"jeg drak ikke ofte, men den aften for blot 1½ måned siden, da jeg havde boet i slagelse i ganske kort tid, revurderede min eksistens og absolut ingen hjælp fik fra personalet, drak jeg mig i hegnet for første gang i lang tid - alene.
jeg havde virkelig brug for deres hjælp, da jeg sad med vodkaen, cigaretterne, panodilerne og barberbladene foran mig. rækkefølgen skulle bare vælges. hjælpen måtte jeg selv finde. måtte granske mit sind for ikke at følge impulserne, som altid havde været et poblem for mig. hvad skulle jeg gøre?
færdiggjorde vodkaen og tog de første 6 panodiler og ringede til personalet.
ringede til dem! dem der skulle passe på mig, og vidste jeg havde det skidt.
allerede dér vidste jeg, at det hele var forkert"
du skal udskrives!
”det var med blandede følelser da jeg smilede til samtalen
med lægen, der gerne ville udskrive mig. Det kom ikke som et chok da beskeden
endelig ramte hendes læber. Men jeg var bange. Bange for at komme hjem. Hjem
til ingenting. Hjem hvor jeg kom fra. Dér hvor jeg for en måned siden tog et
syltetøjsglas fyldt med knuste piller og slugte dem alle uden videre. Det var
stedet hvor jeg aldrig havde følt mig mere ensom nogensinde.
Det skulle nok blive rart at komme tilbage til dét, der
faktisk var mit hjem, men som ikke var noget hjem. Det var et tilholdssted. Et opholdssted,
en lejlighed for én. ”
"UDEN TITEL"
Skal min eksistens revurderes? Skal selvskaden skræmmes
bort?
Efter godt en måneds indlæggelse, synes jeg efterhånden, at
min eksistens er ligegyldig. – ikke at jeg ikke vil kæmpe videre, men at den
situation jeg har sat mig selv i, er meningsløs. Jeg føler ikke, at jeg selv
bærer hele skylden, men en stor del af ansvaret ligger hos mig.
Jeg er ikke den Karina, jeg engang var. Men hvornår var det?
Jeg kan ikke huske hvornår eg sidst har været symptomfri, eller oprigtig glad
for den sags skyld. Der har næsten halvdelen af min liv været sprækker i mit sind.
Hvis det ikke var det ene. Var det noget andet. Cuttingen har varet i 11 år,
selvmordstankerne startede i 5. klasse og første tegn på depressioner viste sig
på samme tidspunkt.
Min ungdom er blevet brugt på nedture, hjernevridere,
institutioner og indlæggelser. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi
forestillet mig at jeg skulle bruge min tid på den ene psykiatriske afdeling
efter den anden. Sådan blev det.
Men håbet er ikke helt væk -
endnu.
Sygeplejerskerne gjorde hvad de kunne, men samtid sad
truslen om lukket afdeling over hovedet på mig hele tiden. Det var også et af
deres skjulte våben, så jeg kunne holde mig på måtten. De tolererede ikke selvskade,
hvert fald ikke fra min side. Hvis de skulle ske, ville jeg som sagt blive overflyttet til lukket afdeling.
et "særtilfælde"
"når tingene gik helt galt - og forinden i øvrigt - hældte de masser af medicin på mig. jeg blev til en omvandrende dødsskikkelse. de havde de bedste intentioner, men bagsiden af medaljen var, at min krop blev underlig. jeg kunne sjældent huske hvad jeg lige havde sagt, hvad andre sagde til mig, og hvor jeg var.
det var noget af det værste: når jeg ikke vidste hvor jeg var. jeg kunne sidde i tv-stuen og pludselig blive så forvirret at jeg måtte spørge alle omkring mig, hvor jeg var. angsten begyndte også at melde sig, og jeg blev lige så stille ført ned til mit værelse, som var det eneste sted jeg følte tryghed.
det meste af tiden blev også tilbragt der. jeg hørte radio og tegnede. de ting, der gjord min angst mindre. jeg opfandt mine egne overlevelsesstrategier, så jeg kunne få bare lidt ro.
medicinen var det eneste emne når jeg snakkede med lægen. men jeg havde det også på en sådan måde, at det var den eneste måde jeg kunne blive mindre forpint."
det var noget af det værste: når jeg ikke vidste hvor jeg var. jeg kunne sidde i tv-stuen og pludselig blive så forvirret at jeg måtte spørge alle omkring mig, hvor jeg var. angsten begyndte også at melde sig, og jeg blev lige så stille ført ned til mit værelse, som var det eneste sted jeg følte tryghed.
det meste af tiden blev også tilbragt der. jeg hørte radio og tegnede. de ting, der gjord min angst mindre. jeg opfandt mine egne overlevelsesstrategier, så jeg kunne få bare lidt ro.
