det blev et rart bekendtskab. helt specielt, fyldt med humor og indforståethed. jeg turde ikke altid tro på at interessen var oprigtig, da jeg så tit var blevet svigtet. men manden var rar, og som personale altid indstillet på at ville mig det bedste.
han var lidt en supermand. fordi han satte mine hylder op da jeg flyttede ind. og fordi han var sjov. og fordi han var seriøs når jeg havde brug for det. og fordi han kunne tale mange sprog. og fordi han var omsorgsfuld.
og fordi han var ham.
da jeg fik at vide, at han ikke længere skulle være i min hverdag, var jeg forvirret. i forvejen. så blev jeg endnu mere forvirret. men det undrede mig ikke. for han havde haft mange jobs i sit liv, og min erfaring var, at de mennesker der har fløjet fra sted til sted, ikke havde tålmodighed til at blive noget sted for altid. men hvorfor også forlange det? hvis jeg undede et menneske at flyve på nye eventyr, så var han den første jeg ville ønske det bedste. af hele mit hjerte. godt nok virkede han ikke som om det var dét, han ville, når man snakkede om det. men hvem vil ikke gerne søge nye bekendtskaber, prøve spændende ting, blive udfordret og bare se noget andet?
hvad enten det var det ene eller andet, så var det svært. svært at se et menneske, man havde det så godt med, stolede på og holdt af, bare forsvinde. men heldigvis var han ikke helt væk. han ville komme tilbage på et tidspunkt. forhåbentlig.
..ét sted ville han aldrig forsvinde fra. mit hjerte.
tænk, at man kunne gå så meget op og ned af en masse mennesker, nogle ville man aldrig tænke på igen, og nogle ville altid være gemt i ens hukommelse som et godt bekendtskab. også selvom de var ansat til at vise én omsorg. men man kunne mærke, når nogen bare var ansat, og når nogen følte for det de gjorde, og kunne lide deres job. denne mand brændte for dét han gjorde og de mennesker kunne jeg godt lide. det var ikke sjældent man mødte dem, heldigvis. for hvis disse mennesker var i undertal, ville afsavnet til dem blive så stort, at seperationsangsten ville overdøve alt det gode i livet og hverdagen, og frygten for at miste relationer ville overdøve lysten til at danne relationer.
men selvom der var mange af dem, blev ingen af dem mindre specielle. og jeg håbede, at denne mand var klar over, at han var helt, helt speciel.
tak for nu. vi ses supermand.
3 uger i buret
"det var nu ikke så slemt. eller var det? jeg måtte ikke forlade værelset, kun når jeg skulle gå de 10 skridt ud i buret for at ryge. de tre uger blev primært tilbragt i en hospitalsseng og i den indhegnede rygegård. den skulle deles med en ældgammel mand, der til tider ikke havde tøj på. han gik krumbøjet rundt, tissede og hældte sodavand ud over det hele.
jeg brugte ikke tiden på at tænke. blev tit spurgt om, hvad jeg tænkte på. men jeg vidste ikke, hvad jeg tænkte. udover når jeg tog tilløb til at stikke af fra den faste vagt, jeg skulle dele det lille rum med. til hvert måltid stak jeg af. porcelænstallerkenerne kaldte på mig. somme tider lykkedes det mig at smadre én, og somme tider fik de fat i mig inden. når det lykkedes mig, kastede jeg mig ned på gulvet for at få fat i de små stykker fortryllende skår. så kastede de andre sig over mig, og alarmen lød. nogle gange måtte de give mig en injektion, og andre gange kunne jeg ligge og hulke i fred. men aldrig i fred. for ikke engang på badeværelset kunne jeg være alene. to øjne - og nogle gange flere - skulle 24 timer i døgnet holde øje med mig, og luften blev til tider tung på den lille hospitalsstue.
jeg var enormt frustreret. min måde at tackle det hele på, var blot at ty til det, jeg kendte. men det måtte ikke ske. så der var mange situationer, hvor det gik over gevind. medicin i lange baner, kanyler og bæltet blev brugt.
lige meget hvor meget overskud jeg prøvede at udstråle, syntes det ingen ende at have. en ny slags medicin skulle afprøves, og eventuelle bivirkninger observeres. medicinen hjalp, og bivirkningerne var der ikke. så efter tre lange, tunge og opslidende uger fik jeg lov til at være alene og at komme ud at være sammen med mine medpatienter. jeg kunne kigge på porcelænet uden at gå i trance og alle var enige om at det var på tide at vende næsen hjemad."
jeg brugte ikke tiden på at tænke. blev tit spurgt om, hvad jeg tænkte på. men jeg vidste ikke, hvad jeg tænkte. udover når jeg tog tilløb til at stikke af fra den faste vagt, jeg skulle dele det lille rum med. til hvert måltid stak jeg af. porcelænstallerkenerne kaldte på mig. somme tider lykkedes det mig at smadre én, og somme tider fik de fat i mig inden. når det lykkedes mig, kastede jeg mig ned på gulvet for at få fat i de små stykker fortryllende skår. så kastede de andre sig over mig, og alarmen lød. nogle gange måtte de give mig en injektion, og andre gange kunne jeg ligge og hulke i fred. men aldrig i fred. for ikke engang på badeværelset kunne jeg være alene. to øjne - og nogle gange flere - skulle 24 timer i døgnet holde øje med mig, og luften blev til tider tung på den lille hospitalsstue.
jeg var enormt frustreret. min måde at tackle det hele på, var blot at ty til det, jeg kendte. men det måtte ikke ske. så der var mange situationer, hvor det gik over gevind. medicin i lange baner, kanyler og bæltet blev brugt.
lige meget hvor meget overskud jeg prøvede at udstråle, syntes det ingen ende at have. en ny slags medicin skulle afprøves, og eventuelle bivirkninger observeres. medicinen hjalp, og bivirkningerne var der ikke. så efter tre lange, tunge og opslidende uger fik jeg lov til at være alene og at komme ud at være sammen med mine medpatienter. jeg kunne kigge på porcelænet uden at gå i trance og alle var enige om at det var på tide at vende næsen hjemad."
Abonner på:
Opslag (Atom)