karina serveret på et sølvfad - Del 26
"Der var et personale, som var fantastisk. Eller, der var flere. Men ham
her – han kunne noget. Han kunne forvandle den mest håbløse situation til blot
en mindre nedtur. Grounding, gjorde meget godt for mig, og han vidste nøjagtigt
hvornår det var nødvendigt. Det var ikke kun derfor jeg kunne lide ham. Hans
person indbød til både sjov og alvor. Han fik et nyt job kort efter jeg
flyttede ind, og selvom vi ikke havde et indgående kendskab til hinanden, kunne
jeg ikke lade være ed at fælde en tåre. Nogle mennesker sidde fast for en
periode, og vil ofte være i ens tanker, når der opstår en helt speciel situation,
som minder en om dem. Han dukkede op på min fødselsdag med en gave. Det var en
vase, og han vidste at jeg ikke brød mig om blomster. Men han sagde, at når der
kom blomster i vasen, var det tegn på, at jeg var kommet lidt nærmere en bedre
tilværelse. Smuk og betænksom tanke. Vasen står på en hylde, og fra tid til
anden
er der blomster i, men jeg kan
sagtens nyde tanken om at netop han, tænkte på mig på min fødselsdag."
karina serveret på et sølvfad - Del 25
"Efter blot et par dage skar jeg
mig første gang. Men sagde det ikke til nogen. Heldigvis var det ikke så slemt.
frygten for hvad der ville ske, hvis jeg skar mig, gjorde et eller andet ved
mig, så jeg ikke turde tale højt om min blomstrende slevskade. Men på daværende
tidspunkt blomstrede den ikke. Men det kom den til senere.
Efter kort tid sad jeg fast i
samme rille som tidligere, og rutinen fandt hurtigt sin plads i min nye
situation. Det blev til et utal af skadestuebesøg.
Efter kort tid begyndte mønstret
at indfinde sig, og en aften jeg blev stoppet i min selvskade førte det til en
massiv fastholdelse, hvor eg var på nippet til en indlæggelse. Vagtlægen blev
tilkaldt, og jeg vidste nøjagtigt hvad jeg skulle sige, og hvad jeg ikke skulle
sige. Det endte med en stor dosis medicin, og Karina lagde sig stille og roligt
i sin seng."
karina serveret på et sølvfad - Del 24
"Der var alligevel én beboer, som
viste stor interesse for mig, som hele tiden ville snakke og ryge cigaretter
med mig. Det var en smule belastende, men også lidt rart, at der var én, som
viste interesse. Men det blev hurtigt meget energikrævende at være i rum med
hende. Hun var ekstremt klog, men samtidig sad hun fast i barndommen, med
hendes måde at bruge sin klogskab på. Aftensmaden dannede ramme om samtaler der
indeholdt kloge ord og barnligt sludder. Det blev hurtigt et kapløb om hvem der
kunne sige mest på kortest tid. Men hun var sød. Samtidig uhyggelig. Både på
grund af den fremragende intelligens, men også hendes udtalte krav på
opmærksomhed. Fra dag et var hun over mig, på en måde der grænsede til det
irriterende. "
karina serveret på et sølvfad - Del 23
"Jeg flyttede et par måneder
senere, og var nu klar til at starte på en frisk. Men starten var svær. Det vil
den altid være. Men jeg faldt hurtigt til. Blev glad for mine kontaktpersoner
og de andre personaler. Jeg havde ikke megen kontakt til de andre beboere, men
det havde jeg egentlig heller ikke det store behov for. Kunne sagtens snakke
med dem om diverse hverdagsting, men det var altid kortvarigt. De interesserede
mig ikke, og jeg interesserede sikkert heller ikke dem.
Der blev hurtigt skabt en
afhængighed fra min side. Afhængighed af personalet. De spillede en stor rolle
i mit liv, for det var dem, jeg havde samværet med. Ikke nogle jævnaldrende,
jeg kunne have det sjovt med; nej, jeg var blevet til en tryghedsnarkoman, der
hver dag, hele dagen, skulle have sit drug."
Artikel i "outsideren" af Karina Lund
I årets løb har jeg ofte tænkt: Hvorfor er jeg her? Men aldrig tænkt dette færdigt: Hvad er meningen med livet?
Jeg nåede aldrig længere end til min egen næsetip. Meningen med alle andres tilstedeværelse syntes ligegyldig, mens min egen eksistens blev revurderet oftere og oftere. Tiden på psykiatrisk afdeling gjorde mig til en tænker, men ofte lidt for meget. Jeg tænkte dagen lang, og var ved at blive sindssyg af min egen måde at tænke på..
Alle talte om mine ressourcer, men hvorfor kunne jeg ikke få noget godt ud af dem? Hvorfor var jeg så dum, at jeg ikke udnyttede mine kreative evner, når jeg havde mulighed for det? Hvorfor brugte jeg ikke min sproglige indsigt til noget fornuftigt? Havde jeg givet op? Det var uhyggeligt. Jeg vidste ikke, om jeg overhovedet ville håbe. Om jeg overhovedet ville tro.
Jeg søgte ofte nye bekendtskaber, men alle dem, der var bare nogenlunde realistiske, sad enten inde for røveri eller røg hash hver dag. Så tænkte jeg: er dèt virkelig meningen med deres liv – og er meningen med mit at være indlagt? Det var en skrækkelig – men realistisk - tanke. Hvad gør man så? Jeg tyede til de velkendte løsninger, som på ingen måde var konstruktive, men som jeg var tryg ved. Jeg kunne udrette mirakler på negativ vis, via min opfindsomhed. Jeg kunne finde løsning på ethvert selvskade-problem. Ingen kunne læse mine tanker, og det udnyttede jeg.