medicinen var det eneste emne når jeg snakkede med lægen. men jeg havde det også på en sådan måde, at det var den eneste måde jeg kunne blive mindre forpint."
blottet for virkeligheden
”Da jeg for godt en år siden stoppede op midt på vejen på en
gåtur med en sygeplejerske, befandt jeg mig for første gang i virkeligheden. Den
virkelighed hvor man godt kan dø. Den virkelighed hvor folk ikke er vant til
sindsforvirrede mennesker der gør de mest sygelige ting. Jeg var ét af de
mennesker, der var ligeglad med verden. Ligeglad med den billist der måtte
bremse hårdt for ikke at ramme mig. Det var enden på den gåtur, og
sygeplejersken måtte slæbe mig med tilbage til lukket afdeling, hvor jeg havde
været i 100 år. I det sekund jeg stoppede op, tænkte jeg ikke. Jeg tænkte ikke,
at jeg ville dø, men samtidig tænkte jeg heller ikke på at jeg ville leve. Jeg var
ikke bange. Jeg var ikke trist. Jeg havde ikke selvmordstanker, jeg var bare
tom. Tom og magtesløs. Min situation var fastlåst, og i det sekund jeg blev
stående midt på den trafikerede vej en tidlig aften, var det som om at
øjeblikket blev til en evighed. Evigheden hvor det er enten eller, man venter
bare. Og er ligeglad med udfaldet.
Hvor må de mennesker hade mig ”
sister
dette er dedikeret til hende, jeg altid vil elske ubetinget.
"det var nogle svære år i starten; de er stadig svære men det er ikke længere vores forhold, den er gal med. jeg tror ikke at vi kunne udstå hinanden da vi var yngre, og jeg forstår hvorfor.
årene har modnet mig, tiden har modnet dig, og vores forhold betragter jeg som uvurderligt. lige meget hvor langt væk vi er fra hinanden. det er trygt at vide, at du er der for mig, og at du betingelsesløst altid vil være min søster.
alle har sine nedture, også du, men jeg ved at du klarer dig hver gang; for du er stærk.
du er min søster; af blod - af sind!"
"det var nogle svære år i starten; de er stadig svære men det er ikke længere vores forhold, den er gal med. jeg tror ikke at vi kunne udstå hinanden da vi var yngre, og jeg forstår hvorfor.
årene har modnet mig, tiden har modnet dig, og vores forhold betragter jeg som uvurderligt. lige meget hvor langt væk vi er fra hinanden. det er trygt at vide, at du er der for mig, og at du betingelsesløst altid vil være min søster.
alle har sine nedture, også du, men jeg ved at du klarer dig hver gang; for du er stærk.
du er min søster; af blod - af sind!"
det var dengang
"Hvis du går ned, går jeg ned med dig. 26/10-2011
Der er ingen tvivl om hvor glad jeg er for dig. Så fuld af
sympati overfor dig som overhovedet muligt.
Hvis du vil ryge dig skæv, vil jeg også. Hvis du vil skære
vil jeg også.. hvis du vil have sex, vil jeg også.
Det fuldstændig vanvittige billede af mit forhold til ham,
fortæller både noget om de indforståede regler, og om mig. Hvor letpåvirkelig
jeg i virkeligheden er, og hvor manipulerende han egentlig er.. men jeg vil
altid elske ham.
Det betyder en masse, når man finder én, man virkelig
elsker, også når man ikke er sammen mere. Der vil altid være knyttet et bånd,
som ikke kan rives over.
Uvurderlig kærlighed"
mennesket Karina
"Somme tider var jeg glad, somme tider var jeg trist. Men grundstemningen
i mit sind var altid en paranoid forestilling om hvordan verden virkelig var. Jeg
troede ikke på det, jeg så. Det hele måtte være løgn. Hvorfor skulle verden
være så ond i virkeligheden?
Var det mig selv, der gjorde verden til et dårligt sted? Var
det min forestilling den var gal med?
Jeg vidste godt, at jeg til tider var lidt virkelighedsfjern, men direkte blind,
nægtede jeg at tro på. Der måtte være noget om snakken, når jeg gang på gang
oplevede den ondskab folk kunne udsætte hinanden for.
Var verden ond, eller gjorde menneskene den ond? Jeg følte
en masse had og ondskab gennem hele min barndom – og ungdom for den sags skyld.
Der findes så mange reelle mennesker, der vil gøre gode ting
ved folk, de holder af. Men de var sjældne, og man skulle holde godt fast når
man var så heldig at møde dem. Jeg prøvede. Prøvede at holde fast, men min egen
forskruede personlighed gjorde at jeg uvildigt skubbede folk væk fra mig. Dem jeg
holdt mest af, forsvandt enten, eller blev ved med at høre på mine klager over
verden og ikke mindst mit selvynk.
