ensomheden

”Når folk forlod mig, om det bare var for et øjeblik, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvad der mon var så skræmmende ved at være alene. Men jeg kendte godt svaret. Fordi jeg efter blot Et øjeblik kunne føle ensomheden overtage mig, og jeg blev hurtigt bange for hvad der mon ville ske, og om jeg nu skulle være alene for altid.

Ingen er alene for altid. Selvom ensomheden kan gnave sig helt ind til benet i hvem som helst, vil man forhåbentlig vide at man aldrig vil være alene for evigt.

Men hvad så når man dør? – vil man synke ind i ensomheden. For altid? Det ved jeg ikke. Jeg tror ikke at noget menneske, hvor klogt og faglig dygtigt det er, nogensinde vil kunne svare. Er det overhovedet et spørgsmål om faglighed, eller er det mere et spørgsmål om indsigt? Hvis vi ikke er ensomme, frygter vi måske ikke døden så meget som hvis vi var helt alene i forvejen?

Jeg frygtede hvert fald ensomheden. For hvem ved hvornår man ser et ansigt igen? Når det er for sent er det jo for sent. Men kommer man så et sted hen, hvor man aldrig længere vil være ensom; hvor alle dem, man elsker vil muntre en op, passe på en og elske en tilbage? Det er nok den mest ideelle måde at starte den nye tid over jorden på. Det må være et trosspørgsmål, og der vil altid være individuelle svar. Intet svar er rigtigt.

Men døden er ikke det eneste jeg frygtede. Det var mere ensomheden mens jeg var i live. For den var til at mærke mens jeg var her”

hvor er kærligheden?

"Kan en fyr overhovedet se sig selv i spejlet når de har såret en pige så voldsomt at hun føler at hendes sjæl aldrig vil blive hel igen? Jeg ved godt at det sagtens kan gå den anden vej rundt, men i dette tilfælde kan jeg kun tale for mig selv. Min egne erfaringer.

Jeg forstod det ikke, men samtidig havde jeg forståelse for det, han gjorde. Kunne jeg finde på det samme? Kunne jeg være så stor en idiot? Jeg ved det ikke.

Men når man befinder sig i et forhold der ikke er særlig spændende længere, hvorfor finder man så ikke en fornuftig løsning? En løsning er ikke gør så ondt på den anden part? Det er lige meget hvordan man siger det, det vil altid gøre ondt. Men hvor ondt kan det gøre, før man falder fra hinanden? I mit tilfælde fik jeg først samlet mig selv op efter halvandet år. Halvandet år hvor jeg stadig så ham, men ikke på en særlig konstruktiv måde. Men jeg var afhængig af ham. Så afhængig at jeg fandt mig i at blive behandlet som affald bare for at være sammen med ham. Jeg begyndte at glemme mig selv i alt det han bød mig. Hash, druk og sjæleløs sex blev et fast ritual når jeg kunne komme væk fra de overbeskyttende pædagoger på mit bosted. Somme tider tog jeg af sted uden at have fået lov, og det gav mange sammenstød. Hvorfor skal man ikke have lov til at have det sjovt? Men jeg ved godt, at de var klar over, hvad der skete, og at det ikke var godt for mig.

Min nye, usunde livsstil smittede af på alle omkring mig, og jeg bildte mig selv ind at dét, jeg gjorde var konstruktivt. Jeg troede at jeg havde et forsinket teenager-oprør, og tænkte for en gang skyld ikke over andres følelser. Men jeg tror at hashen for en periode havde ødelagt min måde at tænke og opføre mig på. At behandle andre og ikke mindst sig selv som affald, var noget nyt. Synes jeg nu.

Mit oprør skabte selvfølgelig problemer. Hvor blev min kærlighed til mine medmennesker af? Forsvandt den sammen med hans kærlighed til mig? Den ny udsprungne misbruger der engang var min kæreste smittede af på mig. Han blev ligeglad – jeg blev ligeglad. Jeg kunne ikke længere kende ham, han havde vendt 180 grader, og de var skræmmende at se en så sjælevarm fyr blive helt kold. Det skete så hurtigt at jeg ikke kunne følge med. Men jeg fulgte strømmen, den strøm der på ingen måde var god for mig eller nogle andre. Slet ikke ham. Jeg fik ondt af hans familie, som han stødte fra sig. Men glædede mig over at han havde fået nye venner. Bagsiden af medaljen var så bare, at de venner ikke kunne undvære stoffer. Det blev ligesådan for ham.