Som andre 20-årige
Jo mere jeg tænkte, jo mere underlig blev jeg. Tilliden til mig, blev - fra deres side - kun mindre. Og frustrationen over deres overgreb blev større. Jeg var hele tiden på vagt for at finde enhver given lejlighed til at skade mig selv, og de var på vagt for at forhindre mig i at udøve selvskaden. Nogle gange lykkedes det mig, andre gange lykkedes det dem.
Nogle personaler gav mig råd til, hvordan jeg kunne få det bedre, og ofte tænkte jeg: hvad fanden ved de om noget som helst? Andre gange tænkte jeg: hvorfor kan jeg ikke bare gøre som de siger? Forvirringen overtog størstedelen af min hjerne. Jeg følte ofte, at jeg ikke eksisterede på plan med nogle andre, fordi jeg var så forvirret, trist og magtesløs.
Det var også svært at finde ud af, hvad jeg egentlig ville. Der var så mange retninger at rende i. Især overfor mine pårørende kunne jeg mærke min mangel på vilje. De var ligeså frustrerede som jeg, hvis ikke mere. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til dem, for de var kede af at høre, at alt gik i den forkerte retning. Efterhånden sagde jeg ikke rigtig noget til dem, fordi der intet positivt var. Jeg var alligevel afhængig af at snakke med dem, fordi de var min eneste forbindelse til ”virkeligheden”, og den behøvede jeg!
Samtalerne bestod mest af tomme ord, men de var også gode for mig. Alligevel havde jeg enormt dårlig samvittighed overfor dem, for jeg følte mig som den mest dårlige datter, søster, kusine og moster. Jeg ville så gerne leve et liv tæt på min familie og veninder, uden at være afhængig af dem, som andre 20-årige.
Ud af sygdommen
Men jeg var ikke ligegyldig. Alle prøvede at hjælpe mig, men ingen kunne gøre arbejdet for mig. Og jeg gad vitterligt ikke kæmpe kampen, for det havde jeg gjort i snart otte år, uden særlig megen bedring. For mig var andre mennesker blevet ligegyldige, og jeg selv var alt.
Heller ikke medicinen syntes at have den store gavn og hvad siger man til sin familie, når man har det sådan - ”det går ikke fantastisk godt i dag” eller ”det går op og ned” eller whatever? Jeg tænkte, at ingen alligevel ville kunne forstå min situation, men det var også svært for dem, når jeg ikke engang selv kunne forklare, hvad der skete indeni mig.
Har du duftet til blomsterne? Nej, det har jeg ikke, og før jeg har gjort det, er der ingen vej ud af sygdommens afhængighed. Vil det lykkes i 2013?
Jeg nåede aldrig længere end til min egen næsetip. Meningen med alle andres tilstedeværelse syntes ligegyldig, mens min egen eksistens blev revurderet oftere og oftere. Tiden på psykiatrisk afdeling gjorde mig til en tænker, men ofte lidt for meget. Jeg tænkte dagen lang, og var ved at blive sindssyg af min egen måde at tænke på..
Alle talte om mine ressourcer, men hvorfor kunne jeg ikke få noget godt ud af dem? Hvorfor var jeg så dum, at jeg ikke udnyttede mine kreative evner, når jeg havde mulighed for det? Hvorfor brugte jeg ikke min sproglige indsigt til noget fornuftigt? Havde jeg givet op? Det var uhyggeligt. Jeg vidste ikke, om jeg overhovedet ville håbe. Om jeg overhovedet ville tro.
Jeg søgte ofte nye bekendtskaber, men alle dem, der var bare nogenlunde realistiske, sad enten inde for røveri eller røg hash hver dag. Så tænkte jeg: er dèt virkelig meningen med deres liv – og er meningen med mit at være indlagt? Det var en skrækkelig – men realistisk - tanke. Hvad gør man så? Jeg tyede til de velkendte løsninger, som på ingen måde var konstruktive, men som jeg var tryg ved. Jeg kunne udrette mirakler på negativ vis, via min opfindsomhed. Jeg kunne finde løsning på ethvert selvskade-problem. Ingen kunne læse mine tanker, og det udnyttede jeg.
Som andre 20-årige
Jo mere jeg tænkte, jo mere underlig blev jeg. Tilliden til mig, blev - fra deres side - kun mindre. Og frustrationen over deres overgreb blev større. Jeg var hele tiden på vagt for at finde enhver given lejlighed til at skade mig selv, og de var på vagt for at forhindre mig i at udøve selvskaden. Nogle gange lykkedes det mig, andre gange lykkedes det dem.
Nogle personaler gav mig råd til, hvordan jeg kunne få det bedre, og ofte tænkte jeg: hvad fanden ved de om noget som helst? Andre gange tænkte jeg: hvorfor kan jeg ikke bare gøre som de siger? Forvirringen overtog størstedelen af min hjerne. Jeg følte ofte, at jeg ikke eksisterede på plan med nogle andre, fordi jeg var så forvirret, trist og magtesløs.