Kunne jeg have gjort noget anderledes? Kunne jeg have holdt
fast i de mennesker, der var gode? Skulle jeg droppe det dårlige selskab, og
tænke mere på mit eget velbefindende? mit velbefindende var i øvrigt højt prioriteret
altid. Måske for højt. Det hæmmede mig, at jeg undgik mennesker på grund af min
egen usikkerhed, og jeg bildte mig selv ind at det var bedst på den måde. Men isolation
var ikke sundt. Tværtimod. Men det var en del af min problematik at undgå
unødig kontakt. Asocial ville nogle kalde mig. Jeg bildte mig selv ind at jeg
var selektiv i min måde at omgås andre mennesker på.
Det var selvfølgelig en
stor omgang vrøvl. Spørgsmålet var nok noget om tryghed. Og utryghed. Jeg
kendte nogle mennesker, og der var mange jeg ikke kendte. Dem, jeg kendte var
de mest betydningsfulde i mit liv, og dem jeg ikke kendt, var stort set
ligegyldige. Og alligevel ikke. Jeg søgte altid anerkendelse. Og når jeg fik
det, var jeg meget taknemmelig. Lige meget hvem der viste bare den mindste
smule respekt.
kampen om Karina
”Karina havde ofte selv indflydelse på, hvad der skete i
hendes liv. Men hendes måde at handle på, gav tit store problemer. Tilliden til
og fra Karina var totalsmadret, og ville nok tage en evighed at genopbygge. Men
ville hun kunne rumme gensidig tillid? Var hendes sind så smadret, at hun ikke
længere kunne føle ægte og reelle følelser? Følelsesmæssigt var udsvingene så
store, at uforudsigeligheden tit gjorde det svært at tackle hende. Og dette
gjaldt både for hende selv og andre.
Kampen om Karina begyndte for 21 somre siden. Alle kampe
starter når et barn fødes, spørgsmålet er bare, om kampen er udholdelig eller
ulidelig. Hun blev et underligt barn –
sådan lød det hvert fald fra alle mennesker, der havde med hende at gøre. Især de
mennesker, der havde nogle klare forestillinger om normerne for et barns
opførsel.
Men hun var måske ikke underlig og anderledes. Måske snarere
et levende og markant tegn på, at ingen mennesker var ens. Undtagelsen der
bekræfter reglen? At skille sig ud fra mængden var tilsyneladende ikke tilladt
alle steder, og mange år ud i fremtiden døjede hun med dette. Smertefuldt og
frustrerende, og samtidig svært at holde fast i sig selv. Men det gjorde hun ,
og til tider tvivlede hun på, om det var det rigtige at gøre. For hvem gider
skille sig ud et sted, hvor alt handlede om at passe ind? Frygten for at blive
lukket ude var reel, da Karina altid stod ude af balance og med det ene ben
inde i varmen og det andet ben i en spand med cement der langsomt var ved at
størkne. Gruppen var det mest attraktive sted man kunne opholde sig, men cementen
tog mere og mere fat i Karinas svage og skrøbelige fod, og syntes at være
hendes nye ståsted i livet. Gruppen forsvandt længere og længere væk, og Karina
stod tilbage, men den ene fod i cement og den anden forladt af dem, der engang
var med; med i den attraktive gruppe, hvor man fik bekræftelse og omsorg. Siden
har Karina aldrig haft et ståsted i livet, hun harkunne været tilfreds med."
sedation+
"Deres mest magtfulde middel: medicinen, syntes at prelle af
på mig efterhånden. Udover min faste medicin, som i forvejen blev slugt i store
doser, modtog jeg ekstra medicin cirka 7 gange om dagen. Min krop var en stor
klump som ikke kunne andet end at ligge i sengen. Hvor end jeg gerne ville
udrette noget kreativt. Trætheden var konstant min tro følgesvend, men samtidig
kunne jeg ikke undvære medicin, med den situation jeg var i. fremgangen var langt borte, og kunne ikke skimtes lige meget hvor meget jeg søgte, bare det
mindste tegn. Men håbet levede, så længe troen på livet eksisterede – og det
gjorde den. Indtil andet var bevist. Længe leve medicin – til helvede med
bivirkningerne."
Status fra metalsengen.
"Nætterne går godt. Jeg sover igennem og er frisk om
morgenen. Jeg er sågar begyndt at dukke op i spisesalen hver morgen. Personalet
kigger ind til mig hver halve time, og jeg bliver dopet med medicin dagen lang.
Det må betyde at jeg ikke har det godt. Men jeg ved det ikke.
Tankerne omkring min egen eksistens dukker op fra tid til
anden, men jeg er blevet bedre til at tackle dem. Det vil sige at jeg ikke har
de stærke selvmordstanker jeg har været intenst plaget af de sidste 3 uger. Måske
er det medicinen. Måske er det mig. Måske er det roen på afdelingen. Åben kontra
Lukket er himmelen! Jeg har svært ved at forstå hvordan man kan holde ud at
arbejde på så kaotisk en afdeling. Men her er der rart at være. Selvom det ikke
er altid jeg vil indrømme det.