Jeg savnede ham egentlig ikke. Jeg savnede selskab. Og så blev det jo det selskab jeg var vant til. Men på nogle helt andre premisser. Men det var trygt at være sammen med ham. Fordi jeg vidste at han ikke så mig som den tykke, arrede og dybt forskruede pige, der ikke mindst var forfærdelig naiv. Han udnyttede det lidt, tror jeg. Det har jeg fået en halv bekræftelse på senere hen.

Jeg trak mig selv gennem lortet for at få lidt kærlighed. Desværre var det ikke rigtig kærlighed, men jeg tog hvad jeg kunne få."

året der gik. karina der blev.

Jeg ville ønske at jeg en dag vågnede op med flotte arme. Arme der ikke var fulde af ar. Ar, der vil gøre min fortid til en belastning for min fremtid. Tilliden til, at jeg vil få en god fremtid - eller rettere sagt – troen på at jeg en dag vil kunne få en normal fremtid, er på nulpunktet.

Men håbet lever. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal grave det frem. Hvordan jeg mon skal finde det frem fra det tykke pessimistiske skjold jeg har opbygget gennem tiden. En tid der har været så stort et helvede at jeg ikke har kunnet blive andet end pessimist.

2012 er ved at være slut, så det er tid til at gøre status. I det mindste over det år, der nu er gået.

Endnu flere ar, lange indlæggelser, flytterod der har hindret min bedringsproces. Der er så mange negative ting, at de positive næsten ikke er til at spotte.

Hvor meget jeg end prøver på at finde frem, virker det umuligt.

Så mange nedture og triste oplevelser, der har været, ikke kun i mit eget tilfælde, men for de fleste af dem jeg holder af, har tæret på kræfterne. Mine egne og andres.

Mine dumme handlinger har været med til at svække håbet for mig, men der har været mennesker, der har troet på mig, og troet på min fremtid. Min psykiater gennem blot et halvt år har gjort så stor en indsats, som han overhovedet kunne præstere, at jeg trods de 100 andre psykiatere jeg har været i kontakt med, altid vil huske ham som en hel speciel én af slagsen. Han har set mig i de mest psykotiske øjeblikke, men han har også set mig som en hel person, som også indeholder meget andet end sygdom. Han har set min fuldbyrdede nedtur, og samtidig mine fuldkomne raske øjeblikke.

Bedring efter indlæggelser har nok været min redning. Hvis det ikke var for indlæggelserne, havde der ikke været nogen bedring. Jeg har ikke gået rundt i et evigt helvede, det har blot været et halvt helvede. Tiden der har været dårlig, skal ikke overskygge den, der har været god.

Jeg giver ingen andre skylden for mine nedture end mig selv. Det er svært at have al den bebrejdelse på mine skuldre. Men bebrejdelsen kommer fra mig selv, derfor tager jeg den også på mig. Jeg ved ikke om andre bebrejder mig, men jeg har ikke noget imod, hvis de gør. Jeg kan være meget umulig til tider. Så umulig at det ikke har været muligt at rumme mig. Hverken for mine nærmeste eller de professionelle, der har taget sig af mig på bostederne og de psykiatriske afdelinger. Det kan være rigtig hårdt at være i selskab med mig, især for mig selv. Jeg kan til tider ikke holde mit eget selskab ud. Det er klart, idet jeg altid er i selskab med mig. Hård nød at knække.

Der er mange, jeg holder af, jeg har såret i årets løb. Og igennem de sidste seks år. Det er svært at håndtere tanken om, hvor mange mennesker jeg har gjort ondt de sidste mange år, og hvis jeg kunne, ville jeg give dem alle en personlig undskyldning. Men jeg ved også, at det ikke nytter noget at tænke over det. Det hjælper ingen. Hverken mig selv, eller alle de mennesker jeg egentlig aldrig fik sagt undskyld til. jeg er sikker på, at de fleste ikke tænker over det. Men JEG tænker over det. Jeg burde ikke, for jeg har haft grunde til at handle som jeg har gjort. Nogle gange gode grunde, andre gange meget dårlige og forklaringsløse grunde.

Men det hele skal ikke være én stor selvbebrejdelse. Jeg prøver hvert fald at lade være.

