NEJ!

”jeg tænkte pludselig på, om jeg var hærdet ind til benet, om jeg kunne være så ond mod mig selv, uden at udslette mig selv? De mange moralprædiker jeg var udsat for stort set hver eneste dag, havde overhovedet ikke sivet ind, lige meget hvor meget de prøvede. Jeg var løbet tør for fornuft, og snart tør for relevante ord om, hvad der ikke kunne stoppe min nærmest besatte sjæl der holdt fast i beslutningerne. Dette var ikke helt til at beskrive. Besættelsen var ikke til at rykke på. Den sad fast, og ville ikke gå væk bare fordi de professionelle havde mundene fulde af visdomsord. Jeg var ligeglad – eller jeg var ikke ligeglad, bare fast besluttet på, at det var mig der bestemte. Uden at ville det. Der var stærkere kræfter indblandet, men som efterhånden var blevet til Karinas tankevirksomhed og ideer om hvordan livet skulle leves.

Jeg var ikke sikker på, hvordan det ville ende. Om jeg ville have kræfter til at stikke af fra det hele; lægerne, psykologerne, psykiaterne, pædagogerne osv.? Eller hvad skulle min plan være, for ikke at ende i kløerne på de satans fagpersoner, der ville have mig i behandling. De krævede ikke noget endnu, men jeg vidste at det ville komme. På daværende tidspunkt  benægtede jeg dog. Ingen skulle sige ordet ”indlæggelse” til mig før forsvarspositionen havde indtaget min sjæl. Og min mund"

kemisk lobotomi

"Dengang man afskaffede lobotomien, og begyndte at bruge medikamenter i stedet, kaldte man det ”kemisk lobotomi” ..de første antipsykotika hvert fald.

Jeg begyndte at få Leponex for få år tilbage, og kan sagtens nikke genkendende til påstanden om at medicinen kunne fremkalde denne tilstand af apati og ligegyldighed.

Leponex er et meget gammelt præparat og jeg kendte slet ikke til bivirkningerne da jeg begyndte at indtage det hver dag.

Hvad skal der til før psykisk syge kan leve uden de kemiske lobotomier, som medicinen ofte fremkalder? Jeg siger ikke at alle går rundt i den tilstand, men i en vis grad har al form for medicin den bivirkning at man går og er lidt småligeglad. Jeg var selv uden for rækkevidde i flere år, da der blev hældt det ene medikament på det andet i kæften på mig. Jeg følte ingenting og jeg mærkede ingenting. Blot en omvandrende krop med et forskruet hoved fyldt med kemi. Det nyttede ikke noget at prøve at få nogen form for emotionel kontakt, jeg var blot til stede. Uden at være det.

Osteklokken gjorde både gode og dårlige ting for mig. Jeg følte ikke noget. Men jeg følte ikke noget.

Det var svært at være i live, men samtidig med modstanden til livet, mødte jeg også modstanden til at gøre noget som helst for at ende det. Jeg var knapt så selvdestruktiv som ellers, men samtidig også bare en stor klump omvandrende ligegyldighed. Jeg kan dårligt huske noget fra tiden på Leponex, udover stor trang til at spise. Hele tiden. Jeg blev kæmpestor og lagde ikke selv mærke til det.

 

Frygten for at tage medicin, frygten for ikke at tage medicin.

I starten var jeg nødt til at tage imod råd fra de professionelle. Medicinen syntes at være den eneste udvej på daværende tidspunkt. Jeg var bange for at tingene ville ændre sig til det værre, hvis jeg ikke fik medicin. Men jeg tænker alligevel, at hvis jeg aldrig var startet på alle de præparater, afprøvet dem, og været afhængig af den, hvordan ville livet så se ud for mig?

En lobotomi varer evigt, men min kemiske lobotomi varede heldigvis kun i 3 år. Men 3 år er også rigeligt. 3 år som zombie uden begreb om virkeligheden udenfor psykiatriske afdelinger og bosteder, gør noget ved én. For hvad skal man gøre, når livet lige pludselig dukker op igen uden varsel? Jeg græd meget. Over det chok jeg blev udsat for da jeg fra den ene dag til den anden stoppede med Leponex. Det var som om at træde ud af en boble der havde været tilholdssted i lang tid. Jeg følte mig ikke tryg derinde, men var heller ikke tryg da jeg var ude i virkeligheden igen. Heldigvis var der mange til at passe på mig i den sårbare periode hvor jeg skulle vænne mig til virkeligheden igen.

Men hvorfor pådutte andre kemisk lobotomi? Godt nok blev det formuleret for mange, mange år siden, da man fremstillede det første præparat mod sindslidelse – men jeg har en meget stærk overbevisning om at man stadig kan kalde det kemisk lobotomi når psykisk syge mennesker bliver sederet i så stor grad at de ikke kan foretage sig andet end bare at ligge i en seng. "

should we blame the Borderline?

"

Somme tider tænker jeg på, om nogle Borderlinere gemmer sig bag deres diagnose. Undskyldningen for de uhensigtsmæssige og hensynsløse handlinger, kan nemt blive ”jeg har Borderline” - eller ”jeg har ADHD” for den sags skyld. Hvorfor ikke stå ved sine handlinger og forstyrrede personlighed på en ordentlig måde i stedet for blot at give sygdommen skylden? Sygdom kan påvirke end handlinger og måde at se verden på, men den styrer aldrig et menneske 100% - hvor end man ellers ønskede det somme tider. Det er svært at erkende sin selvskade som en del af sig selv, og ønsker ofte at det KUN handler om sygdom. Borderline’n kan drage en til sindssyge handlinger, men det er aldrig Den, der fører barberbladet gennem huden eller propper pillerne i halsen på én. Sygdommen kan skyldes både arv og miljø, men er også styret af individets måde at kigge på verden. Den kan være svært forstyrret og forskruet, men samtidig kan den korrigeres hvis man ønsker det. I stedet for at gemme sig bag Borderline.

Det er en svær sygdom, for mit vedkommende også svær at håndtere. Men efterhånden har jeg fået et overblik over mig selv, mine handlingsmønstre og ikke mindst Min Borderline. Samtidig er det skidesvært at være i, at leve med, at fjerne mig fra rollen ”Borderliner”.

Som var man med i et skuespil hvor man på en fremragende måde levede sig ind i, sådan kan det være at have Borderline. Uden man tænker over det. Manipulationen, splittingen, selvskaden humørsvingningerne og hvad der ellers kan høre med, kan være både bevidst og ubevidst, og mens man praktiserer de selvmodsigende forsvarsmetoder kan man hurtigt blive fanget i et spind af sin egen sygdom. Og det er i netop dén situation, det er lettere at sige ”jeg har Borderline” end at sige, ”jeg er Karina!”   

Endelig er det vigtigt at stå frem og sige ”JEG er ikke Borderline – JEG er Karina!”

"