Det var også svært at finde ud af, hvad jeg egentlig ville. Der var så mange retninger at rende i. Især overfor mine pårørende kunne jeg mærke min mangel på vilje. De var ligeså frustrerede som jeg, hvis ikke mere. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til dem, for de var kede af at høre, at alt gik i den forkerte retning. Efterhånden sagde jeg ikke rigtig noget til dem, fordi der intet positivt var. Jeg var alligevel afhængig af at snakke med dem, fordi de var min eneste forbindelse til ”virkeligheden”, og den behøvede jeg!
Samtalerne bestod mest af tomme ord, men de var også gode for mig. Alligevel havde jeg enormt dårlig samvittighed overfor dem, for jeg følte mig som den mest dårlige datter, søster, kusine og moster. Jeg ville så gerne leve et liv tæt på min familie og veninder, uden at være afhængig af dem, som andre 20-årige.
Ud af sygdommen
Men jeg var ikke ligegyldig. Alle prøvede at hjælpe mig, men ingen kunne gøre arbejdet for mig. Og jeg gad vitterligt ikke kæmpe kampen, for det havde jeg gjort i snart otte år, uden særlig megen bedring. For mig var andre mennesker blevet ligegyldige, og jeg selv var alt.
Heller ikke medicinen syntes at have den store gavn og hvad siger man til sin familie, når man har det sådan - ”det går ikke fantastisk godt i dag” eller ”det går op og ned” eller whatever? Jeg tænkte, at ingen alligevel ville kunne forstå min situation, men det var også svært for dem, når jeg ikke engang selv kunne forklare, hvad der skete indeni mig.
Har du duftet til blomsterne? Nej, det har jeg ikke, og før jeg har gjort det, er der ingen vej ud af sygdommens afhængighed. Vil det lykkes i 2013?
karina serveret på et sølvfad - Del 22
"Det nye år blev ikke just bedre.
Fyren, der havde været det mest betydningsfulde i mit liv i flere måneder, var
mig utro, og det sluttede brat mellem os.
De var starten på en ny nedtur,
med masser af cutting og indlæggelser. Jeg blev oprørsk. Begyndte at se min
ekskæreste igen, ryge en hel masse hash og være meget hård ved mig selv. Jeg
smuttede fra bostedet uden at få lov, og sked på alle andre. Kom skæv tilbage
dertil og smittede nogle af de andre med min uhensigtsmæssige adfærd.
Den oprørske Karina blev pludselig bragt til live – for hun havde ikke
haft mulighed for at gøre oprør tidligere.
Der
var meget snak om flytning. Det stod stille på Dyssegården, og det var tid til
at komme et andet sted hen. Der blev holdt møder med kommunen og de fandt
hurtigt et. Skibbyhøj"
karina serveret på et sølvfad - Del 21
"Det hele vendte på en tallerken
under en indlæggelse, hvor man besluttede at jeg skulle begynde på Leponex. Et
præparat der for mit vedkommende gjorde mig meget, meget sulten. På et halvt år
tog jeg 30 kilo på. I efteråret 2010 mødte jeg en mand, der gjorde de næste 5
måneder fantastiske. Han blev min kæreste, og vi havde det skønt. Jeg havde det
bedre end eg havde haft det i lange tider, men lagde ikke mærke til at jeg
samtidig blev ved med at tage på. Jeg blev, ved et møde med et stort spejl,
konfronteret med min store vægtøgning og stoppede den 31/12 2010 med Leponex.
Det nye år skulle blive bedre og lettere, besluttede jeg mig for."
karina serveret på et sølvfad - Del 20
"Det var starten på endnu en
spiseforstyrrelse. Fra den ene dag til den anden begyndte jeg at veje mig 6
gange om dagen, spise meget sparsomt, og sulte mig selv 8 dage ad gangen. Jeg
var helt forskruet af mit medicinstop, og var lykkelig over min nye
beskæftigelse, som jeg i mange år ikke havde haft mulighed for at udføre på
grund af medicinen. Der gik 3 måneder, og jeg tabte 20 kilo. Medicinen blev til
større doser, og psykiateren ville have mig tjekket for forstyrrelser i helbred
på grund af den kolossale vægttab, så jeg fik taget bodtryk 3 gange om dagen, og
der blev lavet planer for, hvad jeg skulle spise. Men jeg spiste ikke. Lige
meget hvad der blev stillet foran mig til måltiderne rørte jeg det ikke. En dag
fik jeg et glas vand til frokost, som eg nægtede at drikke, fordi jeg var bange
for at tage på. Sådan fungerede det i perioderne hvor jeg ikke spiste. I de
mellemliggende perioder, hvor jeg spiste, gik jeg ind til mig selv og hylede og
skreg efter måltiderne, fordi jeg var bange for at tage på.
En konsultation hos psykiateren
derhjemme førte til et mindre nervesammenbrud fordi hun insisterede på en
vejning af mig. Jeg havde taget 300 gram på siden dagen før, og min verden brød
sammen. Jeg reagerede på det ved at løbe min vej fra bostedet og sidde på en
sten og tude i flere timer.
Jeg blev indlagt, fik besked på at
jeg skulle begynde at spise normalt igen og jeg forlangte mig øjeblikkeligt
udskrevet. Det blev jeg og var tilbage til det velkendte igen. min ”slankekur”."
karina serveret på et sølvfad - Del 19
"Min læge kom på hjemmebesøg og
besluttede at jeg skulle indlægges, hvad enten jeg ville eller ej. Timerne gik
med fastholdelse og en masse tårer. Så kom politiet. Jeg var bange. Bange for
den instans jeg aldrig havde stiftet bekendtskab med før. Det foregik stille og
roligt, og jeg blev kørt til psykiatrisk intensiv afsnit i Hillerød. Det var
skræmmende at jeg nu skulle befinde mig der. Endnu et nyt sted, og flere nye
ansigter.