Psykoserne kommer og går, ofte ved aftenstid. Jeg aner ikke
hvorfor. Måske er det mørket, måske er det mig.
At jeg ikke har fast vagt mere giver ekstra frihed. Jeg nyder
at kunne bevæge mig rundt i afdelingen uden et menneske bag mig. Man føler sig
sgu lide forfulgt, selvom det er godheden selv, der kun er der for at passe på
én.
I går blev der udskrevet et par stykker. Fordi der var
pladsmangel. Det gør mig trist at mennesker, der stadig er dårlige, skal
udskrives af så latterlig en grund som pladsmangel! Men disse mennesker havde i
det mindste noget at komme hjem til. De havde en base; hjem, familie, venner..
fundament."
vi får alle sammen det bedre. men hvornår?
"når jeg kigger mig omkring her på afdelingen, ser jeg unge mennesker, der er forpint. jeg ser midaldrende mennesker, der er forpint. og jeg ser gamle mennesker, som aldrig har haft det godt, og måske heller aldrig vil få det godt.
når jeg ser mig i spejlet, tænker jeg ofte, om det også bliver min skæbne: aldrig at få det godt.
men jeg vil have det godt.. eller hvad? JO! jeg vil være glad, jeg vil være lykkelig, jeg vil være rask. "
når jeg ser mig i spejlet, tænker jeg ofte, om det også bliver min skæbne: aldrig at få det godt.
men jeg vil have det godt.. eller hvad? JO! jeg vil være glad, jeg vil være lykkelig, jeg vil være rask. "
”et stort hul i væggen slår ikke hullet i min sjæl”
"Der var kaotisk i mit hoved, og rastløsheden gjorde mig
desperat. Ingen form for medicin eller samtale syntes at kunne løsne op for
spændingerne, der var ved at drive mig til vanvid. Efter en stor dosis beroligende
slog det klik, og på vej ned til sengestuen for enden af gangen sparkede jeg
til væggen, hvorefter min sko efterlod et stort hul i gipsen. Der rendte 4 sygeplejersker
efter mig, og jeg forklarede stortudende at min tilstedeværelse var fuldstændig
uudholdelig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og at det i øvrigt ikke var
meningen at ødelægge væggen.
Jeg smed mig i den sjælsforladte metalseng jeg havde sovet i
mange nætter uden at føle angst. Men nu følte jeg angst. Jeg var oppe i det
røde felt og ville for alt i verden bare have lov til at skade mig selv, og jeg
ville for alt i verden have at de forhindrede det. Jeg vidste at jeg ville ende
på lukket afdeling hvis jeg skadede mig selv, og i øvrigt også hvis jeg stak
af, eller ødelagde yderligere inventar.
Lægen havde jeg snakket med kort forinden, og hun mente ikke
at jeg samarbejde nok. Det gjorde mig sur. Jeg var selv stolt af, at jeg
efterhånden kunne kommunikere ud, hvordan jeg havde det indeni. Jeg signalerede
når jeg havde brug for ekstra medicin, og det blev også et flittigt værktøj for
dem, når den var gal.
Samarbejde var vel deres nøgleord, men jeg vidste ikke hvad
de forventede. Stemmen optrådte i mit hoved næsten konstant. Nogle gange kunne
jeg holde det ud, andre gange kunne jeg ikke. Personalerne var meget interesserede i, hvad
der blev sagt, men jeg svarede altid ”jeg forbeholder mig retten til ikke at
udtale mig”. Jeg kunne på ingen måde verbalisere alt det der foregik i mit
hoved. Sådan var det altid. Selvmordstankerne blev heller ikke sagt højt, jeg
svarede kun ja eller nej hvis jeg blev spurgt direkte. Ingen måtte lukkes ind i
dét, jeg vil betegne som KARINAS HELVEDE.
Hvis jeg lukkede nogen ind, ville jeg føle mig blottet for alt muligt andet
end blot min krop som f.eks. når jeg gik i bad med en fast vagt siddende ved
siden af og holdt øje med mig. Jeg følte at mine tanker var alt jeg havde
tilbage, som de ikke kendte 100% til. Sådan var det hvert fald blevet. Engang ville
jeg gerne have deres hjælp, og sad time ud og time ind hos psykologer og
psykiatere og blottede min sjæl. Det er længe siden nu. Hvert fald har jeg ikke
længere nogen at stole på, og egentlig heller ikke nogen, jeg syntes ville have
gavn at af vide noget. Jeg ville beskytte mig selv, og mit skjold af velplejet
hud, opsat hår og blå øjne, kunne oftest stå distancen. Men ikke altid. Når eg
brød sammen var det også uden at fortælle hvad der skete indeni mig. De vidste
når den var gal, og behøvede ikke megen forklaring. så stod de med pilleglas
med en hvid og en gul, som jeg skulle sluge, om jeg ville eller ej.
