"jeg havde længe tænkt på at offentliggøre mine oplevelser omkring skyggesiden af Instagram. og dén dag hvor jeg skrev indlægget, virkede det som en fremragende ide. men var det det? jeg valgte at slette alle mine følgere og dem, jeg fulgte, efter jeg havde fortalt dem, at jeg ville gøre det - efter svinere fra diverse sårbare sjæle - så det gjorde jeg. men jeg udgav aldrig indlægget. for ville det være et brud på min tavshedspligt?
jeg havde været en del af netværket i et halvt års tid. fulgt op- og nedture hos en masse ulykkelige piger. selv delt mine tanker og frustrationer omkring livet. men jeg følte mig ikke integreret. måske fordi jeg ikke var ligeså smadret følelsesmæssigt som dem?
det var hvert fald tid til at lukke med for min profil. og fortælle nogen om den tid hvor jeg hver dag scrollede igennem katastrofe efter katastrofe. men jeg turde ikke skrive det i al offentlighed. så det lå som en kladde, hvor det måske ville ende sine dage, eller også ville det en dag blive et faktum at Instagram var så meget andet end blot smil på selfies og billeder af veninder, der drak vin."
kan man virkelig finde lykken? ambivalensen raser
"somme tider tvivlede jeg på, om jeg overhovedet havde fortjent at have det godt.
'leve lykkeligt til sine dages ende'
jeg troede ikke rigtig på, at det nogensinde ville ske. men hvis andre havde fortjent det, hvorfor så ikke mig? den tvivl burde komme mig til gode, men lige nu troede jeg ikke på, at det virkelig var sådan. vi fortjener vel alle et godt liv, men den dårlige samvittighed over alt det jeg havde gjort af syge ting gennem årene, gav mig ikke troen af dén grund. jeg havde ikke erfaret en ungdom som de fleste, dog havde jeg været låst inde, og været så afskærmet fra virkeligheden som man kan blive. jeg havde slået og sparket, råbt og skreget, været ligeglad med verden omkring mig og de ting der var værre. men trods dét, var der i perioder folk, som troede på, at det nok skulle blive godt. hvem var dog det? i andre perioder var jeg dømt til institutionslivet resten af mine dage. jo ældre jeg blev, jo mere blev mine kvaliteter synlige. jeg kunne smile og le igen. men min sygdom havde et godt, fast greb i mig. og den syntes ikke at ville forsvinde. det var bestemt ikke en dans på roser på noget tidspunkt, men som årene gik, fandt jeg flere og flere styrker hos mig selv. eller det vil sige, andre gjorde. jeg kunne sjældent se dem, men blev tit mindet om, at der faktisk var en fremtid for mig. men hvorfor skulle der dog være det? jeg var jo et dårligt, kronisk ulykkeligt menneske. det troede jeg hvert fald. hvorfor skulle dét være min skæbne, spurgte jeg menneskerne omkring mig.
en dag indså jeg endelig, at der var noget at kæmpe for. men det tog virkelig lang tid at komme dertil. hårdt arbejde, trods stadig manglende selvindsigt og håb. for hvordan skulle jeg finde vejen frem, når jeg ikke kendte mig selv? og i øvrigt ikke vidste hvad en fremtid overhovedet var. for var jeg nogensinde blevet konfronteret med, at jeg havde en fremtid? jeg lod folk håbe for mig, uden selv at kunne føle det.
hvad fanden skulle der blive ad mig?
kunne jeg nogensinde blive normal, og samtidig et godt menneske?
jeg forstod ikke noget, og især ikke hvad min identitet var bygget på. udover at jeg var enormt rapkæftet, hvilket blev misforstået som 'sjov'. jeg var skam ikke sjov, jeg havde bare et total forvrænget syn på, hvordan man skulle omgås mennesker. jeg havde aldrig lært det, og derfor forstod jeg ikke, at folk overhovedet brød sig om mig. jeg var et dårligt menneske
jeg kunne langt fremme i mit forløb stadig ikke lade være at tænke på, hvor forfærdeligt jeg havde opført mig overfor mennesker, der 'bare' var der for at hjælpe mig. som prøvede at vise en form for omsorg. jeg slog det hen med, at det var deres job at være søde ved mig. i øvrigt var de ikke altid søde. til tider følte jeg mig som en fange i min egen krop samt i deres småhyggelige fængsel, hvor de med magt kunne bruge alle de tvangsforanstaltninger, de havde lyst til. men jeg vidste jo godt, at det var grundet min opførsel. og derfor begyndte jeg at hade mig selv endnu mere.
