shit happens

”vil du ikke helst gøre det nemmest for dig selv?”

Hvis jeg ikke vil, så vil jeg ikke. Havde ingen anelse om, hvornår det var sket, havde ingen anelse om, hvordan det var sket. Jeg lå i min seng med kuldechok og klaprende tænder, og forestillede mig, at det nu var tid. Hele min krop var søbet ind i blod, og mine dyner og puder ligeså. Det var svært at forklare min handling, for jeg vidste ingenting. Tiden var bare gået uden nogen fornemmelse for.. noget. Hvor længe havde jeg ligget der? Hvorfor lå der blod og barberblade på gulvet?

Personalet bankede på døren, og kom ind. ”hvad er der sket her?” dynen blev revet væk og min arm, blottet med store, åbne sår lå der, som en stor kødklump der ingenting kunne. Ingen skulle blande sig. Ingen skulle afbryde tilstanden af fuldstændig fjernhed og uvidenhed. Det skulle være ovre. Jeg havde blodige plamager over alt og de skulle ikke tage noget fra mig. Hverken det eneste bevis på, hvad jeg havde brugt min halvpsykotiske tid på, ej heller min snare søvn.

Selvfølgelig fik jeg smidt oplysningen om et skadestuebesøg i hovedet, men jeg nægtede. Ingen skulle standse mig. På trods af, at jeg ikke havde intentioner om at skære mere, skulle ingen bestemme over mig. De burde være ligeglade og lade mig være.

”jeg har ringet efter en ambulance”

Udelukket! De skulle ikke tage mig med nogen steder hen. Jeg låste min dør da hun gik igen. Og hørte kort tid efter den rullende båre køre op ad gangen. Dén lyd havde været den mest angstprovokerende i lange tider, men kunne aldrig undgås.

Min dør blev låst op udefra og Falck-folkene kom ind. Den ene kendte jeg; han havde hentet mig en del gange.

Jeg nægtede stadig. Ingen skulle bestemme. Jeg var ude af stand til at tage nogen som helst steder hen. Det var udelukket! jeg prøvede at forklare de mennesker, der nu befandt sig i min lille lejlighed at jeg ikke havde brug for behandling eller nogen form for hjælp. At jeg blot skulle blive hjemme, hvad enten jeg skulle blive på sygehuset eller hjem igen bagefter.

”politiet er blevet rekvireret”

Så går jeg min vej. Og ikke ud på båren. Væk fra huset, væk fra alting. Men jeg blev hurtigt hevet ind i lejligheden igen og smed mig i sengen igen. Kort tid efter var der besøg fra ordensmagten. De prøvede med humor, de prøvede med jokes. De gjorde åbenbart hvad de kunne. Og til sidst gjorde de dét, de er bedst til; de hev fat i mig og bar mig – råbende, skrigende og modvilligt – over på båren hvor jeg gik i panik, mens de holdt mig fast. Derfra kørte de mig – hulkende – på skadestuen. Derfra gik det nogenlunde. Efter en gang Stesolid var jeg igen rolig.

”har du det bedre?”

skadestuens nedtonede charmetrold

"Hvid mand: giv agt. Blå mand: BLIV

Med din hvide kittel er du autoritær, en læge. En mand med ordet i sin magt. Med magten til at gøre hvad der passer dig. Selvom det slet ikke er dig. Det er alle andre. Du er en speciel læge, fordi du ikke er læge. Du er ”blot” en læge-”to be”. Et fascinerende væsen, der ikke har magt, men blot gør hvad der bliver sagt. Alligevel har du ordet i din magt. Du kan sige alverdens ord, vendinger, sætninger, klicheer, komplimenter og så meget andet. Du vil altid være den læge-”to be” der tog mig med storm, som ingen anden læge nogensinde har gjort.  Jeg ved ikke med tillid. for behandler du alle andre patienter på samme måde? Giver du allround-komplimenter? Manipulerer du? Det er nok bare min paranoia der tager over, for du var reel, du var flirtende, du var ærlig, og du kunne lide patienten – som var mig – i dette tilfælde.

Det tog 100 år for dig at sy min arm, men det føltes som 2 minutter. Fordi der blev talt om alt mellem himmel og jord. Du fortalte, du spurgte. Jeg fortalte, jeg spurgte. Det var måske lidt svært at sige farvel, og det er ret patetisk, når det her drejede sig om den fortryllende læge-”to be”. Du var blot dig, og dig ved jeg ingenting om. Føler alligevel at jeg ved alt om dig, udover dit efternavn.

Vi havde så meget til fælles, og da jeg for blot et par dage siden så dig igen, efter 60 sting af en sygeplejerske, siddende dér, optaget af en brækket arm og ikke lagde mærke til mig, blev jeg trist, og samtidig enormt glad.

Men jeg tager aldrig på skadestuen igen, og især fordi jeg ikke vil se dig.

 Jeg vil møde dig ude i virkeligheden."