Jeg var der i 3 dage, hvor jeg var
udsat for 3 bæltefikseringer, og 3 beroligende sprøjter. På 3. dagen havde jeg
det så meget bedre, og var startet på min medicin igen, så jeg kunne komme
hjem.
Der kom mange flere indlæggelser
på den lukkede afdeling, både frivillige og med tvang, men fællestrækket ved
disse, var at de var meget kortvarige. Heldigvis.
Slutsommeren 2009 stoppede jeg, i
samråd med en psykiater på åben afdeling i Helsingør, med mit Zyprexa-indtag.
Jeg havde på daværende tidspunkt taget en hel del på i vægt, og var rigtig ked af dette. "
karina serveret på et sølvfad - Del 18
"Jeg faldt hurtigt til. Det var et
hyggeligt miljø, og atmosfæren var god. Der var et par beboere, som havde det
rigtig dårligt, og jeg blev lidt bange for deres anfald, der ofte førte til
tvangsindlæggelser. Men det vænnede jeg mig til. Det lyder makabert at man kan
vænne sig til andre menneskers dårligdom, men faktum er, at det med tiden blev
hverdag. Det skete ikke ofte på ungdomspsykiatrisk afdeling, selvom man skulle
mene, at der ville være mere uroligt, men på afsnittet var der ikke de store
udsving i den gode stemning.
Kort tid senere blev det tid til
min egen tvangsindlæggelse. Jeg var stoppet med min medicin for en periode,
uden samråd med nogen som helst andre end mig selv. Jeg bankede hovedet ind i
væggen og havde højtråbte selvmordstanker. Episoden indfandt sig fordi jeg ikke
måtte tage hjem på weekend på grund af mit medicinsvigt. Jeg var på daværende
tidspunkt hver anden weekend hos min far og hver anden hos min mor.
Jeg var kommet et sted hen, hvor de samtidig med behandlingen også skulle
bestemme over mit liv."
karina serveret på et sølvfad - Del 17
"Det var ikke så slemt. jeg
flyttede i omkring september, og skulle vænne mig til en masse nye ansigter,
der nu skulle være en stor del af mit liv. Der gik en uge før jeg skar mig
første gang under mit ophold på Dyssegården. Måtte sidde i 4 timer på
skadestuen og vente på at få syet mine to små flænger lige under skulderen på
min højre arm. Heldigvis ventede et personale trofast sammen med mig. Det var
mit første besøg på skadestuen i Hillerød. Det blev til mit hjem nummer 3, så
ofte var jeg der. Jeg lærte de fleste læger og sygeplejersker at kende, og heldigvis
kunne jeg ikke læse tanker, og vide hvad de tænkte når jeg gang på gang dukkede
op med mine suturkrævende sår.
Jeg blev hurtig glad for
personalerne på Dyssegården, og et par af de andre beboere svingede jeg også
godt med. Men det var svært at være et nyt sted med nye mennesker; jeg skulle
starte helt på en frisk. Ungdomsafdelingen havde været min trofaste støtte i
nogle år, og det var nu helt slut med at skulle færdes på de velkendte gange i ”De
Hjælpsommes Hus” i Holbæk."
karina serveret på et sølvfad - Del 16
"Jeg var indlagt hen over sommeren,
og var i en slags venteposition indtil kommunen havde fundet et nyt bosted til
mig. Jeg var stadig selvskadende i stor stil, og bæltefikseringer var der også
et par stykker af, men slet ikke i samme grad som dengang i 2006, hvor jeg
havde det værste år i hele mit liv. Det var stadig svært at være til, men det
gjorde mig stadig tryg at vide at jeg havde mit trofaste sikkerhedsnet, som
altid var spændt ud under mig.
Flugten fra mig selv blev til flugten fra andre, idet jeg troede og
håbede at nissen ikke fulgte med. Hvis jeg stak af fra min situation, kunne jeg
måske løbe hurtigt nok til at stikke af fra mig selv også. Men lige meget hvo
hurtigt og hyppigt jeg løb min vej, fulgte jeg selv med. Selvom jeg afskyede
mig selv så meget, at jeg ikke burde føle mig velkommen i min egen krop. Jeg blev
der altid.
Der blev fundet et nyt sted til
mig sidst på sommeren i 2008. det var både spændende og frygtindgydende at
skulle flytte væk igen. Jeg kunne ikke lade være med at frygte at det blev lige
så katastrofalt som på det sidste bosted jeg blev indlogeret. "
karina serveret på et sølvfad - Del 15
"Først var det tid til et besøg fra
min støtte/kontaktperson fra kommunen, som nok reddede mig fra at tage mit eget
liv. Han dukkede op 20 minutter for tidligt og fandt Karina, der var ved at
bryde helt sammen. Vi kørte lidt rundt, og det endte med at jeg blev akut
indlagt på Fjorden, hvor jeg var i 3 uger. Derefter tilbage til Holbæk, det
velkendte tilholdssted.