men da selvværdet blev lidt større, kunne jeg jo godt se, at jeg var god nok. måske lige i underkanten men jeg var i live, og det var et tegn på, at der nok var en mening med min tilstedeværelse. til tider tænkte jeg sådan, og til tider var jeg dybt ligeglad med, at jeg overhovedet eksisterede. for hvem gad bekymre sig om, hvorvidt jeg var der eller ej?
ligeglad var jeg bestemt ikke, men jeg prøvede at bilde mig selv dét ind. i bund og grund havde jeg brug for at vide, at nogen holdt af mig. og var glade for, at jeg stadig var i live, trods de mange gange jeg måske ikke havde været det længere. at vide, at Karina var en skabning, der ikke kunne undværes i visse personers liv, og sidst men ikke mindst en Karina, som var et godt menneske. for det var jeg
jo længere der gik, jo mere troede jeg. jo mere troede andre. jo mere håb var der. for jeg måtte gerne være her, jeg fortjente at have det godt.
der var til tider en snert af manglende eksistens fra min side. eller det følte jeg. hverken liv eller eksistens. men det var, når jeg var allerlængst nede. heldigvis havde jeg mit sikkerhedsnet til at hive mig sikkert op igen.
men kunne man så finde lykken? det var jeg stadig ikke sikker på. måske fordi jeg ikke havde prøvet at være lykkelig. så jeg vidste ikke hvordan ægte lykke føltes. jeg tænkte at det måske var på vej, og langsomt ville overtage, men man kunne aldrig vide"
'leve lykkeligt til sine dages ende'
jeg troede ikke rigtig på, at det nogensinde ville ske. men hvis andre havde fortjent det, hvorfor så ikke mig? den tvivl burde komme mig til gode, men lige nu troede jeg ikke på, at det virkelig var sådan. vi fortjener vel alle et godt liv, men den dårlige samvittighed over alt det jeg havde gjort af syge ting gennem årene, gav mig ikke troen af dén grund. jeg havde ikke erfaret en ungdom som de fleste, dog havde jeg været låst inde, og været så afskærmet fra virkeligheden som man kan blive. jeg havde slået og sparket, råbt og skreget, været ligeglad med verden omkring mig og de ting der var værre. men trods dét, var der i perioder folk, som troede på, at det nok skulle blive godt. hvem var dog det? i andre perioder var jeg dømt til institutionslivet resten af mine dage. jo ældre jeg blev, jo mere blev mine kvaliteter synlige. jeg kunne smile og le igen. men min sygdom havde et godt, fast greb i mig. og den syntes ikke at ville forsvinde. det var bestemt ikke en dans på roser på noget tidspunkt, men som årene gik, fandt jeg flere og flere styrker hos mig selv. eller det vil sige, andre gjorde. jeg kunne sjældent se dem, men blev tit mindet om, at der faktisk var en fremtid for mig. men hvorfor skulle der dog være det? jeg var jo et dårligt, kronisk ulykkeligt menneske. det troede jeg hvert fald. hvorfor skulle dét være min skæbne, spurgte jeg menneskerne omkring mig.
en dag indså jeg endelig, at der var noget at kæmpe for. men det tog virkelig lang tid at komme dertil. hårdt arbejde, trods stadig manglende selvindsigt og håb. for hvordan skulle jeg finde vejen frem, når jeg ikke kendte mig selv? og i øvrigt ikke vidste hvad en fremtid overhovedet var. for var jeg nogensinde blevet konfronteret med, at jeg havde en fremtid? jeg lod folk håbe for mig, uden selv at kunne føle det.
hvad fanden skulle der blive ad mig?
kunne jeg nogensinde blive normal, og samtidig et godt menneske?