Der var nu ikke så meget de gjorde galt på afdelingen. Det var
nok mere mig der ikke passede ind overhovedet. Jeg var det sorte får; på grund
af min alvorlige selvskade og konstante hørehallucinationer samt siucidaltanker
– som de egentlig ikke kunne rumme.
-
Men helt ærligt tror jeg, at de bare venter på
dråben der får glasset til at flyde over, så de kan overflytte mig til lukket
afdeling igen.
Det var trist, at tingene var på den måde, ikke fordi jeg nu
skulle have meget mere ansvar end hidtil, men fordi jeg ikke var helt klar over
hvad deres plan med mig egentlig var. Skulle jeg hjem herfra, eller måtte det blive lukket afdeling? Jeg ville
gøre mit bedste for at få lov til at blive her, men samtidig vidste jeg heller
ikke hvad de tænkte om det. om jeg
stod med et ben i hver lejr, eller om deres plan var at medicinere mig ud af
krisen. Eller hvor længe det ville tage for den sags skyld. Uvidenheden var
svær at leve med. Små ting som medicin gjorde mig forvirret. Hvad fik jeg? Hvor
meget fik jeg? Hvorfor fik jeg det?
Jeg ventede med længsel på en kopi af behandlingsplanen så
jeg kunne få bare et lille indblik i, hvad lægen tænkte om hele min situation. Hvis
hun overhovedet tænkte noget - man ved aldrig, vel?
Personlig skærmning havde været nødvendigt i perioder, og
det var pain in the ass! Samtidig var
jeg tryg, idet jeg så ikke kunne skade mig selv, og derfor; ikke blive overflyttet
til lukket afdeling. Jeg var jo ikke ligefrem happy face, men hvem er det på
psykiatrisk afdeling? – de blev ikke
overflyttet. Men jeg blev varslet det hver dag. Jeg fik altid at vide at jeg
ikke skulle sammenligne mig med de andre, da vores sygdomme er forskellige. Men
man kan ikke lade være at
sammenligne.
Hvis mennesker ikke sammenligner sig med hinanden var
der ingen normer og uskrevne regler. Der var ikke noget der hed ”mode”.. jamen
hvordan ville verden se ud hvis vi ikke så længere end til vores egen næsetip? Mennesker
har brug for hinanden. Det kan godt være at de samme ting giver forskellige
konsekvenser, men 2 lignende handlinger fra 2 mennesker i samme situation burde
ikke give konsekvenser der er fuldstændig modsatrettede. Dét grublede jeg
meget over, men nok mest fordi det var mig
der måtte tage skraldet og blive overflyttet til lukket afdeling.
Min sjæl manglede en vigtig del. Den del der giver mod,
glæde, kærlighed og liv. For liv var der ikke. Kærligheden var der ikke. Glæden
var der ikke. Men jeg var klar over at det kom igen.
Desværre er min sjæl lige
så ødelagt som væggen med det skoformede hul, der sikkert først bliver fikset
om nogle uger. sådan er begges skæbne nok."
når én, man elsker, bliver indlagt del 2
Mange af mine medpatienter savner. savner deres
livspartnere, deres børn, deres husdyr, og ikke mindst dem selv. Alle er
sårbare, og har oftest fungeret optimalt inden de måtte overgive sig til
psykiatrien. Psykiatrien har reddet mange liv, men ude fra set, kan der
samtidig siges en masse dårlige ting om forehavendet. Det kan dem, der er i
systemet, sikkert også.
Da jeg lod mig indlægge, tænkte jeg hverken på mit egen
eller mine pårørendes velbefindende. Jeg var ligeglad. Det var jeg mange år ud
i fremtiden. Dét var forkert. At jeg var deprimeret og syg, gjorde heller ikke
noget godt for mine kære. Ingen vil rammes af nogen. Sygdom, hvad enten det er psykisk eller
fysisk.
Men hvad der lige præcis fór gennem hovedet på min mor da
hun afleverede mig i De hjælpsommes Hus, ved jeg ikke. Hvad min far tænkte når
vi sad på Vivaldi i Holbæk og prøvede at holde sammen på os selv.
Det må have været svært. For alle parter.
Jeg savner mig selv, selvom jeg ikke har kendt til andet end
depressiv og ustabil personlighed, mangel på forståelse fra omverdenen. Og
udstødelse fra alle form for kredse jeg har møvet mig ind i. jeg har aldrig
passet ind, og det er måske også derfor jeg har været fuldstændig uvidende omkring
andre menneskers følelser. Jeg kendte kun til meget uhensigtsmæssige reaktioner
på diverse – endda bare små – problemer, og egentlig også i alle andre
situationer. Jeg var underlig, men det blev altid betragtet som en positiv
egenskab. Senere blev jeg meget underlig, og pludselig var det ikke så
positivt længere. Så længe man ikke gør nogen fortræd, er det okay at være
underlig. Men så snart det påvirker nogen på en uhensigtsmæssig måde, er det et
problem. Jeg begyndte at skade mig selv, blev ”klient”, senere ”patient” og til
sidst ”kroniker”.