Jeg var ikke ligeså dårlig som
under første indlæggelse, men jeg havde det heller ikke godt. Alligevel var der
overskud til at være social, have det sjovt og nyde tilværelsen en smule. Jeg var
tilbage i trygheden, og samtidig havde jeg fået mere frihed igennem mit ophold,
så tingene var blevet mere overskuelige. Alle var søde ved mig, som de altid
havde været.
Jeg var bange for, om jeg nogensinde ville kunne give slip på
afdelingen og alle de søde mennesker, som havde taget al min opmærksomhed, og
stort set var blevet mit liv."
karina serveret på et sølvfad - Del 14
"Første aften i sommerhuset var sammen
med to personaler. M. og C. vi så film, og M. startede med sine perverse
udtalelser allerede fra starten af aftenen. Jeg blev befalet i seng ved 23-tiden
og der foretog han overgrebet.
Dagen efter var M. og jeg i
Rosengårdscentret. Ham med masser af selvtillid og jeg med masser af væmmelse
og utilpashed. Han sagde til mig i bilen på vej tilbage til sommerhuset: ”det
bliver mellem os”. Jeg svarede: ”ja selvfølgelig”.. men det gjorde det ikke. Jeg
kunne ikke have dét på min samvittighed. Kunne ikke holde tanken om hændelsen
ud, og kontaktede mig veninde, som fik mig overtalt til at fortælle det til
mine kontaktpersoner.
Jeg fortalte dem det samme aften,
dagen efter overgrebet. Politiet blev kontaktet med det samme, og jeg blev
afhørt dagen efter. Min far var kørt til Fyn og mine kontaktpersoner og
forstanderen var der også. Det var hårdt og svært at tale om det, og jeg var
både flov og pinlig over det. Selvom jeg ikke skulle føle mig skyldig, gjorde
jeg det alligevel.
Men hvis skyld var det? Var det min, fordi jeg ikke sagde fra, eller
var det hans, fordi han skulle have passet på mig? Jeg gav længe mig selv
skylden, men blev senere overbevist om, at han bar hele skylden.
Jeg flyttede hjem til min far igen
kort tid efter overgrebet. Det gav ikke mening at jeg var i sommerhuset. Jeg tog
en mindre overdosis nogle dage efter jeg kom hjem igen, og min far måtte køre
mig til sygehuset, og jeg blev lagt på hjerteafdelingen og overvågning af
hjertet. Kom hjem næste dag, og halvanden uge senere blev jeg indlagt i Holbæk
igen."
karina serveret på et sølvfad - Del 13
"I 2008 fandt kommunen et bosted
til mig, hvor jeg flyttede ind i februar. Selvskaden flyttede med, og det samme
gjorde alle mine andre udfordringer. Der var konfrontationer med personalet,
både i forbindelse med cutting og forsøg på at stikke af. Jeg fik et personale
rendende efter mig konstant, men fik ofte mulighed for at skære mig alligevel. De
var nemme at snyde. Det hele kulminerede en aften, hvor jeg flippede ud, og
personalet måtte fastholde mig foran alle de andre beboere, og jeg til sidst
blev hentet af en ambulance og kørt på psykiatrisk afdeling i Odense. Der overnattede
jeg og blev hentet næste dag af min kontaktperson og kørt hjem. Jeg smed mig i
sengen, og lidt senere kom forstanderen ind til mig og sagde at jeg ikke længere
kunne være på bostedet, og skulle indlogeres i et sommerhus i nærheden.
Jeg var ked af alt. Endda ked af
ikke at måtte bo på stedet længere. Selvom jeg ikke kunne lide at være der, var
det som en knytnæve i maven, at jeg ikke længere var ønsket der."
karina serveret på et sølvfad - Del 12
"Var tilbage på afdelingen næste
dag, og opsynet blev skærpet. Alligevel skar jeg mig mere end nogensinde, og
nogle dage måtte jeg på skadestuen 2 gange. Personalets tålmodighed var
utrolig, og jeg værdsatte deres omsorg, men samtidig var jeg ved at blive kvalt
af bare væmmelse over deres måde at tackle mig på. Det blev for meget med al
den opmærksomhed og omsorg de overhældte mig med.
Der var mange episoder med flugt
fra afdelingen og køb af piller og barberblade. Det blev til alvorlige
konfrontationer, især når det ikke lykkedes mig at flygte, og de måtte slæbe
mig ned i skærmen og lægge mig i bælte.
Tiden gik på afdelingen, og jeg
fik det langsomt bedre. Mødte en masse fantastiske piger, som jeg havde det
super sjovt med, og de hjalp til med at forbedre min livskvalitet, uden de
vidste det."
karina serveret på et sølvfad - Del 11
"Selvskaden tog endnu mere til, og
en aften var jeg nødt til at tage på skadestuen for at blive syet. Det gentog
sig omkring 150 gange siden. Mere ville have mere, og personalet blev mere og
mere strenge. Men heldigvis skærpede de ikke deres opsyn med mig. Det ville jo
betyde, at jeg ikke kunne skade mig selv, så jeg var lykkelig over, at de ikke
tog det helt alvorligt. Hvert fald ikke alvorligt nok til at skærme mig igen.
Jeg begyndte at få lov til at
komme hjem på weekend hos mine forældre. Det var rigtig rart, og et dejligt
afbræk fra den barske virkelighed på afdelingen.
Men var afdelingen virkelighed? Eller var mit hjem virkeligheden?