jeg forstod ikke noget, og især ikke hvad min identitet var bygget på. udover at jeg var enormt rapkæftet, hvilket blev misforstået som 'sjov'. jeg var skam ikke sjov, jeg havde bare et total forvrænget syn på, hvordan man skulle omgås mennesker. jeg havde aldrig lært det, og derfor forstod jeg ikke, at folk overhovedet brød sig om mig. jeg var et dårligt menneske
jeg kunne langt fremme i mit forløb stadig ikke lade være at tænke på, hvor forfærdeligt jeg havde opført mig overfor mennesker, der 'bare' var der for at hjælpe mig. som prøvede at vise en form for omsorg. jeg slog det hen med, at det var deres job at være søde ved mig. i øvrigt var de ikke altid søde. til tider følte jeg mig som en fange i min egen krop samt i deres småhyggelige fængsel, hvor de med magt kunne bruge alle de tvangsforanstaltninger, de havde lyst til. men jeg vidste jo godt, at det var grundet min opførsel. og derfor begyndte jeg at hade mig selv endnu mere.
men da selvværdet blev lidt større, kunne jeg jo godt se, at jeg var god nok. måske lige i underkanten men jeg var i live, og det var et tegn på, at der nok var en mening med min tilstedeværelse. til tider tænkte jeg sådan, og til tider var jeg dybt ligeglad med, at jeg overhovedet eksisterede. for hvem gad bekymre sig om, hvorvidt jeg var der eller ej?
ligeglad var jeg bestemt ikke, men jeg prøvede at bilde mig selv dét ind. i bund og grund havde jeg brug for at vide, at nogen holdt af mig. og var glade for, at jeg stadig var i live, trods de mange gange jeg måske ikke havde været det længere. at vide, at Karina var en skabning, der ikke kunne undværes i visse personers liv, og sidst men ikke mindst en Karina, som var et godt menneske. for det var jeg
jo længere der gik, jo mere troede jeg. jo mere troede andre. jo mere håb var der. for jeg måtte gerne være her, jeg fortjente at have det godt.
der var til tider en snert af manglende eksistens fra min side. eller det følte jeg. hverken liv eller eksistens. men det var, når jeg var allerlængst nede. heldigvis havde jeg mit sikkerhedsnet til at hive mig sikkert op igen.
men kunne man så finde lykken? det var jeg stadig ikke sikker på. måske fordi jeg ikke havde prøvet at være lykkelig. så jeg vidste ikke hvordan ægte lykke føltes. jeg tænkte at det måske var på vej, og langsomt ville overtage, men man kunne aldrig vide"
at kunne håndtere livet, eller ikke at turde.
"det var en god periode. men jeg var besat af min indre dæmon. den velkendte dæmon som nægtede min krop at have det godt. men jeg levede. jeg havde en masse spændende ting i gang.
alligevel var der en snert af sygdommen, som altid dukkede op når jeg var presset. når jeg ikke kunne kontrollere, hvad der skulle ske, hvornår tingene ville foregå og ikke mindst hvordan jeg kunne få det af ændringerne. hvordan så Verden ud om en måned? det havde jeg ingen anelse om, og det var enormt angstprovokerende. mit sind måtte kapitulere for en stund og kun koncentrere sig om én ting, det eneste jeg kunne kontrollere: maden. eller manglen på samme. for jeg ville gerne leve, men at mærke at jeg selv havde styringen tiltalte mig, og når det kom dertil, levede jeg ikke. for hvorfor ikke bare æde og være frisk? i stedet for konstant at have hovedpine og være træt?
men sådan var det jo ikke. jeg var frisk, men holdt mig kun ovenvande fordi jeg havde så megen positivitet i mit liv. hovedpinen var der næsten altid, og jeg levede af Panodil Zapp og kaffe, men havde stadig gnisten og positiviteten trods svimmelheden og den tilbagevendende søvnløshed.
jeg kunne godt spise om natten, men kun for at kunne sove, eller?….
jeg var sulten om natten, fucking sulten.
og jeg åd. med god samvittighed. for jeg vidste altid, at for hver dag der gik, blev der mindre af mig.
og det gjorde der.
men hvorfor skulle der blive mindre af mig? hvorfor skulle jeg konstant sige "nej tak, jeg er ikke sulten", når jeg burde spise, når jeg gerne ville, og ikke kun når jeg ikke kunne holde sulten ud længere?