Jeg ville ønske at jeg ikke skulle udsætte min familie for
dette, men faktum er, at jeg hat sat hele min familie på en kæmpe prøve. Og de
har klaret det fantastisk. På trods af mine umulige synspunkter og hysteriske
adfærd.
når én, man elsker, bliver indlagt del 1
!Vinduet har en fin udsigt. Ud over hospitalets skov med gule
og brune blade, der minut for minut falder i flok. Efteråret er her, grænsende
til vinter. Men ikke endnu. Når vinteren kommer, går mit sind i dvale, og jeg
åbner først øjnene, når solen når igennem mine øjenlåg.
Men vinduet er også øjnene ud til verden. Det virkelige og
uhyggelige verden. Den verden jeg aldrig har kunnet forholde mig til.
En far måtte slæbe sin grædende søn ud fra hospitalet og ind
i en bil. Hans mor er indlagt. Og savnet må være gigantisk. For den indlagte må
det være nemmere end for de pårørende; dén som er syg, har meget andet i
hovedet end sin familie, lige meget hvor gerne man ville kunne fokusere på
familien. Nogle gange kan det bare ikke lade sig gøre.
Det gjorde mig trist da jeg så den grædende dreng, der ikke
ville af sted. Kærligheden kender ingen grænser, lige meget hvor man er. Men
hvis sindet ikke tillader nogen form for ro, må andre tage over.
Det er ikke egoisme at man ikke er flittig til at holde
kontakten, for hvor end man gerne vil, kan det i perioder være umuligt.
I mit tilfælde har jeg til tider en kæmpe trang til at ringe
til min familie og fortælle noget godt. Og det kan lade sig gøre nogle dage,
andre dage kan jeg dårligt rejse mig fra sengen, og derfor er overskuddet
minimalt. Det er heller ikke altid det værd, at ringe hvis der er stilstand i
situationen, og ens sind er sort; så sort at ingen kan trænge ind, og intet fra
mit sind kan italesættes.
Min familie betyder alt, og det er svært at synliggøre det.
Og samtidig er jeg efterhånden ved at blive klar over hvad der går gennem deres
hoveder når jeg handler som jeg gør. Men jeg er ikke nået dertil endnu, hvor
jeg kan handle på det, ændre på det."
tanker fra hospitalet
"jeg sad i en hospitalsseng med en plejer ved siden af mig. det eneste tidspunkt jeg havde bare lidt privatliv , var aldrig. for hver dag der gik, fik jeg mere og mere medicin. kunne dårlig holde mig oprejst og tilbragte derfor største af tiden i metalsengen med skumgummimadrassen. man lå ikke godt, men det vigtigste var også at når jeg ikke magtede andet, kunne lægge mig. kræfterne var der ikke til at bevæge mig ned i spisesalen til frokost og aftensmad, og kunne knapt få noget ned.
jeg var træt. forfærdelig træt. svingningerne i min tilstand gjorde det heller ikke bedre, idet jeg den ene dag kunne have det godt, og den næste kunne være helt udmattet. plaget af tanker og psykoser,
overskriften siger ikke så meget, for jeg tænker ikke. jeg er her bare. næsten."
jeg var træt. forfærdelig træt. svingningerne i min tilstand gjorde det heller ikke bedre, idet jeg den ene dag kunne have det godt, og den næste kunne være helt udmattet. plaget af tanker og psykoser,
overskriften siger ikke så meget, for jeg tænker ikke. jeg er her bare. næsten."
SKIZOFRENI?
”når du lever med skizofreni, skal du også leve med folks
uvidenhed” – EN AF OS.
Da jeg i sin tid fik diagnosen Paranoid Skizofreni, følte
jeg en ubeskrivelig lettelse. Jeg havde endelig fået ”identificeret” mine
problemer. Jeg havde op til min første indlæggelse i 2006, gået rundt i min
egen verden, som var fyldt med hallucinationer og selvmordstanker. Jeg vidste
ikke, at jeg var syg, på trods af at en terapeut, læge og psykolog havde sagt
at jeg ikke kunne hjælpes yderligere i deres regi, at en indlæggelse og medicin
var nødvendigt. På det tidspunkt vidste jeg ikke hvad Skizofreni var; jeg
troede at det var noget med ”flere personer i én”.