Efter en weekend hjemme kørte min
far mig tilbage til afdelingen, og jeg fik lidt penge til at købe cola og slik
for. Så snart jeg var tilbage stak jeg af for at købe 2 pakker Panodil. Da jeg
kom tilbage, fik jeg besked på at aflevere barberbladene, de troede jeg havde
købt. Jeg skulle tømme mine lommer, og frem kom de 2 tomme pakker, der engang
havde været smertestillende i. det var en meget let overdosis, men måtte
alligevel til udpumpning og drikke aktivt kul. Proceduren var forfærdelig, men
jeg var selv skyld i den dumme situation jeg havde bragt mig selv i. skulle
ligge på akut-afsnittet i en del timer, og lå bare og græd i metalsengen med
droppet dryppende ind i min åre. "
karina serveret på et sølvfad - Del 10
"Efter en svær periode med masser
af tvang og voldsomme vredesudbrud, fik jeg det bedre. Havde opsnuset en anden
patients udskrivelse, tryglede jeg om at få den ledige stue ude i afdelingen,
og det kunne lade sig gøre. Hvis jeg fik ordineret ”højt obs.” – altså fast
vagt. Hvor end jeg gik, men ikke på badeværelset. Det resulterede i at jeg ofte
skar mig når jeg havde alenetid derude. Deres måder at have opsyn med en
patient var mere humane end så mange andre steder, idet jeg fik lov til at være
på badeværelset i fred. Men desværre blev det til en konstant søgen efter
mulighed for selvskade. Det blomstrede op efter jeg igen kom ud i afdelingen –
selvskaden altså. jeg havde altid barberblade på mig, hentet på ture ud i
friheden - uden tilladelse. Men kun når
jeg havde penge. Som jeg fik fra mine forældre, efter løgne om et stort behov
for slik og cola. Men pengene blev brugt på barberblade. Alle pengene. Mit lager
blev vedligeholdt, det gjorde mig tryg. Selvom jeg havde fast vagt lykkedes det
mig som sagt at skære, men ikke særlig meget før jeg blev stoppet i min færd.
Der gik lidt tid med den faste
vagt, indtil jeg beviste bedringen ved at lade være med at skære mig.
Derefter tog det til – selvskaden.
Det blev oftere, voldsommere og til flere konfrontationer med personalet. Nogle
gange når jeg blev stoppet endte min frustration og modstand i flere
bæltefikseringer og akut beroligende som injektion. Men dagen efter var jeg
altid okay igen."
karina serveret på et sølvfad - Del 9
"Efterfølgende blev det til et utal
af fikseringer. I perioder dagligt. Tvangsmedicinering i forbindelse med
fiksering. Håndremme, fodremme og ikke mindst grænseløs ydmygelse.
En dag ude i afdelingen – udgang fra skærmen med personale tæt på mig, lykkedes det mig at smutte derfra. Men jeg vidste ikke hvor jeg skulle tage hen. Havde hverken penge eller mobiltelefon. Jeg gemte mig i en busk tæt på afdelingen. Efter noget tid blev eg fundet. ”hvis du ikke kommer med tilbage, ringer vi til dine forældre”. Det endte med at jeg gik med tilbage, og anskaffede mig et stykke tid længere i skærmen."
En dag ude i afdelingen – udgang fra skærmen med personale tæt på mig, lykkedes det mig at smutte derfra. Men jeg vidste ikke hvor jeg skulle tage hen. Havde hverken penge eller mobiltelefon. Jeg gemte mig i en busk tæt på afdelingen. Efter noget tid blev eg fundet. ”hvis du ikke kommer med tilbage, ringer vi til dine forældre”. Det endte med at jeg gik med tilbage, og anskaffede mig et stykke tid længere i skærmen."
karina serveret på et sølvfad - Del 8
"Der gik et par måneder med konstant skærmning og dårligdom. Jeg ventede med længsel på den næste revurdering af min tvangstilbageholdelse, og håbede på at beslutningen blev drøftet med mig, men der kom ikke nogen læge på dagen og spurgte mig om, hvordan jeg havde det. det var heller ikke realistisk at jeg kunne blive udskrevet, lige meget hvor meget jeg troede på, at det kunne lade sig gøre.
En aften var jeg så frustreret
over det konstante opsyn, at jeg begyndte at kaste alle mine ting efter
personalet, der sad udenfor min dør. Først blev jeg ved med at lukke den, men
pædagogen med den store tålmodighed åbnede den hver gang. Jeg var sur. Og ked
af det hele. Efter et stykke tid var min stue tom, og alle mine ting lå ude i
det fælles opholdsrum i skærmet afsnit.
Det endte ud i min første
bæltefiksering. Kassen med bæltet til ”ekstra tynde” blev fundet frem, og det
strømmede til med personaler. En af den spurgte mig ”har du prøvet at ligge i bælte
før?” – jeg hulkede ”NEJ” og var opløst af tårer. Jeg var bange. Og skræmt ind
til benet over min handling der førte til deres voldsomme handling. Jeg lå i
bæltet til jeg faldt i søvn, så blev det løsnet igen."
karina serveret på et sølvfad - Del 7
"Mit aktivitetsniveau var på
nulpunktet, og jeg husker ikke hvordan jeg overhovedet kunne få tiden til at
gå. Diætplanen gjaldt stadig, og jeg var lidt lettet over, at jeg ikke længere
skulle indtage mine æbler, kiks og kakao sammen med andre patienter.
