FANG MIG

FANG MIG, RED MIG!
Jeg stak tit af fra afdelingen. Nogle gange på egen hånd, andre gange sammen med de søde medpatienter. Primært for at have en hyggelig stund væk fra de trygge rammer, men også nogle gange fordi jeg ville reddes. Jeg er aldrig blevet rundkastet, fordi jeg altid er vendt tilbage til afdelingen efter kort tid. Jeg følte tryghed når jeg vidste at der ville være nogen til at bringe mig i sikkerhed. Det var der ofte, men når det lykkedes mig at komme helt ned i byen uden nogen i hælene, var jeg alene med mine problemer.
Når jeg var på vej ud af døren uden aftale vidste de godt at den var gal, men det lykkedes mig alligevel nogle gange at smutte uden de lagde mærke til det. Men når de så – gang på gang – måtte standse mig, blev jeg rigtig vred og fortvivlet, fordi jeg ikke fik lov til at følge mine impulser. Men hvad sagde impulserne? At jeg skulle skride og være alene med det hele, eller at jeg havde brug for at mærke 4 sæt hænder der slæbte mig ned i skærmen? På det tidspunkt kunne jeg selvfølgelig ikke reflektere over det, jeg gjorde bare hvad der faldt mig ind. Men jeg vidste hvad der ville ske hvis de standsede mig, ikke hvad der ville ske når jeg fik held med mit stunt og endte i Netto med 10 kroner på lommen, som blev brugt på en pakke skrabere. Jeg var så dårlig, at jeg sagde det modsatte af hvad jeg tænkte, og at jeg gjorde det modsatte af hvad jeg havde brug for. Jeg kunne slet ikke tænke, sige eller gøre noget som helst konstruktivt. Jeg var enormt selvudslettende, men jeg vidste det ikke.
Jeg vidste heller ikke, at jeg opførte mig uhensigtsmæssigt over for alle omkring mig. Men det var en svær periode, og jeg handlede ud fra hvad jeg kunne og kendte til. Det gav et ligeså stort kick når jeg stak af, som det gjorde at skære. Det gav også et kick når jeg betalte for skraberne i Netto, så det hele var ren overlevelsesstrategi. Jeg måtte bare leve, og var meget bange for at dø. Der kommer det uhensigtsmæssige ind i billedet, fordi jeg havde en stærkt selvmutilerende adfærd, og gjorde dem omkring mig bekymrede.
Men jeg var ligeglad. Jeg fortsatte adfærden, og det blev kun værre. Jeg var ved at blive vanvittig af at vandre op og ned af de hvide gange. Det blev hverdag at se de andre have det dårligt, at høre alarmens skingrende hyl, og mærke patienternes håbefulde forsøg på at få bare lidt opmærksomhed. Jeg var træt af alle de plejepersonaler, der skulle bestemme over mig. Man fik frataget sin selvstændighed og blev pakket ind i vat. Det var meget rart i starten, hvor jeg havde det værst, men efterhånden blev det kvalmende og irriterende. Jeg udviklede mig ikke, fordi jeg ikke fik lov til at træffe beslutninger. Jeg følte mig som en opbevaringsgenstand, der ligesom var blevet fast inventar på psykiatrisk ungdomsafdeling.
Ingen skulle fortælle mig, hvad jeg måtte og ikke måtte. Men det var de hjælpsomme sjæle nødt til. Når jeg smuttede fra de hjælpsommes hus, var det oftest en form for oprør. Jeg ville hjælpes, men kunne ikke udtrykke det med ord. Ingen vidste hvordan jeg havde det. Jeg kunne se glad ud uden at være det, jeg kunne fremstå trist uden at være det. Alting var svært, men når jeg forsøgte at bryde ud af trygheden, var det rigtig svært. Tit var jeg ikke klar over hvorfor jeg valgte at mase de sidste kræfter ud af min trætte krop, som både manglede næring og hvile, bare for at blive hevet tilbage til skærmen - isolationen som jeg frygtede mere end noget andet. Men det var overlevelsesstrategien på det tidspunkt, og jeg kunne ikke handle anderledes. Når jeg stak af for alvor, var det for at fremme min selvskadende adfærd endnu mere. Nogle gange købte jeg Panodiler og mange gange købte jeg barberblade. Når jeg ikke havde penge, ledte jeg efter glasskår, og en enkelt gang skar jeg mig siddende på gaden med et lille stykke af en mursten.

de kolde hjerters hus

De kolde hjerters hus
Hvorfor var indlæggelserne på ungdomspsykiatrisk altid frivillige, og størstedelen af indlæggelserne på voksenpsykiatrisk med tvang? De hjælpsommes hus var et lille lukket samfund i den store verden, og det gjorde huset endnu mere gæstfrit at være i. Men sådan følte jeg jo ikke altid. Alligevel kom jeg igen når jeg havde behov for det, og aldrig med tvang. Tilbageholdelser blev tit nødvendigt, men nok mest fordi jeg var bange for at komme ud i den barske virkelighed. Jeg ville passes på, og det kunne kun ske i de hjælpsommes hus

når den lukkede lukker døren

Når den lukkede lukker døren.
Endelig var man fri. Fri for al den smerte man havde følt længe. De ødelægger det hele. De spolerer freden i ens sind. Sindet der er så svært at finde rundt i, finde hoved og hale på. Nogle gange tænker man, om de overhovedet r der for at hjælpe en, eller blot er ansat til at gøre livet værre for en sårbar sjæl. Man bliver sgu i tvivl! De sårbare sjæle jeg kender, har gang på gang stået bag en lukket dør og følt en større tomhed end inden døren blev lukket. Hvorfor lukkes døren? Hvad ville de sårbare sjæle gøre hvis den ikke var låst? Jeg tror at de først og fremmest ville genfinde den store frihed, der tidligere blev taget fra dem. Hvis døren ikke var låst, ville de kriminelle, der har fået dom, eller venter på én, søge ud i friheden – måske røve en bank. Men når personalet går hjem, er de jo ligeglade med hvorvidt en surrogatfængslet stikker af og smadrer en forsvarsløs gammel dame ned. Det er ikke længere deres problem. når de møder ind på en 8-15 vagt et par dage senere, er problemet løst af nogle andre, og så er alting jo godt – for dem, der ikke har været vidne til en voldsom kriminel patient, som bliver fikseret. Det eneste de tænker på, er dem selv, og at dope patienterne så de ikke er til besvær. Når vagten er slut, kan de gå hjem og glemme alt om arbejdet, sidde med ægtefælden i armene og se tv i ro og mag. Nu er det de andres problemer, det passer dem fint.