Men i manges sygdomsbillede var det ikke tilfældet. Jeg stiftede
bekendtskab med alverdens psykiske sygdomme de næste 100 år, og lærte via min
medpatienter en masse om dem. Jeg kendte til deres sygdomsbilleder, men valgte
at skubbe mit eget væk, så langt væk som muligt. Skizofrenien var skræmmende,
selvom jeg var lettet over den langt om længe stillede diagnose. Den skræmte mig
nok mest, fordi jeg længe havde været ”offer” for dens ondskab, og de
frustrerende symptomer jeg husede.
Jeg holdt sygdommen strakt så langt væk fra kroppen, som jeg
kunne. Samtidig prøvede jeg at forstå den. Men det var umuligt at forstå. Nok mest
fordi jeg havde det samme billede af Skizofreni som størstedelen af de mennesker,
som ikke kendte til psykiatriske sygdomme.
Der var langt fra erkendelse til forståelse. Det var tilfældet for alle mine pårørende –
inklusiv mig selv. Det var svært at acceptere at mit liv måske aldrig ville
blive som andre unges.
Sådan startede det..
Tiden op til min indlæggelse gik jeg i intensiv terapi hos Grønlænderen.
Hun kæmpede på mine vegne, og samlede mig op hver gang jeg faldt. Hun var mit
sikkerhedsnet, da jeg ikke kunne snakke med mine forældre om noget. Langvarig mobning
ødelagde mig, og samtaler med klasselærer, sundhedsplejerske og socialrådgiver
gjorde intet for min situation. Det var som om, at ingen forstod in situation. Men
det var også umuligt for mig at beskrive hvordan jeg egentlig havde, hvad for
nogle følelser jeg havde, og samtidig ikke kunne rumme. Jeg var fyldt til
randen med frustration og kaos; havde aldrig fred. Jeg var samtidig trist –
hele tiden. Selvmordstankerne tog til, og jeg kunne snart ikke håndtere noget
som helst, ikke en gang skolen, som jeg hidtil havde været glad for. Jeg hadede
skolen, især fordi eg blev mobbet og udstødt af en del andre elever. Jeg brød
ofte sammen i skolen, af bare håbløshed, og mine omgivelser forstod intet. Jeg skar
lidt i mig selv, og oveni det sultede jeg mig i det ekstreme.
Folk omkring mig blev mere og mere bekymrede.
Fra den ene dag til
den anden fornemmede jeg nogle skikkelser ved siden af min seng når jeg skulle
sove. Jeg var skræmt fra vid og sans. Jeg kunne oveni min enorme skrøbelighed
pludselig opleve de første psykoser. Hvad
skulle jeg gøre? Hverdagen blev hurtigt et helvede, og kunne ikke magte skolen,
kunne ikke holde sammen på mig selv i skoletiden, og jeg skrev massevis af
selvmordsbreve. Dagbogen blev brugt flittigt, og for hver dag der gik, blev jeg
mere og mere dårlig. Både psykisk og fysisk.
Psykosen tog til, og jeg så en mandsperson bag mig når jeg
kiggede i spejle. Jeg anede ikke hvad der skete med mig, og jeg røbede først
mine symptomer til min terapeut langt tid efter den første psykose. Jeg gik
alene med det hele, på trods af, at jeg ofte drøftede min tristhed med
Grønlænderen og klasselæreren.
Jeg skammede mig over hallucinationerne, som jeg på
daværende tidspunkt ikke var hallucinationer – jeg så det jo, og så var det
virkeligt.. troede jeg.
Da jeg begyndte at sige det højt blev alting en tak værre. Det
provokerede mit sind at jeg var nødt til at fortælle det til Grønlænderen, og
snart begyndte jeg også at høre stemmen. Karsten hed han – og jeg aner ikke
hvor det navn kom fra. Til tider tænkte jeg, om han var mit alterego, og jeg
begyndte at betragte ham som en fast følgesvend, som aldrig ville forsvinde. Grønlænderen
vidste hverken ud eller ind, og hendes alarmklokker begyndte åbenbart at ringe
da jeg fortalte hende alt, hvad jeg tænkte og oplevede. Tvangshandlingerne begyndte
også på det tidspunkt. Jeg vaskede hænder hele tiden, og samtidig sod Karsten
bag ved mig hver eneste gang. Kompleksiteten tog til, idet jeg følte et ansvar
for at gøre Karsten glad, ved at holde fast i ham, blandt andet med vask af
mine hænder. Jeg var bange for ham, men jeg var også bange for at miste ham,
for han var der altid, som den eneste i hele verden. Jeg var tryg og utryg ved
hans selskab. Så kunne jeg også glemme alt om den evige sult, selvmordstankerne
og tristheden. Karsten tog al min opmærksomhed, og jeg var på kanten af et
nervesammenbrud.