Jeg var bange for mig selv, og
bange for andre mennesker, bange for verden, og den virkelighed der var udenfor
de fire vægge, der holdt mig fanget for en periode. Det var lidt trygt, men
mest skideirriterende at jeg var under konstant opsyn, at døren til min stue
skulle stå åben, og at jeg ikke kunne få nogen form for ro i mit hoved. Hverken
indeni mig eller udenfor mig var noget rigtigt, og forvirringen over min egen
tilstedeværelse var ved at drive mig til vanvid: Hvorfor var jeg overhovedet
stadig i live? Hvor var jeg psykisk? – jeg vidste dårlig nok hvor jeg var
fysisk, men blev med tiden klar over, at jeg var på psykiatrisk afdeling,
skærmet, og under andres vinger. Jeg behøvede ikke længere anstrenge mig for at
flyve. Andre tog ansvaret, og det var lidt rart, men også frustrerende at jeg
ingen rettigheder havde længere.
Der gik lang tid med skærmning,
medicinering med masser af præparater, træthed, dårlige nerver og et selvhad på
størrelse med Asien."
karina serveret på et sølvfad - Del 6
"Jeg fik hurtigt en diagnose. OCD uspecificeret,
og blandet angsttilstand. Og så stod der i min behandlingsplan ”skizofreni
obs.” jeg fattede alligevel ikke noget af det der stod, men ”angst” kendte jeg
til. Ikke alene kendte jeg til den, jeg havde mærket den på egen krop. i mange
år. Medicinen blev hældt på mig, ét præparat for hvert symptom. Jeg fik det
ikke bedre – tværtimod.
Selvskaden begyndte at fylde i mit
liv. Sammen med mine suicidaltanker, som jeg jo egentlig havde gået rundt med i
et godt stykke tid. Men det hele blev værre. Alle de føleler og tanker, jeg
havde brændt inde med så længe, kom endelig til udtryk.
Dagene
gik med stærk medicinering, stemmer og selvmordstanker. Personalet brugte meget
tid på at prøve at passe på mig. Jeg havde aldrig i mit liv været på sårbar,
som jeg nu var blevet. Jeg prøvede at holde sammen på mig selv, men det gik
overhovedet ikke. Jeg blev mere og mere syg, og endte i et stort kaos, så stort
at jeg ikke længere kunne noget som helst. Jeg lå bare i sengen på min nye stue
i skærmet afsnit. Jeg var ikke længere egnet til at bo på en normal stue med boksmadras.
I Skærmen var jeg fri til at gå det første stykke tid, men efter nogle dage var
jeg låst inde på meget få kvadratmeter. Selvmordstankerne og stemmerne overtog,
og jeg var nu pakket ind i vat, så jeg dårlig kunne trække vejret."
karina serveret på et sølvfad - Del 5
"Den første dag på afdelingen var
svær. Jeg var stærkt plaget af mine hallucinationer og angsten var ved at æde
mig op. Ligesom den havde været de sidste par år. Personalet – især en sød
sygeplejerske – var imødekommende og omsorgsfuld, og hjalp mig gennem første
aften på ungdomspsykiatrisk afsnit. Vi spillede kort, ”krig”; det mest kedelige
kortspil der findes, men det var til at overskue. Jeg var meget utryg, og ved
sengetid sad hun med hånden på min skulder, lige indtil hendes vagt sluttede,
så tog en omsorgsfuld pædagog over. Jeg kunne ikke lade være med at tænke:
hvorfor vil de mig? hvorfor vil nogen overhovedet bruge tid på mig?
Jeg sov ikke det første 1½ døgn på
afdelingen.
Jeg brugte de første par uger på
medicinering og sultestrejke. Havde hyppige besvimelser og ville ikke spise
lige meget hvor dårlig jeg blev. Frygten for maden dominerede min hverdag. Om
nogen havde puttet gift i den. Da jeg blev tilpas dårlig blev der udarbejdet en
plan for hvad og hvor meget jeg skulle spise; for spise skulle jeg. Men planen
tilgodeså min giftfrygt: æbler fra en uåbnet pose, kiks fra en uåbnet pakke og
kakao fra en uåbnet karton. Dette skulle indtages lige meget hvor stor min
modstand var. Men at spise sammen med andre var også et stort problem for mig.
Hver dag var det samme: 1 æble, 4 kiks og 2 glas kakao til hvert evigt eneste
måltid. Jeg kæmpede for at få det ned, men det blev lettere med tiden."
karina serveret på et sølvfad - Del 4
"Men ønsket om bedring overskyggede al fornuftighed i mine
beslutninger.
Fra det øjeblik jeg gjorde det klart at jeg skulle bo på en
psykiatrisk afdeling gik der kun to uger før jeg i regnvejr kørte turen til
Holbæk med min mor. Indlæggelsessamtalen var hård, og jeg havde fået det endnu
værre siden samtalen, siden beslutningen blev taget, og siden dagen før.
Faktum var, at nu vidste alle det. Jeg var officielt ked af
livet. Mine klassekammerater var nu klar over at min noget ustabile tilstand
havde sine grunde, og nogle fik måske også dårlig samvittighed. Jeg var ikke
længere usårlig; det havde jeg aldrig været. Nu så de alvoret."
karina serveret på et sølvfad - Del 3
"Sideløbende med alle instanserne fra læger, psykologer og
psykiatere var jeg stadig i intensiv terapi. Og samtidig på randen til et
psykisk sammenbrud. Jeg sultede mig selv, brændte mine hænder med skoldhedt
vand og rev store totter hår af mit hoved. Hallucinationerne blev kun værre, og
jeg kunne knapt nok hænge sammen af bare udmattelse. Jeg kunne snart ikke holde
ud længere. Håbet forsvandt.
