt bliver godt

du må tro på at..
jeg vil dig det godt
jeg vil elske dig altid
jeg vil gøre alt hvad der står i min magt,
for at du kan være glad

kære pige, du er den bedste, stærkeste og mest loyale i hele Verden!

stressfaktor

det var svært at håndtere den pinefulde fornemmelse af utryghed når der skulle ske noget nyt i mit liv.
det var svært at forklare et "normalt" menneske hvordan det kunne lade sig gøre at føle så megen stress at barberbladet måtte være den eneste udvej.

det var en lang nat. tog afsted kl. 19.00 og var hjemme igen 05.30. tiden gik ikke langsomt. det gør den aldrig når jeg er afsted. modsat alle de andre patienter kedede jeg mig ikke. der var så mange tanker jeg skulle have styr på, gode som dårlige. det var det rigtige sted at få styr på alt det der var sket, skete og skulle ske.

nogle gange ønskede jeg mig langt væk, men vidste også at jeg hurtigt ville komme til at savne livet. jeg havde mennesker omkring mig, som betød for meget til at jeg bare kunne smide det hele væk.
tiden gik stærkt nok til at jeg ikke kunne kede mig på noget tidspunkt. mit hoved var sprængfyldt med tanker, ideer, minder og planer om fremtiden, som jeg vat sikker på, nok skulle blive god.

at tage det sure med det søde blev langsomt meget nemmere.