Grønlænderen smed håndklædet i ringen, og sendte mig videre
til en psykolog, som også skulle vise sig at være utilstrækkelig. Så blev jeg
henvist til ungdomspsykiatrisk ambulatorium i Holbæk. 2 uger efter min første
samtale blev jeg indlagt, og fik hurtigt diagnosen ”Paranoid Skizofreni”
fra ensomheden til sindssygehospitalet
"da jeg ikke følte mig tilstrækkelig, og angsten var ved at æde mig op, rakte jeg ud efter et andet menneske, hvor faktum var at han ikke var tilstrækkelig. men det var ikke hans skyld. ligesom det ikke var min skyld, at jeg ikke var tilstrækkelig. men i sådanne situationer har jeg brug for mere end blot beskeden om at der ville gå 5 minutter. for de 5 minutter blev afgørende for det næste lange stykke tid.
nu er jeg så landet på et hospital for psykisk syge, på grund at min impulsive handling i et sårbart øjeblik, hvor jeg ikke kunne styre mig selv. det er egentlig ikke trist, og handlingen som ansås for alvorlig, tænkte jeg ikke videre over bagefter. for jeg er usårlig - hvertfald fysisk. psykisk har jeg brug for ligeså meget omsorg som en nyfødt, men jeg kan ikke komme til skade udenpå, det vil altid gå over, lige meget hvor galt det går.
realiteten har ikke nået mig endnu, og jeg venter tålmodigt"
nu er jeg så landet på et hospital for psykisk syge, på grund at min impulsive handling i et sårbart øjeblik, hvor jeg ikke kunne styre mig selv. det er egentlig ikke trist, og handlingen som ansås for alvorlig, tænkte jeg ikke videre over bagefter. for jeg er usårlig - hvertfald fysisk. psykisk har jeg brug for ligeså meget omsorg som en nyfødt, men jeg kan ikke komme til skade udenpå, det vil altid gå over, lige meget hvor galt det går.
realiteten har ikke nået mig endnu, og jeg venter tålmodigt"
"præ-eksistensiel-krise"
"Jeg havde allerede fra barnsben svært ved at finde ud af,
hvem jeg var. Men de mest alvorlige symptomer på min krise, startede da jeg var
cirka 12 år gammel. Jeg var gennem hele min opvækst blevet fejltolket på alle
fronter. Jeg kunne ikke finde ud af at håndtere mine følelser, hvilket
resulterede i, at jeg heller ikke kunne finde ud af at kommunikere dem ud på en
konstruktiv måde."
modsætninger mødes.
DAGBOG D. 4/11 2012
jeg er træt. træt af at være syg, træt af at være omfavnet af psykoserne, depressionerne og den tiltagende angst. jeg har ikke lyst til at være trist, men andre magter bestemmer for tiden. jeg tror ikke på medicin, som tydeligvis heller ikke virker på mig - lige meget hvor meget jeg tager. når sygeplejersken banker på og kommer smilende ind ad døren med et blåt bæger med pillerne der gør mig til alt andet end et velfungerende menneske. jeg føler mig i øvrigt ikke som et menneske mere, snarere et omvandrende udyr, der endnu ikke har fundet grunden til grusomheden og hvorfor tilstanden synes at vare ved. det er underligt at føle sig levende og død samtidig, men aktuelt er det et faktum. al den sløvende medicin og konflikterne udmatter mig. jeg ville ønske at jeg var hjemme, men ligenu er det ikke et alternativ, for hvad ville der så ske? virkeligheden er, at ambivalensens spind gør mig både bange og opsat på at skade mig selv. der er ingen ensrettede følelser i min tankegang, og forvirringen omkring min egen eksistens drager mig til overdrevne handlinger uden nogen form for sammenhæng med, hvad jeg virkelig vil. jeg vil jo gerne leve, men jeg vil ikke være syg. frustrationen omkring menneskerne omkring mig, som ikke forstår, gør mig både vred og trist. at der ikke er nogen, som kan sætte sig ind i det helvede jeg gennemlevede hver dag, men hvad skal jeg forvente af folk, som har læst sig frem til deres viden?
DAGBOG D. 12/11 2012
Al den medicin jeg får, gør
meget andet end at sløve mig. Den motoriske uro forsvinder. Stemmerne bliver
svagere for hver dag der går. Depressionen blegner. Jeg er begyndt at bevæge
mig oftere og oftere ud i fællesrummene, tale med de andre patienter. Jeg er
landet et sted hvor man kan snakke med de andre. Det er fantastisk at
være et sted hvor man føler sig tryg, og tilmed tilpas. Mine symptomer langt
fra væk, men jeg kan i disse dage tage afstand fra impulserne og glæde mig over
fremskridtene. At være ude at gå en tur for første gang i to uger gjorde mig
godt, og at mærke blæsten i håret er virkelig en nydelse når man har været
spærret inde. At slippe af med den faste vagt, og faktummet at jeg nu kan gå i
bad uden opsyn, at jeg kan gøre lige hvad jeg vil – det er fantastisk.
Abonner på:
Opslag (Atom)