Jeg tog til samtale hos psykiateren sammen med mine
forældre. Det var svært, men jeg følte også en kæmpe lettelse, fordi jeg vidste
at de kunne gøre noget ved dét. Dét jeg sloges med hver evig eneste dag, og som
kun blev mere og mere uudholdeligt. Efter samtalen fik jeg besked på, at ringe
ugen efter til overlægen, jeg også snakkede med den dag, og sige om jeg ville takke
ja til en indlæggelse.
Jeg
sagde ja. Endelig kunne jeg se en ende på helvedet, men anede samtidig ikke at
det var starten på et nyt helvede; et helvede hvor jeg nu ikke kun kæmpede mod
mig selv"
karina serveret på et sølvfad - Del 2
Jeg gik ud fra konsultationen med endnu flere bekymringer
end før jeg satte mig overfor den mest sindssyge læge jeg nogensinde havde
mødt. Han mente, jeg var en doven teenager, og sendte mig til en psykolog med
speciale i ungdomsproblemer. Jeg havde et par samtaler med hende, Nordmanden,
som jeg knapt kunne forstå og kommunikere med. Hun smed også håndklædet i
ringen og gav mig en diagnose med i farten. Selv om psykologer ikke må give
diagnoser og slet ikke har autoritet til det, skrev hun ”maniodepressiv” i
papirerne, som blev sendt videre til den psykiater jeg senere fik en henvisning
til.
Lægen skulle henvise mig til psykiater, men det gjorde han
ikke som aftalt. Men efter en henvendelse med bekræftelse i, at der ingen
henvisning var, gik der ikke længe før jeg fik et brev med indkaldelse til
ambulatoriet på ungdomspsykiatrisk afdeling i Holbæk.
karina serveret på et sølvfad - Del 1
Det er efterhånden mange år siden jeg havde selvmordstanker
første gang. Det havde altid gået godt i skolen, men som mobningen tog til, blev
jeg langsomt nedbrudt. Det var svært at følge med i fagene og jeg lod det gå ud
over undervisningen. Min frustration voksede sig større og større, og tankerne
om at tage mit eget liv blev meget dominerende omkring 12-13 års alderen. Det
var også på det tidspunkt, hallucinationerne begyndte. Jeg håbede på mirakler
hver dag; at mobningen ville stoppe, at jeg kunne forenes med mit udseende, og ikke mindst at livet ikke
gjorde så ondt. Men der skete ikke mirakler. Jeg begyndte at søge trøst i
selvskade. Forløsningen når blodet
løb, var guld værd.
Jeg kunne ikke længere holde sammen på mig selv, og blev
konfronteret af min klasselærer med min ustabile tilstedeværelse i skolen; mine
helt forfærdelige opførsel og negative attitude. Jeg brød sammen, og hurtigt
fik jeg hyppige konsultationer hos skolens sundhedsplejerske. Hun forstod sig
ikke på mine problematikker og sendte mig videre til en socialrådgiver på
kommunen, som sendte mig videre til en familiekonsulent i ”hjerterummet”. Der
gik lang tid med ugentlige samtaler hos terapeuten, men hun måtte smide
håndklædet i ringen, fordi jeg kun fik det værre. Hun mente at jeg skulle
tilses af en psykiater med henblik på medicinering. Så hun ringede til mine
forældre og fortalte dem hvor skidt det gik med mig. På en måde var de klar
over det, men jeg tror ikke de forstod hvor galt det stod til. Hun foreslog at
min mor ringede til lægen og fik en tid til mig, og hurtigt sad jeg på et
kontor i lægehuset til konsultation hos lægen fra helvede. Jeg havde aldrig
mødt ham før, men besluttede mig for at være 100 % ærlig overfor ham. han var
på ingen måde imødekommende – og der var ikke noget jeg kunne sige, han ikke
kendte alt til.
selvskadens stof.
”mine selvskadende medpatienter var en tyk blanding af
nybegyndere, øvede og uddannede. Jeg bevægede min højere op i hierarkiet
langsomt. Havde det ikke været fordi presset var så stort gennem den første
indlæggelsestid, kunne jeg have været selvskadefri i dag. Vi lærte af hinanden,
men havde også et kæmpestort ansvar for os selv, og den måde vi lod os påvirke
af hinanden på. Jeg var desværre meget sårbar og let at påvirke. Jeg fandt
hurtigt måden hvorpå jeg kunne opnå de to ting jeg stræbede efter: accept og
lindring af min indre smerte. Men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke var andre
måder at opnå disse to ting på. Jeg kunne have valgt at bruge personalet. Men
samtidig var selvskaden også en flugt fra de oprindelige problemer og
sårbarheder; så var fokus på noget andet, og man behøvede ikke snakke om det
der gjorde ondt.
Jeg kunne ikke tage afstand fra den uhensigtsmæssige adfærd
de andre piger havde gang i. Jeg var ikke stærk nok til ikke at lade mig påvirke. Jeg var en skrøbelig sjæl uden noget at
stille op. Så hvorfor ikke også tage ”stoffet”? Det startede i det små, men mere ville have mere. Og endnu
mere, ville have meget mere.”
Abonner på:
Opslag (Atom)