det var et dilemma. for jeg var jo ikke sund, og det vidste jeg godt. men alligevel var der en anden side, der hev i mig. den syge side. den side, der ikke ville være rask. selvom jeg gerne ville.
men hvorfor skulle lige netop dén del af mig bestemme? hvorfor kunne jeg ikke bare holde fast i alt det positive i mit liv, som gjorde mig glad og håbefuld?
så nemt skulle det åbenbart ikke være. at kunne holde af livet på godt og ondt, var åbenbart ikke muligt for mig. jeg kunne holde af det gode og hade det mindre spændende.
der var så mange tanker. så mange refleksioner. jeg kunne til tider ikke rumme dem alle i mit hoved, og så blev jeg skør. på den diskrete måde. for jeg prøvede at klare det selv, ikke at involvere nogen udefrakommende. men til sidst havde jeg tænkt for meget over tankerne, og så gik det galt. på den indiskrete måde, bogstaveligt talt. men der var færre episoder end tidligere. hvorfor vidste jeg ikke.
var det fordi jeg ikke spise ordentligt? kunne jeg på den måde opnå den kontrol jeg ikke havde? eller var det fordi jeg var blevet bedre til at håndtere mine tanker, min vrede, mine følelser og livet?
var jeg bare kommet længere på så kort tid, at jeg ikke kunne følge med?"
alligevel var der en snert af sygdommen, som altid dukkede op når jeg var presset. når jeg ikke kunne kontrollere, hvad der skulle ske, hvornår tingene ville foregå og ikke mindst hvordan jeg kunne få det af ændringerne. hvordan så Verden ud om en måned? det havde jeg ingen anelse om, og det var enormt angstprovokerende. mit sind måtte kapitulere for en stund og kun koncentrere sig om én ting, det eneste jeg kunne kontrollere: maden. eller manglen på samme. for jeg ville gerne leve, men at mærke at jeg selv havde styringen tiltalte mig, og når det kom dertil, levede jeg ikke. for hvorfor ikke bare æde og være frisk? i stedet for konstant at have hovedpine og være træt?
men sådan var det jo ikke. jeg var frisk, men holdt mig kun ovenvande fordi jeg havde så megen positivitet i mit liv. hovedpinen var der næsten altid, og jeg levede af Panodil Zapp og kaffe, men havde stadig gnisten og positiviteten trods svimmelheden og den tilbagevendende søvnløshed.
jeg kunne godt spise om natten, men kun for at kunne sove, eller?….
jeg var sulten om natten, fucking sulten.
og jeg åd. med god samvittighed. for jeg vidste altid, at for hver dag der gik, blev der mindre af mig.
og det gjorde der.
men hvorfor skulle der blive mindre af mig? hvorfor skulle jeg konstant sige "nej tak, jeg er ikke sulten", når jeg burde spise, når jeg gerne ville, og ikke kun når jeg ikke kunne holde sulten ud længere?
det var et dilemma. for jeg var jo ikke sund, og det vidste jeg godt. men alligevel var der en anden side, der hev i mig. den syge side. den side, der ikke ville være rask. selvom jeg gerne ville.
men hvorfor skulle lige netop dén del af mig bestemme? hvorfor kunne jeg ikke bare holde fast i alt det positive i mit liv, som gjorde mig glad og håbefuld?
så nemt skulle det åbenbart ikke være. at kunne holde af livet på godt og ondt, var åbenbart ikke muligt for mig. jeg kunne holde af det gode og hade det mindre spændende.
der var så mange tanker. så mange refleksioner. jeg kunne til tider ikke rumme dem alle i mit hoved, og så blev jeg skør. på den diskrete måde. for jeg prøvede at klare det selv, ikke at involvere nogen udefrakommende. men til sidst havde jeg tænkt for meget over tankerne, og så gik det galt. på den indiskrete måde, bogstaveligt talt. men der var færre episoder end tidligere. hvorfor vidste jeg ikke.
var det fordi jeg ikke spise ordentligt? kunne jeg på den måde opnå den kontrol jeg ikke havde? eller var det fordi jeg var blevet bedre til at håndtere mine tanker, min vrede, mine følelser og livet?
var jeg bare kommet længere på så kort tid, at jeg ikke kunne følge med?"
Abonner på:
Opslag (Atom)