kroppen, der ikke kunne fange liv

det var svært at forestille mig selv som voksen. mere voksen end jeg var i forvejen. for var jeg voksen? ville jeg blive det? min alder bevidnede at jeg hvert fald var på vej. 

det faktum at jeg var 22 år, gjorde mig ikke mere voksen mentalt. var jeg blot 14 år som jeg altid fik at vide, eller var jeg 22, og bare mig? for hvornår var man voksen? var det ikke relativt - og var der ikke mange måder at være voksen på? 

den krise jeg var i, fik mig til at ønske at jeg stadig var 14 år. 14 år og klogere end nogensinde. klogere blev jeg med alderen, hvert fald klogere på mig selv. men hvorfor var jeg ikke klog på Verden omkring mig? klogere på andre mennesker, og mere glad for det, jeg vidste. 

eksistensen der for tiden var helt umulig at håndtere syntes at tage livet halvt af mig. men alligevel var der mod at ane. mod på det liv, der forhåbentlig en dag ville tage form i et eller andet omfang. men det var svært.

jeg ville ikke give afkald på de små blå piller. men det var ikke noget at sige højt. angsten for at dø var alligevel i spil. jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle håndtere problemet. 

var jeg 22 år og på vej mod enden? det håbede jeg ikke. men jeg var ikke selv herre over det. selvom jeg var den eneste der havde indflydelse på det. 

4/6 2014

4/6 2014

4/6 2013 var sidste gang jeg blev rullet i en hospitalsseng iført et tykt bælte af læder, låst med en knap, der kun kunne låses op med en nøgle, man kun kunne få fat i, hvis man havde  et skilt på; autoritet. 

i 8 år, var der ikke gået ét år uden indlæggelse. det er der nu. et år, der har været ligeså svært som de andre, men det faktum at mit liv har forandret sig, at jeg har forandret mig, har været altafgørende. vi udvikler os, ja måske nærmere udvikling end forandring, men jeg føler mig anderledes.

for lidt under et år siden, under den sidste indlæggelse, der varede til midt i juli, kunne jeg havde været død. 4 gange. men jeg er ikke død. jeg kan ikke forstå at jeg har overlevet disse forsøg, ærlig talt. men jeg priser mig lykkelig over min eksistens. lige meget hvor trist jeg er, tænker jeg ikke længere på døden. den skræmmer mig mere end den tiltaler mig, og sådan har det næppe været altid. 

sidste indlæggelse var også den indlæggelse der har skræmt mig mest. men da jeg blev udskrevet var jeg ikke nær så bange for mig selv længere. jeg havde lært en masse. om mig selv, og om verdenen omkring mig. samtidig var det ikke rart at jeg pludselig skulle se sandheden i øjnene. jeg havde forsøgt at tvinge mig selv til det mange gange, men alle gangene har jeg skubbet alle kendsgerninger om mit liv på kanten, væk. 

året efter sidder jeg og tænker over hvordan jeg er endt så langt væk fra et "normalt" liv, som jeg er. og svaret er længe ventet. problemet med mig er, at jeg aldrig har villet se noget i øjnene, som ikke er rart. hvem vil det? det er også frustrationen der spiller en rolle her. 

hvorfor, hvorfor, hvorfor? men det er overflødigt at spørge "hvorfor" - fordi kan man ændre på sin fortid, sit liv hidtil, og kan man spå om fremtiden? 

jeg troede ikke på, at jeg kunne dø dengang. at jeg måske kunne have været en grøntsag idag, fordi jeg valgte at springe ud fra den trappe. men jeg tænker ofte på det, og taknemmeligheden ved, at der ikke skete noget alvorligt, er meget stor. for det kunne have endt helt ad helvede til, og det ønskede og ønsker jeg ikke. 

har jeg så lært andet i det år jeg har levet udenfor den låste dør? jeg har lært en masse. jeg ved, at jeg ikke reelt ønsker at dø, og derfor ikke har forsøgt at tage mit liv igen. at verden udenfor reservatet er meget rarere end ikke at kunne komme udenfor i lange tider.