 

En anden person, der har haft stor betydning i det forgangne år, er en person, der – ligesom psykiateren – har set mig som det hele menneske jeg er, ikke bare en sygdom. Han er en person, der på kort tid forandrede mit syn på verden. Uden at skabe mirakler gav han mig et andet perspektiv, en anden måde at se verden på. og det var tiltrængt også at møde et menneske, som er så positivt indstillet, og samtidig intelligent og utrolig sød. Da det var tid til at sige farvel græd jeg.  For første gang i lang tid.

Frygten for at miste har også spillet en stor rolle i år. Der har været så mange mennesker, som jeg har haft konflikter med, eller som jeg bogstaveligt talt har været ved at miste. Konflikterne er kommet, fordi jeg dybest set har været i konflikt med mig selv. Ofte. Det må projiceres ud på andre. Fordi jeg har haft svært ved at rumme mig selv. Og svært ved at rumme alle andre end mig selv.

Det er nogle meget tvetydige udtalelser jeg har været ”forfatter” til. Både i tale og på skrift. Men det er essensen af mit liv. Tvetydighed. Det kan forvirre min omverden så vel som mig selv. Min blog har i dette år været ét stort sammensurium at negative, positive, pessimistiske, håbefulde, opgivende, lykkelige og ikke mindst ”karina-istiske” tanker.

Må næste år blive mindre kaotisk. Jeg tror sgu lidt på det.    

dagbog 18/11 2012

status fra metalsengen

" Nætterne går godt. Jeg sover igennem og er frisk om morgenen. Jeg er sågar begyndt at dukke op i spisesalen hver morgen. Personalet kigger ind til mig hver halve time, og jeg bliver dopet med medicin dagen lang. Det må betyde at jeg ikke har det godt. Men jeg ved det ikke.

Tankerne omkring min egen eksistens dukker op fra tid til anden, men jeg er blevet bedre til at tackle dem. Det vil sige at jeg ikke har de stærke selvmordstanker jeg har været intenst plaget af de sidste 3 uger. Måske er det medicinen. Måske er det mig. Måske er det roen på afdelingen. Åben kontra Lukket er himmelen! Jeg har svært ved at forstå hvordan man kan holde ud at arbejde på så kaotisk en afdeling. Men her er der rart at være. Selvom det ikke er altid jeg vil indrømme det.

Psykoserne kommer og går, ofte ved aftenstid. Jeg aner ikke hvorfor. Måske er det mørket, måske er det mig.

At jeg ikke har fast vagt mere giver ekstra frihed. Jeg nyder at kunne bevæge mig rundt i afdelingen uden et menneske bag mig. Man føler sig sgu lidt forfulgt, selvom det er godheden selv, der kun er der for at passe på én.

I går blev der udskrevet et par stykker. Fordi der var pladsmangel. Det gør mig trist at mennesker, der stadig er dårlige, skal udskrives af så latterlig en grund som pladsmangel! Men disse mennesker havde i det mindste noget at komme hjem til. De havde en base; hjem, familie, venner.. fundament."

min eller din fejl?

Tillid til sig selv. Failed

Jeg måtte ringe. Men det var svært. Alligevel sad angsten i halsen på mig, og jeg greb telefonen med mine blodige fingre og ringede til personalet. Hun var hurtigt inde i min lejlighed og løb 10 sekunder senere ud og råbte på det andet personale, der var på vagt. Det kunne ikke stoppes, så de ringede 112, som var der 10 minutter efter.

Jeg kunne høre sirenerne, som på mystisk vis føltes som et tæppe omkring min krop, og gjorde mig tryg. Pædagogen måtte tale til mig konstant for at sikre min bevidsthed. Men jeg var ved bevidsthed.

 Da de store, helteagtige redningsmænd fór ind af døren, kom den fulde tryghed endelig til mig. Jeg lå der vist længe. De forbandt straks min arm og fik mig op at sidde. Det kunne jeg knapt efterleve. Mine tænder klaprede og jeg var døsig. Båren blev kørt helt ind og jeg måtte støttes massivt den korte vej jeg skulle gå.

Jeg blev lagt på båren og fik det rigtige tæppe omkring mig. Jeg kunne endelig slappe af; nu ville der ikke ske mere. Jeg var i trygge hænder. De skulle nu passe på mig.